Cannes-film
Det er nu over et år siden, at Lars von Trier brugte 83 millioner til at filme Dogville med Nicole Kidman. Men den langstrakte færdiggørelse af den 2 timer og 50 minutter lange film har Trier timet perfekt til en længe forudset optræden på dette års filmfestival i Cannes, der finder sted fra 14. til 25. maj.
Det er nemlig på Cannes-festivalen, det danske verdensnavn traditionelt lancerer sine film, og her han allerede har vundet tre priser, senest i år 2000, da han hjemtog de eftertragtede Guldpalmer med musical-dramaet Dancer in the Dark.
Gode chancer
Triers chance for at vinde en større pris er bestemt til stede igen i år, for det bliver en Cannes-festival uden mange af de største navne. Instruktører som Robert Altman, Quentin Tarantino,
Coen-brødrene og Wong Kar-wai har f.eks. alle nye film på vej, men de når ikke at blive endeligt færdige til Canne-festivalen, og det forøger selvfølgelig Triers muligheder.
I stedet bliver det en festival præget af mellemstore navne og af en vis, måske politisk bestemt kuldslåethed over for engelsk og amerikansk film. Den såkaldte
Irak-koalition er kun sparsomt og relativt beskedent repræsenteret i konkurrencen.
Men yndlingen Clint Eastwood har man inviteret indenfor med spændingsfilmen Mystery River, og en anden favorit, englænderen Peter Greenaway, kommer med en ny excentricitet, The Moab Story: The Tulse Luper Suitcase Part 1.
Og så er det erotiske skandale-potentiale tilgodeset med amerikaneren Vincent Gallos The Brown Bunny, hvor instruktøren angiveligt har hardcore-oralsex med sin stjerne Chloë Sevigny.
Endnu en god kvinde?
Mon ikke Triers drama står sig i denne konkurrence. Handlingen har været ret mørkelagt, men nu fremgår det, at Nicole Kidman spiller Grace, der på flugt fra gangstere optages i et lille isoleret bysamfund i Rocky Mountains i 1930erne.
Filmen skildrer hendes komplicerede forhold til byboerne, som i starten er venligtsindede, men efterhånden røber blandede motiver uden dog at tage højde for Graces altafgørende hemmelighed.
Filmen er udelukkende optaget i studie i en enkelt kæmpedekoration, hvor de medvirkende ses i både forgrunden og baggrunden af bredlærredsbillederne. Altså et æstetisk eksperiment, hvor Trier igen prøver at erobre nyt land rent kunstnerisk, selv om hans heltinde, Grace ligesom hans foregående
atter synes at rumme alverdens godhed.
Rollebesætningen er usædvanlig lovende med navne som Lauren Bacall, Stellan Skarsgård, Ben Gazzara, James Caan og den erotiske Chloé Sevigny i biroller omkring Kidman.
Rå virkelighed
Konkurrenceprogrammet i øvrigt følger mønstret fra de senere årtiers Cannes-festivaler: Der satses på den smalle kunstfilm. Og uden for konkurrencen kan man så friske sig op med en tjubang-sællert som The Matrix Reloaded af Wachowski-brødrene.
Bortset fra Greenaway er engelsk film helt ignoreret, og det skal nok blive upopulært i toneangivende kredse.
Til gengæld rettes blikket mod fjerne egne i den purunge iraner Samira Makhmalbafs Kl. 5 om eftermiddagen om en bombesprængning i Kabul og dens betydning for en afghansk familie. Også Hector Babencos brasilianske fængselsdrama Carandiru inspireres af den rå virkelighed nedslagtningen i 1992 af over 100 fanger under en opstand.
Og så er værtsnationen som sædvanlig er rigt repræsenteret denne gang med nye film af navne som Claude Miller, André Techiné, Bertrand Blier og Francois Ozon.