Læsetid: 2 min.

Kunstnere mod krig

Forfattere, skuespillere, sportsstjerner og almindelige borgere siger på 117 måder nej til Irak-krigen
9. april 2003

Latinamerika
BUENOS AIRES – Hvad vil der ske i verden, hvis konceptet med præventiv krig fremover styrer internationale forbindelser? Med dette koncept kan ethvert land invadere sin nabo udelukkende fordi landet mener, at naboen er en trussel. Hvad sker der, hvis Indien invaderer Pakistan eller Pakistan invaderer Indien? Bush har skabt et kaos og en farlig situation på et internationalt niveau ikke set siden Hitler-epoken, sagde den mexicanske forfatter Carlos Fuentes torsdag til CNN.
Fra Mexico til Argentina er de latinamerikanske protester mod invasionen af Irak præget af en skærpet aversion mod Bush-regeringen. Fra præsidentpaladser til kunstnermiljøer tager latinamerikanerne med få undtagelser afstand fra det, der opfattes som USA’s imperialisme. Kort efter live-interviewet til CNN kaldte Carlos Fuentes over for latinamerikansk presse Bush-regeringen »forhekset som en gal dæmon«.
Latinamerikas forfattere, skuespillere og sportsstjerner har de sidste to uger udnyttet enhver lejlighed til at kritisere krigen.
Protestformerne rækker fra kollektiv nudistdemonstration i Chile og Venezuela til et enormt antikrigs-vægmaleri på Cuba og mexicanske studenters krigsteater foran den amerikanske ambassade. Argentinas skuespillerforening opfører krigskritiske teaterstykker på landets skoler og universiteter, og forfatterforeningen opfordrer sine medlemmer til at være aktive i landets medier.
»De kan gå i krig, men bør vide, at de er mordere, hvilket verdens børn vil kalde dem,« sagde den argentinske forfatter Ernesto Sábato mandag ved en protest mod invasionen af Irak organiseret af Argentinas forfatterforening.
Hollywoods seneste Oscar-uddeling har vakt harme syd for Rio Grande på grund af pristagernes med få undtagelser manglende kritik af krigen. I Argentina, Peru og Brasilien har større tv-kanaler parodiseret Hollywood-miljøet, og det brasilianske MTV frekventerer landets benzinstationer i en sarkastisk indsamlingskampagne for olie til Washington.
Flere fremtrædende malere som chilenske José Balmes har doneret antikrigsmalerier til fredsbevægelsers kampagner, og latinamerikanske medier udgiver særtillæg om USA’s indflydelse i Latinamerika siden 1846-krigen mod Mexico (der mistede halvdelen af sit territorie), frem til Washingtons påståede støtte til aprilkuppet sidste år mod Venezuelas præsident Hugo Chávez.
Budskabet uanset protestformen er, at den amerikanske imperialisme er på tilbagetog med Irak-krigen, hvorfor latinamerikanerne efter erfaring bør være på vagt.
Derfor kritiserer selv traditionelt proamerikanske medier – der ikke lod høre fra sig i forbindelse med invasionen af Afghanistan – den pågående krig for at danne en farlig præcedens.
Det argentinske dagblad Página/12 udgav lørdag en børnebog med titlen »De 1001 nætter i Irak«, der med to børneeksperters fortælling forklarer de argentinske børn Irak-krigens ABC – vel at mærke på en dybt kritisk måde.
Målene i de bedste latinamerikanske fodboldligaer bliver ofte fejret med målscoreners dedikation af målet påtrykt en T-shirt under holddragten. De sidste to uger er flere dedikationer gået til det irakiske folk eller uartigheder mod Bush, Blair og Aznar.
Og i valgkampen op til præsidentvalget i Argentina 27. april afholder de lokale vælgerforeninger demonstrationer mod krigen, ligesom de førende kandidater aflægger kunstnermiljøet besøg i sympati med fredsbestræbelserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu