Læsetid: 3 min.

Kuren mod sars er isolation

Alle, der har været i kontakt med sars-smitten, bør i det mindste holde sig hjemme og sove for sig selv i 10 dage, siger Seruminstituttets direktør
29. april 2003

Beredskab
Det eneste middel mod sars er at bryde smittekæden. De syge skal isoleres, så de ikke kan smitte andre. Sundhedspersonalet skal beskytte sig med masker, briller, handsker og kitler.
»Det er den klassiske måde at hæmme en epidemi på, den har været kendt i tusindvis af år,« siger Seruminstituttets direktør Nils Strandberg.
»Det andet er, at få fat i kontakterne og få dem isoleret også. Vi har en vis tiltro til, at sars ikke smitter, før sygdommen bryder ud. Så de mennesker, der har været udsat for smitte, skal informeres og observere, hvis der udvikler sig tegn på sygdommen. Jeg mener faktisk, man bør isolere dem i de 10 dage, der går, fra de har været udsat for smitte, til man kan sige, at de ikke har udviklet sygdommen,« siger han.

Isolation i hjemmet
Spørgsmålet diskuteres i Sundhedsstyrelsen. Indtil videre hælder Niels Strandberg til den pragmatiske løsning, hjemmeisolation. Folk tilrådes at holde sig hjemme og så vidt muligt sove for sig selv i 10 dage. Alternativet er at anbringe dem på et sted, hvor de ikke kan udsætte andre for smitte. Når folk rejser ud fra lufthavne i de områder, hvor der er sars, bliver de informeret om risikoen og opfordret til at være opmærksomme på feber og andre influenza-lignende symptomer. Det gentager sig ved landing i europæiske lufthavne. Hvis man bliver syg indenfor 10 dage, skal man henvende sig til en vagtlæge, ikke til sin egen læge, da det ikke er hensigtsmæssigt at bringe sars ind i venteværelserne.

Et strikt regime
»Det værste ville være, hvis en sars-smittet person går på arbejde med 38,7 i feber og hoster på alle sine kolleger – eller endnu værre: Går til en stor kongres med deltagere fra 50 forskellige lande, som bagefter rejser hjem. Men den politik, man har kørt, med hjemmeisolation, har virket indtil nu i de vesteuropæiske lande,« siger Nils Strandberg.
Sygdomme som aids og malaria slår mange flere ihjel end sars. Men der er ingen behandling mod sars, og den har vist sig at være meget smitsom.
Hele forløbet med den hurtige spredning til alle Kinas provinser og de ni personer, der blev smittet af én person på hotel Metropole i Hongkong og førte smitten med sig til Hanoi, Singapore, Toronto og USA, viser, at et meget strikt regime over for sars-mistænkte patienter er nødvendigt, siger Niels Strandberg.

Klar til patienter
»Måske er det en storm i et glas vand. Måske vil vi bagefter sige: Hold da kæft, hvor vi overreagerede. Men hvis vi ikke ikke gør noget, og ender med at stå med mange tusinde tilfælde, så vil alle jo spørge, hvorfor vi ikke kontrollerede det fra starten.«
Hvis sars bliver konstateret i Danmark, skal patienten indlægges på en af de 30 hospitalsstuer med luftsluse og ventilation med undertryk, som er beregnet til farlige smitsomme sygdomme. Ved mistanke om sars skal patienten forsynes med kirurgisk mundbind.
Læger, ambulancefolk og plejepersonale skal beskytte sig mod luftbåren smitte og kontakt ved at bruge handsker, overtrækskittel, beskyttelsesbriller og maske med et filter, der er aktivt over for bakterier og virus. Så vidt muligt skal de bruge engangsudstyr. Alle overflader skal desinficeres, og der er strenge retningslinjer for behandling af f.eks. blodprøver og andet laboratoriearbejde.
Personalet ved de 30 slusestuer (og de yderligere 60, der er i beredskab på Hvidovre Hospital) er uddannet til opgaven og ansat på vilkår, der gør det muligt at holde dem i karantæne, hvis det bliver nødvendigt.
Erfaringerne fra Hanoi og Singapore, hvor det indtil nu er lykkedes bedst at inddæmme sygdommen, viser, at de meget strenge forholdsregler virker.
I Singapores lufthavn bliver de rejsende mødt af sygeplejersker med masker og beskyttelsesbriller og folk, der får konstateret feber bliver ført væk til 10 dages karantæne.
Karantænekravet håndhæves med videoovervågning og strenge bøder, og myndighederne har lukket adskillige skoler og markeder, påbudt strenge sikkerhedskrav på sygehusene og forbudt sarspatienter at få besøg af pårørende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu