Læsetid: 2 min.

Kirkeligt kønsliv

Den mexicanske ’Pater Amaros forbrydelse’ tager et nuanceret og psykologisk interessant opgør med katolsk dobbeltmoral
25. april 2003

(2. sektion)

Ny film
Den katolske kirkes præste-cølibat har altid været en foræring, for ikke at sige en Guds gave, til historiefortællere med smag for blandingen religion og sex og konflikten pligt versus passion. Lykken er en varm præst hed en typisk 1970’er-frivol film med Sophia Loren og Marcello Mastroianni, og så behøver man vist ikke sige mere.
Nok er Pater Amaros forbrydelse blevet den største hjemmemarkedssucces i mexicansk films historie, men filmen er ikke billig sensationalisme. Det drejer sig faktisk om en efter sigende meget trofast opdatering af en klassisk roman af Portugals store realist José María Eça de Queiróz (1843-1900). Altså en over 100 år gammel historie om den katolske kirkes livsfjendske restriktioner, tilsyneladende let at modernisere med relativt få ændringer. I sandhed en kirke, der holder på traditionerne, hvor naturstridige de end er!

Oprigtig kristen
Filmen bruger den brede, episke pensel i sin beske historie om den dunede og idealistiske fader Amaro, der skal lære præstegerningen i den mexicanske provinsby Los Reyes og opdager artige ting hen ad vejen.
Hans overordnede, fader Benito, har en affære med en frisindet restauratrice, og dennes teenagedatter Amelia – en på én gang from og særdeles sanselig søndagsskolepige – forelsker sig brændende i Amaro.
Den unge præst tager kirkens bud om næstekærlighed alvorligt og er oprigtigt troende. Men han er også et loyalt medlem af en moralsk plettet, katolsk kirkepraksis, der ikke blot omfatter brud på cølibatet, men også samarbejde med narkobaroner, korrupte politikere og guerilla-bevægelser. Aamaro vil det gode, men lader sig – på én gang autoritetstro og opportunistisk – rive med af det livsfornægtende onde.
Ofret bliver søndagsskolepigen Amelia med den erotiske Jesus-forelskelse og det glødende forhold til fader Amaro. En graviditet støder til, og igen ender Amaro som den, der udadtil kan fremvise kirkens rene hænder i en umoralsk verden. Hans forbrydelse forbliver ustraffet.
Den 40-årige instruktør Carlos Carrera bevarer overblikket og tungen lige i munden i en engagerende historie, der veksler mellem satire og melodrama, men aldrig får overvægt mod det karikerede eller forenklede. Bag filmens konsekvente og dog nuancerede personskildring anes klassikerforfatteren Eça de Queiróz solide (?) psykologiske basismateriale. Af og til mindes man sågar vor hjemlige, samtidige realist Henrik Pontoppidan.
Sigtet er antiklerikalt, for at sige det mildt, og filmen har med god grund vakt debat i Mexico. Men i den ypperlige Gael Garcia Bernals drengede, godgørende og velmenende fader Amaro har filmen en hovedfigur, der er så sammensat og indlevet, at den antikatolske tendens ikke bliver for bastant. Bernal er med sine hovedroller i Love Is a Bitch og ...og din mor nu blevet mexicansk films imponerende alsidige førstekraft.

Sexet blasfemi
De ret korte kærlighedsscener mellem ham og den henførte Amelia har en fin balance mellem det ligefremt sensuelle og det sexet blasfemiske. Som når Amaro – i en scene, der ville have glædet Luis Buñuel – får hende til at svøbe den hellige jomfrus blå silkekappe over sin nøgenhed. For den sværmeriske Amaro bliver sjæl og kød ét – men det kan den forståeligt nok efterhånden mere jordbundne Amelia ikke leve videre på.

*Pater Amaros forbrydelse. Instruktion: Carlos Carrera. Manuskript: Vincente Leñero. Mexicansk (Empire)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu