Læsetid: 6 min.

Kortere sagt

16. april 2003


(2. sektion)

Film i tv
v./Morten Piil
*Bob Fosse, en af musicalens betydelige koreografiske fornyere, fortæller, at hans stil i starten udviklede sig ud fra hans egne mangler som danser: De karakteristiske hatte skulle dække hans skaldethed og de rykvise skulderbevægelser kamouflere en lettere krumbøjet holdning!
Fosse, der døde i 1987, gav musical-genren ny livskraft med Sweet Charity og først og fremmest mesterstykket Cabaret fra 1972. Han lavede i alt fem film og instruerede en lang række succesrige teatermusicals, men begyndte allerede som 13-årig at skabe sig et navn som danser og – senere – koreograf.
Den sensuelle, sofistikerede Bob Fosse-dansestil, kantet og udfordrende, fejrer triumfer i Cabaret, der jo også som scenemusical har gået sin sejrsgang, senest herhjemme med Paprika Steen i hovedrollen som den letlevende englænderinde Sally Bowles. Men i filmen fik Liza Minnelli sit gennembrud som Kit Kat Klubs stjerne i 1930’ernes Berlin, hvor Sally uden for scenen lever en usikker pensionatstilværelse.
Hun bliver venner med den følsomme unge englænder Brian, der både fascineres og frastødes af Sallys livsappetit. Han spilles fint af Michael York, men filmens mandlige hovedkraft er og bliver Joel Grey med sit definitive bud på rollen som den dæmoniske konferencier.
Bob Fosse bruger de dekadente numre i Kit Kat Klub som en fandenivoldsk afspejling af den betændte atmosfære i det racistisk inficerede Tyskland, der var ved at hengive sig helt og fuldt til nazismen. Filmens grundliggende stof stammer fra den engelske forfatter Christopher Isherwoods berømte roman fra 1930’erne Farvel til Berlin, der baserer sig på Isherwoods egne oplevelser i byen.

Cabaret. DR 2, søndag kl. 17.30-19.35

*Geena Davis og Susan Sarandon kan genopleves i deres mest populære roller som Thelma & Louise i Ridley Scotts film fra 1991. Davis er den lidt uerfarne unge Thelma, der i selskab med Susan Sarandons noget ældre servitrice Louise flygter fra den stokdumme ægtemand og begiver sig ud på de vilde veje. En altomvæltende rejse, der både fører ny livsfylde og pludselig død med sig.
Geena Davis indgår i et åndsbeslægtet samspil med den altid fremragende Susan Sarandon, så parret når helt ind til benet af en symbioselignende veninde-solidaritet. Scotts roadmovie er blevet en feministisk nyklassiker, selv om den bliver dubiøs i sin
skingre heroisering af venindeparret, da de først løber den kriminelle, selvmorderiske line helt ud.
Instruktørens ydre beherskelse af road-genren er dog indiskutabel – han styrer komedie-indfald og højdramatik i skønsom blanding. Og hans brug af en helikopter, der til slut dukker frem som et hævnende monster fra en slugt i Grand Canyon, er med et mildt ord effektfuld. Harvey Keitel ses som sympatisk politimand, Brad Pitt som fiffig landevejsrøver.

Thelma & Louise. DR 2, torsdag kl. 20.50-23.00

*Babe blev en verdensstjerne for fem år siden, da australieren Chris Noonan udsendte sin genistreg om en lille gris' dramatiske liv både før og efter den livstruende juletid. Her er en virkelig skønsom blanding af fabel og tricks, forankret i en basalt god historie med lige stor appeal til børn og voksne.
Vi følger livet på en gammeldags gård med masser af husdyr, deriblandt fårehunden Fly, der sætter grisen Babe ind i de bestemte roller, gårdens dyr forventes at udfylde i bondemandens og naturens verden (grise skal f.eks. levere flæskesteg til jul!). Men filmens pointe er, at man ikke behøver påtage sig sin skæbne, men sagtens kan finde nye roller.
Historien rummer både solid realitetsfornemmelse og en drilagtig ironi, der accentueres af et herligt musekor, som regelmæssigt dukker op og kommenterer handlingen. Og så er eftersynkroniseringen – med navne som Henning Moritzen, Ghita Nørby, Bent Mejding og Susse Wold – helt i top. Filmen fik i 1998 en mere kras og knap så charmerende fortsættelse: Babe: Pig in the Big City.

Babe - den kække gris. DR 1, lørdag kl. 19.05-20.35

*Natasha Arthy, der netop har været aktuel med dogmekomedien Se til venstre, der er en svensker, blander frækt musicalnumre, farce, realisme og fantasi-indslag i sin debutfilm om den 12-årige Dennis P, der har sit at slås med. Hans mor er et neurotisk pylrehoved, hans bedste ven jagter pigen, han elsker – og han er den eneste i klassen, som ikke har fået hår. Dennis P. beder Gud om et mirakel.
Stefan Pagels Andersen er sej, charmerende og følsom i rollen som Dennis P., stærkt bakket op af navne som Sidse Babett Knudsen og Thomas Bo Larsen.

Mirakel. DR 1, søndag kl. 19.00-20.15

*Lars von Trier krydrer sit skamløse melodrama med musicalindslag, og det forførte i den grad juryen i Cannes år 2000, at han vandt Guldpalme. Tilmed fik den islandske verdens-rockstjerne Björk prisen som bedste skuespillerinde for sin præstation i hovedrollen. Derimod var flere anmeldere stærkt forbeholdne over for filmen.
Björk spiller Selma, en troskyldig tjekkisk emigrant, der arbejder på fabrik i en amerikansk provins. Hun lever og ånder for sin søn Gene og skjuler, at hun er ved at blive blind. Hemmeligt sparer hun op til en øjenopera-
tion til sin svagsynede søn. Men da hendes kontante formue stjæles, får hendes tilværelse endnu en tragisk drejning.
Selma er en rørende heltinde i nær slægt med Bess i Triers tidligere succes-melodrama Breaking the Waves – kvinden, som ofrer alt for sin kærlighed. Men Trier bearbejder tårekanalerne med mere gennemskuelig ihærdighed i Dancer in the Dark, der fortæller sin ammestuehistorie med brug af håndholdt kamera og en række misanvendte spillere i biroller, deriblandt Catherine Deneuve og Joel Grey.

Dancer in the Dark. DR 1, søndag kl. 21.15-23.30

Dvd
*Clint Eastwood-fans kan ikke komme uden om den dobbelte dvd-udgave af hans Oscarvindende og revisionistiske western De nådesløse. Clinten spiller selv hovedrollen som en pensioneret gunman, der lokkes til at deltage i et hævntogt på vegne af en skamferet luder og må sande, at hans tid er forbi.
De nådesløse er en af Eastwoods allerbedste film og rollen som den aldrende gunman en af hans mest intense og nuancerede. Filmens billede af Det Vilde Vesten er væsentligt mere dystert og beskidt end i mange tidligere western, og der er absolut intet glamourøst over denne gunman og hans brutale verden.
Dvd-udgaven af filmen er forsynet med et kommentarspor af filmhistoriker og Clinten-biograf Richard Schickel, der på baggrund af sin biografi også har signeret et ukritisk, men spænden-
de portræt af Eastwood, hvor ikonet selv fortæller om sin karriere og sine film. To dokumentarfilm om De nådesløses tilblivelse, der er lavet med 10 års mellemrum, har også fundet vej til dvd’en.
Prikken over i’et er dog et afsnit af den humoristiske 50’er-western-tv-serie Maverick med James Garner i titelrollen. I afsnittet, Duel at Sundown, medvirker en meget ung Eastwood som Red, en af lillebyen Sundowns mere storskrydende bøller. CMC

De nådesløse. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: David Webb Peoples. Region 2. Sandrew Metronome, som også har sendt et par af Clintens øvrige film ud på dvd, bl.a. A Perfect World, Firefox og Elitesoldaten

Ny film
*The Huntet William Friedkin var en af de mest prominente og edgy amerikanske instruktører i 70’erne med udfordrende film som Exorcisten og French Connection – sidstnævnte indbragte ham oven i købet en Oscar. Han har lavet film lige siden, men kunstnerisk overlevede han ikke det gyldne årti, hvilket hans seneste film, thrilleren The Hunted, er et tydeligt bevis på.
To ellers glimrende skuespillere, Tommy Lee Jones og Benicio Del Toro, spiller i filmen hovedrollerne som jægeren og den jagede og skiftes til at se plagede og sammenbidte ud. Jones er veteranen, der har trænet Del Toro i 117 måder at dræbe på, og som tilkaldes, da den tilsyneladende bindegale elev begynder at slå mennesker ihjel. Han bilder sig ind, at hans arbejdsgiver, den hemmelige del af militæret, er efter ham.
En ikke særlig spændende eller original legen kat og mus følger, hvor en stadig mere stakåndet Jones blandt andet samarbejder med en lækker FBI-agent spillet af danske Connie Nielsen, mens Del Toro prøver at gøre sig usynlig i både natur og storbyjungle.
Problemet med The Hunted er, at den er fuld af gode intentioner, som aldrig indfries. Del Toro er en plaget sjæl, Jones en faderfigur, men ingen af delene graves der dybere i, ligesom den militære konspiration, der trods alt antydes, kun bliver brugt som katalysator for endnu en uinspireret actionsekvens.
Friedkin har jeg efterhånden ikke den store fidus til, men det er synd, at Benicio Del Toro og Tommy Lee Jones har indvilget i at medvirke i en af den fallerede instruktørs film. CMC

The Hunted. Instruktion: William Friedkin. Manuskript: David og Peter Griffiths. Amerikansk (Palads og CinemaxX i København og et par biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu