Læsetid: 5 min.

Der kom et brev fra Powell

Den danske regering er ’umiddelbart positiv’ over for det amerikanske missilskjold. Måske er det derfor, man ikke stiller spørgsmål
25. april 2003

(2. sektion)

Nedtælling
»Et fredens projekt.«
Sådan karakteriserede statsminister Anders Fogh Rasmussen i november sidste år det amerikanske missilskjolds-projekt.
»Når jeg kalder det et fredens projekt, er det, fordi jeg mener, at vi har en pligt til at beskytte vore befolkninger mod slyngelstater, der kan finde på at sende raketter i hovedet på os med alt muligt,« sagde statsministeren.
Kort forinden havde den danske regering meddelt Det Hvide Hus i Washington, at Danmark er klar til at behandle en anmodning fra USA om at inddrage den grønlandske Thule-radar i det amerikanske missilforsvar. Og den 17. december modtog udenrigsminister Per Stig Møller den formelle anmodning fra sin amerikanske kollega Colin Powell. Powell ønskede, at »den danske regering giver USA tilladelse til at opgradere Thule varslingsradaren, så den kan yde missilforsvarssystemet sporingsinformationer.«
»Vi vil værdsætte et svar på vor anmodning så snart, det er Dem muligt,« lød udgangsreplikken fra den amerikanske regering.
Statsministeriet arbejder derfor nu på, at Anders Fogh Rasmussen kan mødes med USA’s præsident, George W. Bush, og trykke hånd på plænen foran Det Hvide Hus engang i løbet af maj. Fogh vil modtage Bushs tak for Danmarks militære deltagelse i krigen mod Irak, og for statsministeren vil det være overmåde belejligt at kunne kvittere med et svar på Colin Powells brev om Thule-radaren og missilskjoldet. Den britiske regering har fået en tilsvarende anmodning fra Powell om brug af den engelske Fylingdales-radar i missilskjoldet, og Tony Blair har for længst svaret ja.
Derfor står Danmark – ligesom Grønland – nu officielt midt i en bred, folkelig debat om missilskjoldets fordele og ulemper.
»Det er vigtigt, at alle aspekter af missilforsvar bliver grundigt overvejet, før man fra dansk side svarer på den amerikanske anmodning. Regeringen ønsker derfor i de kommende måneder at medvirke til en fortsat debat om missilforsvar,« har regeringen sagt.
»En fri debat uden pres« har Per Stig Møller præciseret.

Tromles igennem
Det er så som så. Regeringen udgav i begyndelsen af marts en 35 siders redegørelse – Missilforsvar og Thule-radaren – i et beskedent oplag på 5.000 eksemplarer som oplæg til den folkelige debat. Til sammenligning har Grønlands Hjemmestyre fremstillet en debatavis, hvori alle holdninger til missilskjoldet præsenteres, og distribueret den til hele den grønlandske befolkning.
Og mindre end to måneder har den danske regering afsat til offentlig diskussion, før Folketinget den 29. april gennemfører den forespørgselsdebat om projektet, som skal gøre det muligt for regeringen at drage sine konklusioner.
»Efter flere års afvisning af at diskutere dette spørgsmål, fordi det var ’hypotetisk’, skal det jo åbenbart nu tromles igennem på kort tid,« lyder kritikken fra lektor i statskundskab Clemens Stubbe Østergaard, Århus Universitet.
Intensiteten af den folkelige debat – der har skullet udspille sig, mens Danmark har været krigsførende i Irak – kan måles via aktiviteten på udenrigsministeriets dertil indrettede hjemmeside. På www.sikkerhedspolitik.dk var der efter de første seks uger indkommet ét debatindlæg fra et grønlandsk landsstyremedlem, ét indlæg fra Thulefangernes advokat Chr. Harlang, to spørgsmål fra Informations missilskjolds-analytiker Jørgen Dragsdahl samt to svar, skrevet af udenrigsministeriet selv. Ikke én såkaldt ’almindelig borger’ havde følt sig tilskyndet til at gå ind i debatten.
Én grund til diskussionens fuldstændige fravær kan være regeringens debatoplæg, redegørelsen fra marts.
»Tyndbenet propaganda. Uden dokumentation. Fyldt med postulater,« sagde et vredt grønlandsk folketingsmedlem Lars Emil Johansen, da regeringen lagde sin redegørelse frem. Ensidigt partsindlæg, sagde flere andre.
Og det er det. »Regeringen er umiddelbart positivt stemt over for den amerikanske anmodning om at inddrage Thule-radaren i missilforsvar,« hedder det i redegørelsen. Som derfor går i en stor bue uden om alle indvendinger og kritiske kommentarer til det højtflyvende projekt.
F.eks. ofrer regeringen ikke en linje på diskussionen om, hvorvidt systemet kan bringes til at fungere teknisk og yde reel beskyttelse mod fjendtlige missilangreb. At en stor del af de hidtidige afprøvninger er slået fejl, at systemet formentlig kan omgås af en fjende, og at uafhængige amerikanske eksperter på den baggrund har kaldt missilskjoldet ’kejserens nye klæder’ er ikke med en stavelse behandlet i redegørelsen.
Kritiseret herfor skriver Udenrigsministeriet i et svar til Grønlands Landsting: »Regeringen har med sin redegørelse bestræbt sig på at gøre et kompliceret emne mere tilgængeligt.«

Våbenkapløb
Mere bekymrende er det, at regeringens billede af de fremtidige sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold og af missilskjoldets rolle i den sammenhæng lægger sig tæt op ad præsident Bushs verdenssyn og derfor er »lidt naivt«, som professor Ole Wæver, Københavns Universitet, diskret udtrykker det.
Tag analysen af Kinas rolle. »Der er ikke overbevisende argumenter for, at missilforsvar skulle føre til våbenkapløb i Asien,« skriver regeringen. Man henviser til, at et missilskjold alligevel ikke kan beskytte USA og Europa mod Kinas avancerede langtrækkende raketter, hvorfor Kina ikke vil føle grund til at opruste yderligere, hvis missilskjoldet kommer.
Det er et udsagn, der bestrides af masser af internationale eksperter, foruden af kineserne selv. USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld har understreget, at missilskjoldet er et »evolutionært projekt«, hvis kapacitet løbende vil blive forstærket. Pentagons specialister har allerede gennemført avancerede war games, der simulerer en konfrontation i rummet med ’det røde hold’ – Kina. Perspektiverne skræmmer Kina og vil uvægerligt tvinge landet til at planlægge for ’det værst tænkelige’, mener fagfolk.
»Kina vil reagere på de foreliggende amerikanske missilskjoldsplaner ved at accelerere sit strategiske moderniseringsprogram, udvikle modforholdsregler for at kunne omgå systemet samt øge det samlede omfang af sin atomare styrke,« hedder det i en analyse foretaget for The Stanley Foundation og Center for Nonproliferation Studies af amerikanske, kinesiske og japanske sikkerhedsforskere i fællesskab.
Og føler Kina sig presset til at opruste, kan det vælte den strategiske balance i hele Asien og gøre såvel Rusland som Indien – og i næste led Pakistan – nervøse og dermed presse også dem til oprustning.
Regeringens billede af, hvordan Kina og andre lande vil reagere på missilskjoldet er præget af, hvad Socialdemokratiets formand og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft kalder en vis »sorgløshed«.
Dét er i det hele taget regeringens syn på den internationale sikkerhedsorden, når den – i tråd med sin støtte til USA’s krig i Irak – vælger at understøtte Bush-regeringens doktrin om global sikkerhed via knusende amerikansk militær styrke og vilje til total kontrol, på jorden som i himlen.
Regeringen skriver selv, at truslen efter 11. september 2001 – hvor mænd med hobbyknive udstillede supermagtens sårbarhed – er blevet uforudsigelig. Men man overser, at USA’s insisteren på total dominans og USA’s brud med en stribe internationale aftaler i sig selv er en afgørende drivkraft bag denne udvikling, der fører til utilfredshed, ustabilitet og oprustning – hvad enten det er med hobbyknive, selvmordsbomber, kemiske våben eller ballistiske missiler.
Det er en skæbnens tilfældighed, at Storbritannien og Danmark, der støttede USA i Irak-krigen, også har de radar-anlæg, som er centrale for præsident Bush’s missilskjolds-planer.
Men det er en bevidst handling, hvis Danmark cementerer denne militante akse hen over Atlanten ved at give USA grønt lys, flere år før Europa og NATO når frem til en egen afklaring i missilskjolds-spørgsmålet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her