Læsetid: 2 min.

K’nyt

16. april 2003


Fipresci-pris til Nils Malmros
*Ved den traditionsrige argentinske filmfestival i Mar Del Plata er Nils Malmros’ At kende sandheden blevet belønnet med de internationale filmkritikeres Fipresci-pris. En jury bestående af en argentinsk, brasiliansk og fransk filmkritiker valgte at prisbelønne Malmros-filmen i konkurrence med 14 andre internationale titler. I begrundelsen hedder det, at filmen får prisen for »for den subtile skildring af sandhedens mange ansigter, understreget af en streng brug af filmsproget.« Pim.

Solgte falske Björk-billetter
*En amerikansk mand er blevet sigtet for at have solgt billetter til en fiktiv Björk-koncert. Den 25-årige Alex Conate har angiveligt solgt billetter til en værdi af 14.000 dollar efter at have overbevist en natklubejer i San Diego om, at den islandske sangerinde havde indvilliget i at spille i klubben 15. januar i år. Han står anklaget for at have taget pengene og flygtet til
Hawaii, hvor han blev arresteret.
Conate har erklæret sig ikke skyldig i anklagen, der kan resultere i tre års fængsel, såfremt han bliver dømt.
Ifølge anklageren hævdede Conate, at Björk ville give koncert i natklubben som en vennetjeneste, meddeler BBC.

Pippi-propaganda
*På Verdens Bogdag den 23. april uddeler Den Norske Bokhandlerforening og forlaget Damm titusindvis af Pippi-bøger til kunder i boghandlere i det ganske norske land. Tiltaget har vakt furore blandt norske forfattere, der agiterer for, at dagen skal bruges til at profilere nationale børnebogsforfattere.
»Det handler om at lokke med det velkendte for at blive bekendt med det ukendte. Alle ved hvem Pippi er, og det trækker folk ind i boghandlen. Dermed kan de blive bekendt med anden litteratur,« udtaler Anne Schiøtz, der er markedsføringsansvarlig i Den Norske Bokhandlerforening til Aftenposten. Hun mener, at det vigtigste er at stimulere læselysten, og at Pippi fænger de fleste børn.

Advarsel: Stjålne antikviteter
*Rigspolitiet oplyser i en pressemeddelelse, at man fra Interpol-kanaler har modtaget en begæring om, at der på baggrund af de aktuelle plyndringer i Irak af blandt andet museer udvises skærpet opmærksomhed i relation til antikviteter og andre kunstgenstande fra Mellemøsten.
I tilfælde af konkret mistanke til blandt andet internationale pakkeforsendelser og lignende opfordrer Rigspolitiet til, at det stedlige politi kontaktes.

Lyt til klassisk musik på nettet
*Internetbrugere får nu mulighed for at lytte til klassisk musik på nettet, når DR og Aalborg Symfoniorkester i denne uge i fællesskab lægger en hel koncert ud på nettet med værker af den franske komponist Gabriel Fauré.
Koncerten, der blandt andet indeholder Faures berømte Requiem, finder sted i Budolfi Kirke i Aalborg i dag og kan efterfølgende høres online i to måneder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her