Læsetid: 2 min.

Langt fra Casablanca

Ny dvd med Bogart-film viser superstjernen i solide, men knap så uforglemmelige roller
16. april 2003

(2. sektion)

Bogart
Humphrey Bogart blev først en etableret superstjerne, da han var et stykke oppe i 40’erne. Men så skulle det også være løgn, og han medvirkede ofte i tre, nogle gange fire film om året op gennem 1940’erne og de tidlige 1950’ere. Det kunne ikke være Casablanca, Sternwood-mysteriet og Tre mand søger guld hver gang – den arbejdsivrige Bogart tog sin del af rutineslæbet for at holde sig foran kameraerne, hvor han sikkert havde det bedst.
For at få kontrol over tingene etablerede han sit eget produktionsselskab, Santana, og nu har Columbia udsendt et par af disse forsøg plus et par andre Bogart-film af den hædelige anden sortering.
Klart bedst i bundtet er Nicholas Rays In a Lonely Place (Manden uden hæmninger), som Bogart producerede i 1950, og hvor han overbeviser i en lidt usædvanlig rolle som en noget nær psykopatisk Hollywoodforfatter med ustyrlige voldelige tendenser.
Bogart er her en syrlig, mærket intellektuel, der forelsker sig brændende i Gloria Grahames intelligente playgirl, men ikke kan tæmme det temperament, der altid har bragt ham i vanskeligheder. Nicholas Rays romantiske følsomhed forgylder ofte et lidt for skematisk manuskript, og Bogart har tilmed en håndfuld herligt sarkastiske replikker.

Kvindefjendsk
Men både her og i John Cromwells Dead Reckoning (Hævnens dage, 1947) hæmmes kærlighedshistorien af instruktørernes tydelige forsøg på at få heltinden til at spille som Lauren Bacall.
I Dead Reckoning samles alle noir-klichéerne i en overkonstrueret historie med Bogart som en dekoreret oberst-veteran fra Anden Verdenskrig, der prøver at opklare mordet på hans soldaterven fra krigen. Ham elsker Bogart ulige højere (som han siger) end anti-heltinden Lizbeth Scotts sangerinde med den forkølede stemme.
Kvindefjendskheden er lige så udtalt i den kulørte Sirocco (1951), hvor Bogart smugler våben for oprørerne i Damaskus i midten af 1920’erne. Et svagt ekko af Casablanca.
Langt mere gods er der i den samfundskritiske boksefilm Jo hårdere falder de (1956), der blev Bogarts sidste film, men hvor hans solide præstation som en kynisk presseagent overskygges af Rod Steigers glanspræstation som en dynamisk boksepromoter.

*In a Lonely Place, Dead Reckoning, Sirocco, The Harder They Fall. Alle Columbia Tristar og uden interessant ekstra-materiale

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu