Læsetid: 2 min.

K’nyt

26. april 2003


Filmdebutant til Cannes
*Lars von Triers Dogville er ikke den eneste film, der er officielt udvalgt og inviteret til Cannes. Den ære overgår også den debuterende unge Christoffer Boe, der har fået sin spillefilm Reconstruction placeret i festivalens traditionsrige Semaine de la Critique (kritikerugen). Nikolaj Lie Kaas og Maria Bonnevie spiller hovedrollerne i et kærlighedsdrama, der tilsyneladende ligger ret tæt op ad Boes filmskoleafgangsfilm med det samme par – en film, som røbede inspiration fra den franske Ny Bølge. Nordisk Film har produceret Reconstruction i selskabets nye Director’s Cut-regi, hvor også Morten Arnfreds Lykkevej blev produceret. Altså en lovende start for Director’s Cut.
I øvrigt bliver også en ny dansk filmskolefilm vist i Cannes, nemlig Heidi Maria Faissts Pagten, der er sammen med 19 andre filmskole-film vil blive præsenteret i en særlig serie for nye talenter under filmuddannelse i hele verden. Pim.

Albert Speer gæster teatret
*Aalborg Teater lægger den kommende sæson ud med at fortælle historien om Hitlers arkitekt, Albert Speer, hvor skuespilleren Ole Lemmeke lægger krop og stemme til titelrollen.
Resten af sæsonen på teatrets store scene bliver præget af tre teaterklassikere. Først Holbergs komedie Ulysses von Ithacia, og i januar 2004 er der premiere på Shakespeares drama King Lear med Henning Jensen i titlerollen. Slutteligt opføres Andrew Lloyd Webbers musical Jesus Christ Superstar.

Parcelhus-konference
*PlaNet København fejrer udgivelsen af rapporten Surburbia, der dokumenterer den sjette internationale PlaNet-konference, som fandt sted i København i august i fjor.
I den anledning inviterer PlaNet i dag til en-dags konference fra kl. 11-16 om parcelhuset og dets omgivelser, hvor blandt andre Martin Zerlang, Vibeke Meyling og Dennis Lund deltager.
Arrangementet finder sted på Institut for Antropologi, Frederiksholms Kanal 4 i København.
www.planetkbh.dk

Klezmer på Christiania
*I aften kl. 21.30 kan man i Christiania Jazz-club høre Channe Nussbaum Klezmer-Night akkompagneret af Bjarke Kolerus på klarinet, Andres Vesterdahl på harmonika og Jakob Munck på tuba.

To gange Gade
*Vi omtalte torsdag de 10 mest spillede danske musikværker i udlandet, hvor Jacob Gades »Tango Jalousie« (1925) indtager førstepladsen. Fotoet viste hans navnebror, nemlig komponisten Niels W. Gade (1817-90). Ovenstående skulle imidlertid være den rigtige Jacob Gade.
red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu