Læsetid: 2 min.

K’nyt

2. april 2003


Aftale for DR, TV 2 og filmbranchen
*Regeringens Medie- og Filmaftaler indgået i 2002 fastlagde såvel tv-stationernes som det offentliges bidrag til filmproduktion de næste fire år for at sikre en fortsat kontinuitet i produktionen af danske film. Således vil tv-stationernes engagement gennemsnitligt udgøre op til 20 procent af en films produktionsomkostninger.
DR, TV 2 og Producentforeningen har ved Det Danske Filminstituts mellemkomst nu indgået aftale om vilkår for tv-stationernes engagement i dansk spillefilmproduktion, som udmøntes i en standardkontrakt. Tv-stationernes økonomiske deltagelse vil få betydning for finansieringen af 16-20 spillefilm årligt. Når filmene har været vist i biograferne og distribueret på video og dvd vil tv-stationerne efterfølgende sørge for, at de kommer seerne til gavn.

Hatten rundt i DR’s musikhus
*Der skal bruges ekstra 100 millioner kroner til kvalitetsfinish i Ørestadens nye koncerthus med levende computerbilleder på facaden. Danmarks Radios byggebudget er i forvejen udvidet til 56o mio. kroner, men i forbindelse med udnævnelsen af husets franske arkitekt, Jean Nouvel, til æresmedlem af Akademiet for de skønne Kunster, er der med Prins Henrik som protektor taget initiativ til en yderligere indsamling.
Københavns Kommune har på forhånd lovet 33 mio. til det usædvanlige hus og Realdania-fonden andre 33. Den sidste tredjedel skal nu rasles hjem for at sikre »sammenhængen mellem indre dansk design og ydre fransk modernisme« – som Jean Nouvel selv forklarer sin arkitektoniske intention på Amager.
AdW

Interaktiv musikformidling
*Komponist og docent ved Vestjysk Musikkonservatorium Jørgen Mortensen, har udviklet et forum for interaktiv musikformidling på:
www.klassikerne.vmk.dk.
Formålet er at formidle klassisk musik ud fra devisen, at formidlingen af den musikalske oplevelse er det mest centrale i al musikundervisning. Det er projektets overordnede mål at udlede hele musikteorien af musikken selv. Samtidig inddrages komponisternes biografi i det omfang, deres personlige historier har været med til at forme musikken, for at perspektivere det musikhistoriske stof.

Skagen Festival 2003
*Arrangørerne bag dette års Skagen Festival, der afvikles i dagene 26.-29. juli, er nu klar med festivalens endelige musikprogram. Af danske navne kan nævnes Allan Olsen & Band, De Gyldne Løver, Kim Larsen & Kjukken, Lis Sørensen. Fra Norge kommer Åke Aleksandersen & Band, mens de største internationale navne vil være amerikanske Omar & The Howlers samt The McCalmans og The Fureys fra Irland.
Mens festivalen gennem de seneste år har holdt til på en mark uden for byen, har bestyrelsen besluttet at flytte musikken tilbage til Skagen By for at forøge publikumtilstrømningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her