Rock
En gammel mand strider sig vej over markernes jord. Blind af raseri. Han er på vej mod den mand, som har forført hans unge kone. En stav i den ældede næve. Luften er tyk af hævn og død.
Ovenstående kunne være sakset fra en bog i Det Gamle Testamente. Men det er det ikke. Dramaet om den forbitrede olding stammer derimod fra en skæring på Salems I Kicked The Dog, som ramte pladebutikkerne i februar sidste år. På dette hyperambitiøse debutalbum miksede multiinstrumentalisten Kasper No Behrens og sangeren Mikkel Risbjerg en stribe højspændte skæbnefortællinger med filmschwungne strygere, chansoninspirerede harmonikaer og countryfarvede guitarer og det på en måde som fik landets kritikerstand til at kippe med kvalitetsflaget.
Nu er Salem imidlertid klar med den navnkundige svære toer, som har fået titlen The Anatomy Of Pain. Og den skal ifølge Mikkel Risbjerg helst høres med I Kicked The Dog in mente.
Følelsernes trilogi
»De to værker udgør faktisk første og anden del af noget, der er tænkt som en trilogi om de store følelser i livet. På I Kicked The Dog var det lidenskaben, vi beskæftigede os med, og den forsøgte vi at indkredse ved hjælp af historier om mennesker i passionens vold og ved hjælp af meget storladne arrangementer. På det nye værk, som altså kommer til at udgøre trilogiens mellemste del, er det smerten, der spiller hovedrollen, og den har vi valgt at belyse via en række barske lidelseshistorier iklædt en på alle måder dramatisk orkestrering.«
Kasper No Behrens understreger dog, at man godt kan få glæde af The Anatomy Of Pain, selv om man ikke er bekendt med I Kicked The Dog og hele trilogi-idéen.
»Vi har lavet det nye værk på en sådan måde, at det også skulle virke spændende på den lytter, som ikke kender til I Kicked The Dog. Men et kendskab til trilogiens første del betyder dog, at man får en række bonusoplevelser ikke mindst fordi mange af de fiktive karakterer fra det første værk er hoppet med over på det nye.«
Hvorfra stammer idéen om at skabe en trilogi? Det er jo ikke ligefrem comme il faut i den populærmusikalske verden...
Risbjerg: »Vi er inspireret af Cormack McCarthys The Border Trilogy, som ved hjælp af en treleddet fortællestruktur formår at sige noget vigtigt om dét at være menneske. Vi har begge siden ungdomsårene være dybt fascinerede af romanen og ikke mindst af dens frugtbare konstruktion. Så da vi for et par år tilbage stod og manglede et udtryk, som kunne rumme vores uhåndterlige projekt, så dukkede trilogi-formatet helt selvfølgeligt op.«
Rynkede næser
I benytter jer af trilogiens form og omtaler gerne jeres plader som værker. Er I slet ikke bange for at virke prætentiøse?
Behrens: »Selvfølgelig er der da fare for, at vi bliver opfattet som både højtravende og selvhøjtidelige. Men sådan er det, når man forsøger at skabe noget stort ved hjælp af populærmusikalske værktøjer folk er jo ikke ligefrem vant til, at der bliver tænkt stort på en bund af guitar, bas og trommer.«
Risbjerg: »Nej, og det var faktisk det samme problem, som den amerikanske sanger og sangskriver Scott Walker et af vore store forbilleder løb ind i. Han blandede også seriøse overvejelser med elementer fra de såkaldt lette genrer. Walker valgte imidlertid at skide højt og flot på alle de rynkede næser, der mødte ham, og det har vi også tænkt os at gøre. For vi er som ham overbeviste om, at populærmusikkens udtryk er i stand til at rumme meget mere end som så.«
I står lidt alene med jeres store armbevægelser. Finder I, at den danske musikscene er for forudsigelig og uambitiøs?
Risbjerg: »Den rytmiske scene har været død i mange år. I løbet af de sidste 10 år er der udkommet tonsvis af plader, men ufattelig få, som har satset noget som helst. Men det virker, som om der nu er grøde i musikmiljøet. Mew og Kashmir har i hvert fald for ganske nylig udsendt to plader, som har formået at bruge det populærmusikalske udtryk på nye, spændende måder.«
Behrens: »Ja, og det sjove er jo, at danskerne gerne vil købe musik med store ambitioner. Bands som Mew og Kashmir sælger jo virkelig godt. Men det er, som om de store pladeselskaber alligevel ikke har så meget tillid til køberne, at de tør satse fuldt ud på bands af samme ambitiøse tilsnit. I stedet bliver de ved at sætte pengene på Absolute Music og andet af samme triste, men stabilt sælgende skuffe.«
Egne veje
Er det ikke bare en bitter kommentar fra et band, som er blevet vraget af alle de store selskaber?
Behrens: »Nej! Vi er på ingen måde bitre, for vi har aldrig håbet på, at der skulle dukke en eller anden pladeselskabsmand op og tilbyde os en stor kontrakt. For det at involvere sig med de store selskaber og de store penge betyder i de allerfleste tilfælde, at man også taber retten til sit kunstneriske udtryk.«
Risbjerg: »Ja, og vi er alt for ømme omkring vores udtryk til at lade nogen røre ved det bare tanken om, at en eller anden smart producer skulle pille ved vores nye plade, giver mig gåsehud. Nej, vi vil gøre det hele selv, også selv om det betyder, at vi begge er nødsaget til at arbejde 37 timer ved siden af musikken. Sådan fungerer det for os, og anderledes kan det sådan set ikke være. Heller ikke når vi snart går i gang med at udarbejde trilogiens sidste del, som kommer til at kredse om... nej, hver ting til sin tid.«
*The Anatomy Of Pain udkommer den 12. april på Cope Records
www.houseofsalem.dk
