Læsetid: 4 min.

Kortere sagt

24. april 2003


Rock
Karen Busck lyder som en, der er gået forkert. Og så alligevel ikke. Lacoste-trøjerne er igen blevet en dille, sushi fås nu i Føtex og i går så jeg såmænd en åben Porsche. Jo, 80’erne er kommet tilbage. With a vengeance, som de siger. Og på den led er det logisk, at Karen Busck blev seerdarling som en af dommerne i ’Stjerne For En Aften’, for hun lyder simpelthen som en dygtig, dydsiret elev fra den del af den danske rockskole, der havde News, Halberg-Larsen og Rugsted-Kreutzfeldt som pejlemærker. Og de giver stadig genlyd på ungdomshyblerne, kunne man høre på stjerneaspiranterne. Uden at det af den grund garanterer magi i luften.
Karen Buscks andet album By er poprock af den facile art, som der selvfølgelig skal være plads til. Spørgsmålet er bare om ikke der er lovlig meget plads. Det er sange, som er som skabt til bilradioen. Trafiksikre takter, som ikke giver lyst til at gøre dumme, uforudsigelige ting ved rattet, når man hører dem. Men som er glemt det
øjeblik, man skifter kanal eller gear. Og skulle hun så ikke gøre noget ved de tekster: »Jeg så dig gå i gaden forleden/du fangede mit øjeblik/en ekkodal af fraskilte løfter/forstummet i bytrafik ...
tobi
Karen Busck: By. Edel-Mega.

*Peter Belli fylder 60 i år. Det kan man ikke høre. Eller rettere: Det kan man godt, for som han synger »House of the rising sun« på The Hithouse Reunion er der tale om intet mindre en generobring af en sang, der var et af de faste numre på repertoiret i de pigtrådsgrupper, der i de tidlige 60’ere havde Belli og hans kolleger – og daværende konkurrenter – Jørn Krabbenhøft, Ole ’Sir Henry’ Bredahl og Nalle som frontfigurer.
Sammen gør de nu under sloganet »the grey gold strikes back« en slags comeback under Poul Martin Bondes stilbevidste kærlige styring.
Der er tale om ganske solidt spillet og fremført rock fra dengang mor gik med carmen curlers og far brugte bryllcreme. Bredahl er i rent ud forrygende form på »Shakin All Over,« og cd’en er i det hele taget et sympatisk produkt.
Skal man indvende noget, og det skal anmeldere jo, så må de gyldne grå næste gang godt give ambitionsknappen en ekstra omgang, for der er ikke særligt langt til havnefestland. Det er på den anden side også ved at være på de tider. tobi
Peter Belli, Rock-Nalle, Jørgen Krabbenhøft & Sir Henry: The Hithouse Reunion. Transistor Music.

*Nick Hornby er et popvrag. Det kan ikke komme bag nogen, der har set High Fidelity. Nu har han under den prunkløse, men præcise titel 31 Songs prøvet at beskrive, hvorfor musik gør det ved ham som den nu gør, og hvorfor han ikke kan lade være med at skrue op, både for bevidstheden og for forstærkeren, når han hører noget, der er godt. Hornby er en hund efter melodier og rockattituder og på hans personlige hitliste står folk som Bruce Springsteen, Led Zeppelin, Bob Dylan, The Beatles, men også Teenage Fanclub, The Clash og Suicide.
Bogen er måske lige lovlig løst skrevet, men enormt underholdende. Især når Hornby hudfletter Kloge-Åge-anmeldertyperne eller spørger, hvorfor musik partout skal gøre ondt før det er godt.
31 Songs er ikke en roman, men mindre kan også gøre det, hvis man er noget så uhipt som Hornby-fan, og jeg melder mig gerne. I gamle dage lavede man ep-plader med firdobbelt singlepotentiale. Sådan en har Hornby nu udsendt i bogform. Eneste problem er, hvordan de skal bære sig ad med at få den i
heavy rotation på MTV.
tobi
Nick Hornby: 31 Songs. Penguin/Viking

*The Who blev om nogen prügelknabe, da punkgenerationen ville have visket tavlen ren. Når man hører de eksemplariske udvidede genudgivelser, Universel har begået med bandet, er det let at høre hvorfor. Pete Townshend var nemlig ikke bare en faderskikkelse, der manede til modsigelse og ritualmord. Han var også en far, der sparkede røv.
Nu er turen kommet til den musikalske monolith, Who’s Next, et erklæret mesterværk af den slags, der pr. automatik er med i alle opslagsværker. Og forståeligt nok. Pladen kom i 1971 og den fremstår stadig tindrende klar, majestætisk i sin vælde og bugnende fuld af sange, der både vil ud over rampen og ind under huden. Mange bands ville give hele deres karriere væk for sange som »Won’t Get Fooled Again« og balladen »The Song Is Over«, som det er svært at høre uden gåsehudsfremkaldende vemod.
I tilgift er der bonusmateriale. Bl.a. en koncert-cd med et band, der altid slog store brød op og kunne bage det meste.
tobi
The Who: Who’s Next. Universal.

*Lis Sørensen har klaret skærene smukkere end de fleste andre af 80’ernes kvindelige koryfæer. Hun leger hverken ung eller udbrændt, men hviler i sig selv og et publikum, der ikke flytter sig, men til gengæld altid er der.
Inspireret af Rose, hendes Sebastian-fortolkninger, har hun live-indspillet en del af de samme sange med et band, der forstår at holde igen uden at glemme at være til stede. Det betyder til gengæld, at Lis Sørensen har meget rum, hun skal have udfyldt. Resultatet er, at hun har en tendens til at oversynge sangene, gøre dem større end de ret beset kan bære at blive. Det har publikum dog ikke så meget imod som
tobi
Lis Sørensen: Nærvær Og Næsten. RecArt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her