Læsetid: 7 min.

Klyngebomberne falder som regn

Det er svært at tale om menneskerettigheder i dette torturens land. Men hvis amerikanerne og briterne ikke passer på, så risikerer de at blive dømt for det, de altid, og med rette, har beskyldt Irak for: krigsforbrydelser
3. april 2003

BABYLON – Sårene er dybe og alvorlige, et udslæt af lilla pletter på ryggen og bag på benene eller i ansigtet, splinter af sprængstykker er begravet mindst tre centimeter nede i kødet. Hospitalsstuerne på Hillah Universitetshospital er bevis på, at noget ulovligt – noget som ikke er med i Geneve-konventionen – har fundet sted i landsbyerne omkring byen, som engang var kendt som Babylon.
Der er grædende børn, en ung kvinde som er såret i brystet og benene, og ti patienter hvor lægerne har måttet udføre hjernekirurgi for at fjerne metalsplinter fra hovedet. Der er samtaler om de dage og nætter, hvor bomberne faldt ’som druer fra himlen’. Her er tale om klyngebomber, siger lægerne, og de ødelæggelser, som luftangrebene på de små landsbyer Nadr, Djifil, Akramin, Mahawil, Mohandesin og Hail Askeri har forårsaget, støtter dem i deres påstand.
Var det britiske og amerikanske fly, som overdængede disse landsbyer med et af de mest dødbringende våben i moderne krigsførsel? De 61 døde, som har været omkring Hillah-hospitalet siden lørdag nat, kan ikke fortælle noget. Det kan de overlevende heller ikke, for i mange tilfælde sad de hjemme, da de hvide dåser åbnede ild højt oppe over landsbyen og spredte tusinder af klyngebomber ud over himlen. De eksploderede i luften og skød gennem vinduer og døre for at sprænges indenfor eller blive kastet tilbage fra taget af betonhuse for senere at eksplodere i gaderne.

Det regnede med ild
Rahed Hakem kan huske, at klokken var 10.30 søndag morgen, da hun sad i sit hjem i Nadr, og hun hørte lyden af eksplosioner og kiggede ud af døren, hvor hun så, ’ hvordan det regnede ned med ild fra himlen’. Hun beskriver bomberne som sort-grå. Mohamed Moussa beskriver klyngerne som ’små æsker’, som faldt ned fra himlen i den samme landsby, og han mente, de var sølvfarvede. De faldt som ’små grapefrugter’, fortæller han.
»Hvis ikke det allerede var eksploderet, og man rørte det, så eksploderede det med det samme,« sagde han.
»De ekploderede i luften og på jorden, og der er stadig nogen i vores hjem, som ikke er eksploderet.«
Karima Mizler mente, at bomberne var fastgjort til en slags kabel eller wire – måske den ’metalsommerfugl’ som holder sæt af små klyngebomber sammen, og som åbner sig og frigiver bomberne i stimer over jorden.
Nogle blev dræbt på stedet, hovedsageligt kvinder og børn, hvis sorte og afsvedne rester, som er ved at gå i forrådnelse, ligger i det lillebitte lighus bag hospitalet. Universitetshospitalet har modtaget over 200 sårede siden lørdag nat – de 61 døde – og mange andre menes at være begravet i deres landsbyer. Lægerne oplyser, at 80 procent var civile.
Der var helt sikkert soldater til stede, mindst 40 hvis man skal tro statistikkerne, og blandt de dødes usle klæder uden for kapellet, fandt jeg et khaki militærbælte og en kampjakke.
Men mænd fra landsbyer kan også være soldater, og både de og deres koner og børn hævdede, at der ikke fandtes militærinstallationer i nærheden af deres hjem. Sandt eller falsk? Hvem kan vide, om en kampvogn eller en missilaffyringsrampe var placeret på en mark i nærheden – som det var tilfældet langs hovedvejen nordpå til Bagdad i går? Men Geneve-konventionen kræver beskyttelse af civile, også selv om de har relationer til militærfolk, og brugen af klyngebomber mod disse landsbyer – også selv om målet var militært – overtræder den internationale lovgivning.
Den 27-årige Asil Yamin fik derfor disse forfærdelige runde sår på ryggen. Den fem-årige Zaman Abbais blev ramt i benet og 48-årige Samira Abdul-Hamza i øjne, bryst og ben. Hendes søn Haidar, en 32-årig soldat, mener, at de containere, som ramte jorden var hvide, nogen gange med noget rødt og grønt påmalet.
»Det var som en håndgranat, og de kom ind i husene,« fortæller han.
»Nogen blev liggende på jorden, andre eksploderede«.
Hjerteskærende er det eneste ord, som kan beskrive den 10-årige Maryam Nasr og hendes 5-årige søster Hoda. Maryam har en forbinding over det højre øje, hvor en splint fra en bombe borede sig ind, og desuden er hun såret i mave og lår. Jeg blev ikke klarede over, at Hoda, som stod ved sin søsters seng også var såret, før hendes mor forsigtigt løftede den lille piges tørklæde og hår og viste en dyb flænge på højre side af hovedet lige over øret med stivnet blod i håret og frisk blod, som stadig sivede fra såret. Moderen beskrev, hvordan hun havde befundet sig i sit hjem, da hun hørte en eksplosion og fandt sine døtre i en blodpøl henne ved døren. De små piger skiftevis smiler og gemmer sig, da jeg fotografer dem. På andre hospitalsstuer forsøger nogen hårdtsårede at grine for at vise deres mod. Det var ydmygende.

Forvirrende snak
De irakiske myndigheder var selvfølgelig mere end villige til at give os journalister adgang til deres patienter. Men disse børn og deres uoplyste forældre var under ingen omstændigheder i stand til at fabrikere deres tragiske og smertefulde historier. Irakerne kunne heller ikke have iscenesat hændelsen i landsbyen Nadr, hvor rester af de små bomber ligger og flyder ved siden af svedne mærker fra eksplosioner, og hvor man kunne finde rester af de små faldskærme, som bringer klyngebomberne til jorden, når først containerne er brudt åbne.
Det lykkedes endda et hold fra Sky Television at tage nogen rester af sprængstof fra Nadr med tilbage til Bagdad, stadig med de modbydelige små metalkugler, som det er meningen skal trænge ind i kroppen stadig fastgjort i deres rammer som hostebolsjer i en metalbeholder. De havde en sort farve, som lignede sølv, når de blev holdt op mod lyset.
Var det britiske og amerikanske fly, som kastede disse forfærdelige våben? Den fungerende leder for Hillah-hospitalet og en af hospitalets læger gav en forvirret snak om militæraktivitet i nærheden af byen i de seneste dage. Om Apache-helikoptere som indsatte specialstyrker på vejen til Kerbala. Hvis man skal tro de ansatte på hospitalet, gik en af operationerne rivende galt, en nat hvor militsen tvang dem til at trække sig tilbage. Kort tid efter begyndte regnen af klyngebomber, selv om de landsbyer, som blev ramt, lader til at ligge på den anden side af Hillah i forhold til, hvor den mislykkede amerikanske operation fandt sted.
En ting stod klart. Der er ingen frontlinje i kampene omkring Babylon, at de amerikanske styrker slår til i området tæt på Tigris-floden via luften og derefter trækker sig tilbage, og at de irakiske tropper gør nogenlunde det samme i den anden retning. Forskellen er, at amerikanerne og briterne er overlegne i luften, faktisk er der ikke noget, som tyder på, at så meget som et irakisk fly har været i luften, siden den engelsk-amerikanske invasion tog sin begyndelse, så selv de britiske og amerikanske piloter, som er tilbage på basen i Qatar, kan ikke påstå, at det var irakerne, som smed klyngebomberne.
De seneste angreb fandt sted tirsdag og kostede 11 civile livet, deriblandt to kvinder og tre børn, i landsbyen Hindiyeh. En mand, som blev sendt ud for at hente ligene, rapporterede til hospitalet, at det eneste levende, han fandt i området, var en høne. De irakiske oprydningshold blev sendt til landsbyerne i går eftermiddags for at fjerne de ikke-eksploderede forordninger.
Det er unødvendigt at sige, at det ikke er første gang, at klyngebomber bruges mod civile. Under Israels belejring af Vest-Beirut i 1982 droppede det israelske luftvåben klyngebomber, som var fremstillet til den amerikanske flåde, over flere af byens områder, primært i Fakhani- og Ouzai-distrikterne. De civile tab og skader og ødelæggelserne var identiske med det, som jeg oplevede i Hillah i går. Dengang blev den amerikanske regering med præsident Reagan i spidsen meget oprørte over misbruget af deres våben, som var udviklet udelukkende til brug mod militære mål, og den tilbageholdt en sending bombefly til Israel, for nogen få uge senere at sende flyene afsted alligevel.

Mange ulovlige våben
Det er også svært at tage de irakiske embedsmænd alvorligt, når de fordømmer USAF og RAF’s brug af illegale våben, når det irakiske milær selv har brugt giftgasser mod den iranske hær samt mod pro-iranske kurdiske landsbyer under krigen fra 1980-88 mod Iran. De irakiske myndigheder taler om, at de invaderende amerikanere og britere overtræder menneskerettighederne – det klinger lidt hult.
Men noget frygteligt fandt sted omkring Hillah i denne uge, noget utilgiveligt og noget som er i strid med international lov. Det er svært at tale om menneskerettigheder i dette torturens land. Men hvis amerikanerne og briterne ikke passer på, så risikerer de at blive dømt for det de altid, og med rette, har beskyldt Irak for: krigsforbrydelser.

©Independent

Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her