Læsetid: 4 min.

Kunsten at forvandle krigens ofre til klovne

Madonna opgiver musikvideo med maltrakterede børn, mens Chapman- brødrene overstreger alle ofrene i berømte Goya-raderinger om krigens rædsler
4. april 2003

(2. sektion)

Krigens kunst
For nogle uger siden skrev den franske filosof Jean Baudrillard, at »denne krig er noget spøgelsesagtig«, fordi den mangler en ’finalitet’, en ’nødvendighed’ og en ’autentisk fjende’, da Saddam bare er et spøgelse. Det hele er som en ’ghost event’.
Det er ikke sikkert, at de læsere, der har set billederne af den seks-årige Azra, der ligger på Yarmuk-hospitalet med et destrueret ansigt, og som har mistet sin far, bror, bedstemor og tante, kan følge den postmoderne tænkers spekulationer. Eller også kan de i deres afstand fra krigen.
I medieverdenen er meningerne fortsat delte. Skal man vise de grusomme billeder af krigens ofre i primetime-nyheder på tv, hvor folk kan få småkager galt i halsen, og kan aviserne tillade sig at bringe bombesprængte legemesdele på forsiden?
Efter krigen i Bosnien klagede reporteren Martin Bell over, at hans britiske tv-station, BBC, konsekvent bortcensurerede billeder af de blodige kampe eller af torturerede fanger. Den gode smags retningslinjer ekskluderede alt dette, og man efterlod billeder af »tilsyneladende heroiske kamouflage-klædte figurer, der gled væk i ruinerne«.
»I vores frygt for at støde folk gjorde vi ikke bare krigen hygiejnisk. Vi forskønnede den også, som om det var en acceptabel måde at løse konflikter på, og som om at ofrene aldrig forblødte til døde,« sagde Bell.
Nogle tv-stationer og aviser har ført den såkaldt ’gode smags politik’ videre under Irak-krigen. De lytter til den britiske luftmarskal Brian Burridge, der har bedt medierne om at være »bevidste om grænserne for smag og sømmelighed og være varsomme med ikke på uforstandig vis at blive redskaber for den irakiske propaganda.«

Grænsedragning
Den kendte amerikanske tv-ankermand Ted Koppel sagde forleden, at det vil være »en forfærdelig fejltagelse«, hvis krigen i Irak fremstilles som en ren og ublodig affære.
I ugemagasinet Business Week erklærer redaktør Ciro Scotti sig enig:
»Mange unge, der aldrig har oplevet en krig, tror, at konfliktens massakrer ikke er mere virkelige end et voldeligt videospil, der kan fjernes med et klik på computermusen.
Og ældre amerikanere, der har glemt de fastnaglende billeder af den nøgne, napalm-ramte lille pige, der løb skrigende ned af en vej i Vietnam, må igen konfronteres med brutaliteten på den vej, som nationen har valgt.«
Mediernes diskussion for eller imod at vise billeder af krigens rædsler har også ramt andre imagologiske kunstarter.
Popstjernen Madonna har i denne uge besluttet at trække sin nye musikvideo, American Life, tilbage for »ikke at støde nogen, der kunne misfortolke betydningen af denne video«.
Musikstationerne MTV og Viva har allerede vist videoen, hvor Madonna i kampuniform danser rundt og pludselig smider en håndgranat imod den amerikanske præsident George W. Bush. Han samler den dog op og tænder en cigar med den.
Madonna har altid været bevidst om, hvordan hun kunne skabe opmærksomhed om sin person, og i videoen sang hun også til billeder af maltrakterede menneskekroppe og børn.
Men efter beslutningen om at trække videoen tilbage har hun forsikret den amerikanske offentlighed om, at hun skam ikke er ’upatriotisk’ og ’anti-Bush’, men bare er for fred.

Kunstnere: Slet ofrene
De britiske kunstnere brødrene Jake og Dino Chapman har derimod ikke tænkt sig at aflyse en planlagt udstilling på Modern Art Oxford fra den 12. april til den 8. juni, som de håber kan provokere den krigsramte offentlighed.
For to år siden købte Chapman-brødrene en førsteklasses samling med 80 berømte Goya–raderinger om krigens rædsler. Det er en særudgave fra 1937, aftrykt direkte fra Francisco Goyas originale kobberplader, i protester mod fascisternes overgreb i den spanske borgerkrig.
Goyas raderinger – der på dramatisk vis tvinger beskueren til at forholde sig direkte til den moderne krigs gru og fjerner al romantik, idealisme og heltedyrkelse – har inspireret flere generationer af kunstnere, men Chapman-brødrene kan ikke holde det ud.

Spot til skade
»Vi er gået systematisk gennem de 80 raderinger og har ændret ansigtet på alle synlige ofre til klovneansigter og dukkehoveder,« forklarer Dino Chapman i den britiske avis The Guardian.
Værket kaldet spot til skade, som er led i Modern Art Oxfords udstilling kaldet Voldtægten på kreativiteten, kalder Guardians skribent Jonathan Jones for »vandalisme« på et mesterværk og »en fejring af den kulturelle forvirring«.
Chapman-brødrene har ifølge Jones »frigivet noget modbydeligt, psykotisk og værdifrit«, der »er udtryk for deres egen desperation« over ikke længere at kunne chokere folk.
Jones mener, at værket svarer til, at »en seriemorder, der er afhængig af at tegne psykotiske klovneansigter, slippes ind i British Museum«.
Chapman-brødrene har altid ført sig frem med ’sensationen’ som metode. De har udstyret små pigemannequiner med penisnæser, og de er kendt for et tableau, kaldet Hell, hvor 5.000 små legetøjsnazister går amok, dræber og skærer hinanden i stykker i et orgie, der angiveligt skulle være en ironisk kommentar til Holocaust.

Spark i underlivet
Også denne gang har de et svar parat til den offentlighed, der måtte undre sig over, hvad meningen er med at fjerne ofrene fra Goyas fremstilling af krigens rædsler.
Jake Chapman siger, at Goya repræsenterer den »expressionistiske oplysningskamp mod det gamle regime«. Goya havde »en forkærlighed for volden under dække af holde sig inden for en moralsk ramme,« påstår han.
»Det er ligesom rart at sparke i underlivet« på alt det, lyder Chapmans forsvar.
Men måske er den virkelige grund, at de to brødre vil tage revanche fra dengang i 1999, hvor deres egen The Disasters Of War-udstilling blev sablet ned af flere anmeldere for ikke at kunne måle sig med Goyas forlæg.
»Goya var vidne til grusomhederne fra krigen på den spanske halvø. Chapman-brødrene har kun set verdens grusomheder gennem fjernsynets øjne og avisernes billeder,« skrev The Guardians anmelder Adrian Searle dengang.
»Goya har noget dybt og mørkt, der totalt mangler her og i næsten al samtidskunst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu