Læsetid: 3 min.

Krigen puster nyt liv i teateret

Krigen har vækket det engelske teater af sin tornerosesøvn og truer nu med at indtage både virkeligheden og Amerika
16. april 2003

(2. sektion)

Krigen har vækket det engelske teater af sin tornerosesøvn og truer nu med
at indtage både virkeligheden og Amerika

Krigsteater
I januar udtrykte The Guardians teateranmelder Michael Billington et højlydt suk ud over en hel side i avisen. Billington, der har været The Guardians førsteanmelder siden 1971, er ikke længere helt ung og således ikke flov over egen sentimentalitet.
Han mindede om 1960’erne og datidens politiske teater.
Modstanden mod Vietnam, selvopgøret i Tyskland: Kontroversielle stykker som Rolf Hochhuths Stedfortræderen, Peter Weiss’ Forundersøgelsen og Peter Brooks berygtede opsætning af US på Aldwych-teateret i London.
Og netop Peter Brooks var ankermand på en konference i London om (fraværet af) det politiske teater i dag.
»Er der intet sket i 40 år?« spurgte han.
»Det spørgsmål kan jeg besvare,« skrev Michael Billington i The Guardian:
»Jeg vil sige, at vores teater – om noget – har bevæget sig baglæns i 40 år, og det er langt mindre sandsynligt i dag end i 1960’erne, at teateret vil kunne forholde sig til væsentlige offentlige spørgsmål.«

Krigen mod turismen
Men der tog han fejl, og det var han den første til selv at indrømme – i en artikel i ugen, der gik. Verdens uorden og Mellemøsten har indtaget de londonske teatre.
På The Royal Court Theatre er der hver eneste eftermiddag Krigskorrespondance, hvor dramatikere, skuespillere og instruktører udlægger krigens gang, og på The National Theatre er fredag eftermiddag sat af til Collateral Damage (’utilsigtet samtidig skade’), hvor skuespillere som Judi Dench kommenterer krigen.
Stykket The Madness of George Dubya, der i januar blev sat op i et mindre teater i udkanten af London, viste sig så populært, at det i første omgang blev forlænget og siden flyttet til Arts Theater i Londons førende teaterdistrikt, West End.
Stykket er dels vaudeville og dels farce. Undertitlen, Strangelove Revisited, er en hilsen til Stanley Kubricks film Dr. Strangelove – hvori en gal amerikansk general i Peter Sellers skikkelse sender en atombombe af sted mod Sovjet.
Det er der også en general, der gør i Dubya, blot mod et ubestemt fjernt sted, der skiftevis henvises til som Irakistan eller Arabistan.
Stykket drømmes af Dubya – en figur, der deler visse træk med George Bush, og som optræder i pyjamas med Superman-T-shirt og en bamse under armen og legetøjspistol i bæltet.
Dubya har det svært med fremmedord, hvilket resulterer i mindre fejltagelser som ’war on tourism’ og ’weapons of mass distraction’.

Anti-Bush
»Det er absolut anti-Bush,« fortalte Justin Butcher, der har sat stykket op.
»Men hvis man forstår det som et antiamerikansk smædeskrift, har man misset pointen,« siger han.
Dubya alias Bush fremstilles som et naivt barn, der trækkes rundt i manegen af folkene omkring sig. Han vil føre krig mod ’fattigdom, tyranni, uretfærdighed og Frankrig’.
Flere af stykkets karakterer er direkte parodier på amerikanske politikere. Eller rettere sagt: Man skal bare skrive deres udtalelser ned – så behøver man ikke at pynte særligt meget på det.
Stykket udvikler sig løbende sammen med krigens gang ,og Justin Butcher har modtaget ikke så få hademails fra Amerika.

Bedre end 60’erne
Men det har ikke afskrækket ham: For tiden arbejder han på at få stykket sat op i New York.
Michael Billington har set det hele og føler sig tilbage i fremtiden:
»Det er ligesom i 1960’erne, bare bedre, for det foregår lige nu og er aktuelt.«
»Jeg påstår ikke, at invasionen eller ’befrielsen’ af Irak – vælg selv – endnu har produceret stor kunst. Det kommer muligvis.«
»Men det, krisen har vist, er, at teateret – der så ofte behandles marginalt i vores moderne hi-tech verden – reagerer hurtigere på begivenhederne end andre medier og ikke er bebyrdet af forestillingen om postuleret objektivitet.«

Ingen vej tilbage
»Kan man i ramme alvor forestille sig, at The madness of George Dubya eller Warcrime, der forholder sig til de fejlagtige klyngebomber, blive vist på britisk tv? Kan man forestille sig en seriøs journalist, der ville få 30 minutters uafbrudt taletid – som Monbiot gjorde på The Royal Court Theatre – som en modvægt til regeringens propaganda? Naturligvis ikke,« skriver Billington.
»Uanset hvad de endelige konsekvenser af Irak-krigen bliver, har den i det mindste vist, at teateret besidder en offentlig bevidsthed og en social funktion.«
»Teateret kan ikke stoppe krigen eller forhandle freden. Men til gengæld kan det, som jeg har erfaret i den forgangne uge, tilbyde vidnesbyrd, satire, oplyste argumenter og artikuleret modstand. Herfra er der ingen vej tilbage.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her