(2. sektion)
Interview
Den franske instruktør Robert Guédiguian er født og opvokset i havnebyen Marseilles, der også spiller en væsentlig rolle i de fleste af hans film. Guédiguian er en socialt og politisk engageret instruktør af den gamle skole han ligner en intellektuel socialist med sit Trotskij-skæg og tweedjakke med læderlapper på albuerne og hans virkelighedsnære historier foregår tæt på samfundets bund, blandt arbejdere og arbejdsløse.
49-årige Guédiguian har lavet film siden de tidlige 80ere, men herhjemme har vi tidligere kun set den for instruktøren usædvanligt varme og charmerende kærlighedshistorie Marius & Jeanette. Med dagens premiere på Byen er stille og byen er selvfølgelig Marseilles er vi tilbage i det hårde miljø, hvor ludere, lommetyve og desillusionerede eksistenser kæmper med og mod hinanden for at overleve.
Sammen med et par andre dagblade fik Information sidste år i oktober muligheden for at tale med Guédiguian i Paris. Samtalen kom til at dreje sig om både Byen er stille og Guédiguians seneste film, Marie Jo og hendes to elskere, som blev vist på sidste års filmfestival i Cannes og fortæller om en kvinde, der elsker to mænd.
Arbejdernes talsmand
Hvor får du dine historier og dine karakterer fra?
»Historierne kommer altid fra mig, fra mine tanker og mine drømme, nogle gange fra mine mareridt, fra ting, jeg har oplevet, fra folk, som jeg kender godt, mine venner så grundlæggende er mine historier meget personlige. Og så bliver alle disse personlige ting og følelser overtaget af forskellige karakterer, som er en lille smule anderledes end de mennesker, jeg er inspireret af.«
»Jeg lader mig selvfølgelig også inspirere af ting, jeg ser i nyhederne, aktuelle begivenheder, og så relaterer jeg disse begivenheder til mine egne personlige historier og oplevelser, og man vil derfor ikke umiddelbart kunne genkende dem i karaktererne.«
Dine karakterer er ikke, som filmkarakterer er flest. De er meget almindelige, og man kan relatere til dem på en helt anden måde end ellers.
»Det er et politisk manifest. Men det falder mig også naturligt. Jeg er vokset op i den verden. Jeg er søn af en arbejder, og de fleste af de historier, jeg fortæller, foregår i arbejdermiljøer.«
»Jeg føler, at jeg har et ansvar over for arbejderklassen, fordi det er den verden, som gav mig muligheden for at udtrykke mig. Jeg har tænkt mig at optræde som arbejderklassens talsmand, og det er en meget politisk udmelding. Når jeg f.eks. lader meget simple mennesker have store og romantiske kærlighedsaffærer, så er det en måde at sige, at også disse mennesker har adgang til den form for kærlighed, som ellers synes forbeholdt overklassen.«
Eventyr
Vil du sige, at dit livssyn med årene er blevet mørkere? Marius & Jeanette var en lille, varm film med masser af håb. Der er ikke meget håb i Byen er stille eller Marie Jo og hendes to elskere.
»Marius & Jeanette er en speciel film, fordi den viser, hvad jeg vil kalde verden, som den kunne være. Det er et eventyr, og jeg plejer ellers at skildre verden som tragisk. Jeg ved ikke, om jeg vil lave flere af disse filmeventyr, men som jeg sagde før, så kommer alle historierne fra mig og fra de ting, jeg bekymrer mig om. Jeg ville aldrig sige ja til at lave en film for nogen andre, og jeg kan heller ikke tvinge mig selv til at lave sådan en film. Jeg har ikke mistet min humoristiske sans, optimisme eller min vilje til at få tingene til at tage sig mere håbefulde ud. Men jeg følger mine egne instinkter og interesser.«
Dine film er meget tro mod livet, realistiske i følelser og skildring af menneskeliv. Men der er også et fantastisk element i dine film, der som regel har at gøre med musik.
»Musik skal ikke illustrere eller understrege, men bruges som et kontrapunkt for at skabe en distance. Selvfølgelig skal musikken fungere sammen med de karakterer, som den følger, men den skal skabe den rette distance. Musik skal få én til at reflektere, men ikke ødelægge den følelsesmæssige reaktion, og der skal være en balance mellem følelse og intelligens.«
»Det er det samme som med kameraets position. Det er lige så svært at finde den rette kameraindstilling, som det er at bruge musikken rigtigt, fordi man skal tage hensyn til både følelserne og intelligensen.«
Kærlighedens kraft
Sædvanligvis i dine film er kærlighed og sex en positiv kraft i dine film, som i Byen er stille, hvor kærlighed og omsorg forløser, men slås i stykker af de sociale, politiske omstændigheder, og et langt stykke af vejen også i Marie Jo og hendes to elskere, men ikke til slut. Det er, som om alting rives i stykker, for man kan ikke have to elskere.
»Jeg er ikke enig. Jeg mener ikke, at Marie Jo og hendes to elskere er pessimistisk, fordi de to karakterer dør til sidst. Tværtimod vil jeg hellere sammenligne det med en
opera, det er ikke et requeim, en dødsmesse, men snarere en kroningsmesse, en apoteose af deres kærlighed.«
»Slutningen på Marie Jo og hendes to elskere med slowmotion-billeder og andægtig musik er på en måde en hyldest til menneskeligheden, det viser, hvor stor menneskeligheden er. Døden skal ikke ses som noget tragisk, fordi alle dør. I dette tilfælde får kærlighedshistorien, seksualiteten og Maris Jos forhold til sine to elskere dem alle til at gro, karaktererne bliver større, hvilket, og det er noget, som jeg har arbejdet meget hårdt med, løfter dem ud af deres daglige forpligtelser og ting, som kan synes meget banale: skænderier, slåskampe, had.«
»Der er ikke noget had mellem karaktererne. Marie Jos mand er usædvanlig, fordi han siger, at han ville ønske, at det kunne lade sig gøre, at Marie Jo kunne elske to. Og de ville alle tre gerne kunne dele en elsket med andre mennesker, men de ved, at det er umuligt. Det, jeg gerne ville lave, var en meget lyrisk og ikke en tragisk slutning.«
Højre og venstre
Du siger, at du har et ansvar som filmskaber for at lave disse film. Synes du, at det er blevet sværere at bevare sin menneskelighed og politiske observans i et komplekst og ikke særlig humant samfund?
»Det har altid været svært. Men det er rigtigt, at manglen på et fælles projekt betyder, at akkumulation af individuelle, gode gerninger ikke er mulig og ikke kan overføres til politik. Det er det nye i vor tid.«
»Jeg tror, at der har været, stadig er og altid vil være ekstraordinære mennesker det er et fællestræk for menneskeheden som kæmper og gør usædvanlige ting i landsbyer og baggårde. Men i dag er der et reelt underskud af demokrati, hvis demokrati ellers nogensinde har eksisteret og jeg mener ikke, at demokrati nogensinde har eksisteret, og at det er nødvendigt at opfinde demokratiet i dag.«
I Byen er stille er venstrefløjen desillusioneret, mens der er kampgejst og en form for ideologi på færde på den politiske højrefløj. Kan vi stadig bruge højre- og venstrefløjens ideologier?
»Historisk set, specielt i de seneste to århundreder, har venstrefløjen kæmpet for det største antal mennesker. De har forsøgt at beskytte og uddanne masserne, hvilket groft sagt er de fattige, mens højrefløjen har forsvaret de rige. Og det er præcis det, som nu skal genindføres. Jeg forsvarer venstrefløjen, fordi venstrefløjen altid har stået for de universelle, menneskelige værdier.«
