Læsetid: 7 min.

Kortere sagt

25. april 2003


(2. sektion)

Film i tv
v./ Morten Piil
*James Cameron bedst kendt for Titanic, markerede sig som fremtidens mand fra det øjeblik, han udsendte Terminator, der i 1984 blev et relativt lavt budgetteret gennembrud for både ham og Arnold Schwarzenegger. Enhver med filmøjne i hovedet kunne se, at her var en action-instruktør med exceptionelt talent for at pumpe adrenalin i en hensygnende science fiction-genre. Der kom drøn på drengen – og samtidig en apokalyptisk fornemmelse og en sporadisk romantisk følelse, der foregriber Titanic. Schwarzenegger spiller en cyborg – halvt robot,halvt menneske – der sendes fra fremtiden tilbage til nutidens Los Angeles for at myrde en kvinde, som har en historisk mission. Hun fremstilles af Linda Hamilton, sårbar af udseende, men besjælet samme jernvilje som flere andre af Camerons heltinder.
Nu annonceres Terminator 3, så der er stadig liv i den 55-årige
Arnold.
Samme aften, som DR1 viser Terminator, har man programsat den flot opsatte action-komedie True Lies fra 1994, også af James Cameron og med Schwarzenegger i hovedrollen. Arnold lægger sig op ad James Bond, men han forbliver klumpe-Arnold, der demonstrerer elegancen, hvor Sean Connery inkarnerer den.
Plottet bygger på den franske film La Totale, men den larmende overbudsstil er godt nok Camerons egen. De dynamiske action-scener har Cameron dog sit helt specielle tag på, når han sender Arnold til kamp mod arabiske terrorister og bruger hele arsenalet af imponerende stunts og fræsende effekter. Jamie Lee Curtis har pudsige momenter som Arnolds eventyrlystne kone, plus en spektakulær strip tease-scene. Men komedien er ikke Camerons rette genre-element.

Terminator. DR1, fredag kl. 23.45-01.30
True Lies/Livsfarlig løgn. DR1, fredag kl. 21.30-23.45

*Tim Burton er som oftest en inspireret spøgefugl med blik for at dreje genreklichéer, så de får nyt humoristisk liv. Det gør han også i denne komiske science fiction-fantasi, hvor vor Jord angribes af små, grønne marsmænd, der trods pudsig sprogføring er så aggressive, at det fører til en regulær stjernekrig.
Virkelig gode navne forgylder løjerne, f. eks. Jack Nicholson i en dobbeltrolle, Annette Bening, Rod Steiger, Sarah Jessica Parker, Glenn Close, Michael J. Fox og Pam Grier. På højde med Ed
Wood, endsige Beetlejuice og
Edward Saksehånd, er filmen ikke – dertil er indfaldene for spredte – men en Tim Burton i middelgod form er stadig en af Hollywoods bedste underholdere.

Mars Attacks! TV 2, fredag kl. 22.00-23.50

*Burt Lancaster var den store helt i skysovs, da den i starten af 1950’erne stod på fire-forestillinger og larmende adfærd på de forreste biografrækker. Og sjældent har Lancaster udfoldet sig så atletisk og charmerende som denne veloplagte sørøver-klassiker fra 1952, der udfører kunststykket på én gang at være regulær pirat-romantik og en let parodi på samme.
Den er instrueret af Robert Siodmak, men det ærgerrige energibundt Lancaster havde selv mere end en enkelt finger med i instruktionen. Lancaster spiller sørøveren Vallo, der huserer voldsomt i de caraibiske farvande og i starten tænker mest på egen gevinst. Men til slut solidariserer han sig med ’de gode’ – det vil sige de oprørere, som næsten altid var helte i den politisk venstredrejede Lancasters tidlige actionfilm. Eva Bartok er heltinden, og Lancasters gamle akrobat-kollega Nick Cravat ses som hans højre hånd.
The Crimson Pirate/Den knaldrøde pirat. DR2, søndag kl. 17.51-19.30
nIben Hjejle fik ros i det ansete engelske filmtidsskrift Sight and Sound for sit spil som Laura i Stephen Frears’ livlige komedie fra år 2000. »Den danske skuespiller Iben Hjejle gør indtryk som Laura, den eneste kvinde i filmen, der får lov til at nærme sig noget tredimensionelt, mens de øvrige kvindefigurer består af et galleri af fantasifigurer og ydmyge tjenestepiger eller blot er skydeskiver for vittigheder,« hed det i bladets anmeldelse. Og en amerikansk kritiker kaldte hende »enestående sympatisk«.
Foreløbig er Hjejles internationale karriere gået i stå, men ingen kan fratage hende stjernestunden i High Fidelity, hvor hun satte berømtheder som Catherine Zeta-Jones, Lisa Bonet og Lili Taylor til vægs som den pige, der virkelig var værd at samle på. Og ingen af hendes medspillersker er ellers dårlige som de kærester, rock-freaken og ungkarlen John Cusack er blevet forladt af og underholder os om i direkte tale ud til publikum.
Filmen bygger på en roman af Nick Hornby, der ved meget om nørdede mænds ensomhed, når de forskanser sig i altopslugende interesser – her rockmusik.

High Fidelity. TV2, søndag kl. 20.55-22.50

Filmmagasin
*eXtase »Filmmagasinet, der kalder på dig i dine drømme,« står der på forsiden af det første nummer af eXtase. Det er store ord, som magasinet ikke helt indfrier, men samtidig godt nyt fra en kant, som holder fanen højt med lige dele entusiasme og engagement. Det er åbenbart kun dedikerede filmfans, der ser en idé i at have en grundig behandling af filmmediet i magasinform.
Som blandt andet det hedengangne fanzine Inferno, tager
eXtase sig helt professionelt ud og prøver at levere en seriøs vare, som ikke er et oppustet reklameprodukt – »her er ingen annoncer, reklamer eller andet kommercielt fyld,« skriver redaktør Nils Markvardsen i en leder, og artiklerne er blevet til i »ægte, filmisk glæde.«
Det er et prisværdigt initiativ, men at det ikke er en journalistisk tilgang, der tegner eXtase, viser sig ved, at selv om mange af artiklerne umiddelbart er interessante, så er de ikke alle lige velskrevne eller gennemtænkte.
Man kan f.eks. undre sig over, at den udmærkede artikel om Breakfast at Tiffany’s hovedsageligt består af et referat af filmens handling. Og hvorfor indlede en artikel om Orson Welles’ ufuldendte Cervantes-filmatisering Don Quixote med at erklære sit had til instruktøren?
Første nummer af eXtase er helliget den gale skuespiller Klaus Kinski, der både optræder med digte og i en længere artikel. Derudover tages der ivrigt fat på så forskellige personer og emner som Tarkovskij, Leone, den polske instruktør Andzrej Zulawski, ekstreme japanske filmskabere og meget mere. Med andre ord en rodebutik af stort og småt og mere eller mindre kendt og ukendt. CMC

eXtase. Redaktør Nils Markvardsen. 50 kr. klauskinski@ofir.dk

Dvd
*Swept Away Jeg har lige hørt Madonnas nye cd og set hendes seneste film, og mit råd til damen er, at hun bør holde sig til musikken. Swept Away, der er skrevet og instrueret af Madonnas mand, den energiske engelske instruktør Guy Ritchie (Lock, Stock and Two Smoking Barrels, Snatch), på baggrund af en italiensk film fra 1974 af Lina Wertmüller, er intet mindre end et makværk. Madonna har hovedrollen som en hovedrig bitch af en amerikanerinde, der tager til Grækenland sammen med sin mand og fire venner. Det er meningen, at de skal sejle til Italien, men Madonna bringer sig hurtigt på dårlig fod med Peppe, skibets handyman, som hun konsekvent kalder Guido. Det umage par lider skibbrud på en øde ø i en gummibåd, og et muntert herre- og slave-forhold udvikler sig, idet Peppe ser sit snit til at hævne sig på den hjælpeløse kvinde. Men så er det, at Amor blander sig.
Madonna kan ikke spille skuespil, og selv om skuespillerne omkring hende – Bruce Greenwood, Adriano Giannini (Peppe), Jeanne Tripplehorn – gør det okay, falder hun hele tiden igennem. Der er sjove øjeblikke i begyndelsen af Swept Away, men man begynder hurtigt at kede sig – hvis ikke man er humoristisk anlagt og kan grine af det hele.
Dvd’en er forsynet med en håndfuld fraklippede scener, uengagerende kommenteret af Ritchie, og et kig bag kameraet, som faktisk er ret sjovt. Guy Ritchie og Madonna, som han kalder mrs. Ritchie, stiller hinanden spørgsmål af den useriøse slags, og deres lige så useriøse svar krydres med indslag fra optagelserne.
Parret har tydeligvis moret sig med at lave filmen, og måske er det det, der er gået galt – de har kun lavet den for at kunne arbejde sammen, hvilket ikke er det bedste udgangspunkt for en film. CMC

Swept Away. Instruktion og manuskript: Guy Ritchie. Region 2. Universal. Kan fås i enhver nogenlunde dvd-butik

Ny film
*Dreamcatcher Af og til kommer der grus i Hollywoodmaskineriet, og der opstår en film, som kan få spørgsmålstegnene til at yngle i hovedet på selv en garvet filmfan. Som denne ekstravagant mislykkede Stephen King-filmatisering af to Hollywoodveteraner, der burde vide bedre: den 54-årige instruktør Lawrence Kasdan og den 73-årige manuskriptforfatter William Goldman. De har taget en af Kings 600-siders bestseller-moppedrenge og sammentrængt den, så en dynge gyser-, science fiction-, okkulte og halvbagt psykologiske ideer stritter i alle mulige retninger og får én til at tro, at man ser flere forskellige film på én gang.
Fire venner i 30-års-alderen deler telepatiske evner, hvilket ikke kun er en velsignelse. Der lægges op til en ret ligefrem historie om deres særlige evnes fordele og ulemper, men da kvartetten først er taget på jagt i en isoleret bjerghytte, vælter filmens vilde påfund ned over dem. Ækle, slimede aliens åler sig ind på dem og formerer sig i rask tempo, og snart må militæret isolere hele skovområdet ved hjælp af Morgan Freemans fanatisk alien-fjendske oberst Curtis. Og så er vi pludselig i en helt tredie film om militærgalskab, mens de skrappe special-effekter dominerer mere og mere og får såvel personer som film til at gå i total opløsning.
Små glimt af humor er der heldigvis også plads til samt en virkelig effektivt væmmelig scene, hvor åle-monsteret angriber nede fra en toiletkumme. Men med sin totalt mandsdominerede, ucharmerende cast, sine overstyrede science fiction-påfund og sin tungt overlæssede historie er Dreamcatcher en kikser af de stort anlagte og dybt rådvilde.
Pim.

Dreamcatcher. Instruktion: Lawrence Kasdan. Manuskript: William Goldman og Lawrence Kasdan efter roman af Stephen King. Amerikansk (Imperial, Cinemaxx)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu