Læsetid: 6 min.

Livsnydere og lidenskab – og klamme kondomer

Hver tiende ung har klamydia med risiko for, at pigerne bliver sterile
25. april 2003

Qlummen
Flere og flere unge er gået over til at bruge fortrydelsespillen som prævention. De synes ganske enkelt, at det er lettere at fortryde end at forebygge graviditet. Ligesom det er lettere at blive hjemme end at gå i skole. Eller at køre på en flad
cykel i stedet for at pumpe den.
Kilden til de unges seksualitetspraksis er John Madsen, der er ungdomsskoleinspektør i Vamdrup og formand for Seksualisterne, en landsorganisation af unge, der oplyser deres jævnaldrende om sex. Madsen fortæller i Vejle Amts Folkeblad, at nogle af drengene endda sponsorer pigernes fortrydelsespiller – især hvis de går i seng med piger, der er yngre og mere uerfarne end dem selv. Spørgsmålet er, om vi er vidner til en ny tids ridderlighed – de to nødvendige fortrydelsespiller koster immervæk 100 kr. Eller om det bare er alternativet, kondomet, drengerøvene synes er så omstændeligt, at det er værd at betale sig fra?
Tal fra Lægemiddelstyrelsen underbygger John Madsens og Seksualisternes observationer: Efter at fortrydelsespillerne siden sommeren 2001 er blevet solgt uden recept på landets apoteker, er salget næsten fordoblet – fra 8.800 til 14.000 pakker. Jeg minder om, at fortrydelsespillen er tænkt som nødprævention til alle, der under særligt inspirerende omstændigheder kommer til at prioritere lidenskaben over fornuften. Kvinderne fik et alternativ til ugers graviditetsskræk og abort. Herren være med opfinderen! Men ligefrem at bruge den som prævention?

Moral kan ikke bruges til meget i seksuelle sammenhænge – et etisk blik på verden gør sjældent skade, men lad os for en gangs skyld holde os til det konkrete, det sundhedsmæssige. I det lys er der ingen tvivl om, at det – hvis man er ung og seksuel blandingsnyder – er ret dumt at bruge fortrydelsesspiller som prævention. Præcis lige så dumt, som det er at praktisere sex uden kondom, selvom man tager p-piller. Man bliver godt nok ikke gravid, men hverken p-eller fortrydelsespiller garan-terer mod kønssygdomme.
Og er det nu så galt, at de unge nyder livet og tillader sig at være lidt ufornuftige? Tja... Mange af dem ved formodentlig ikke engang, hvor ufornuftige, de er. Men et hav af dem har altså kønssygdomme uden at ane det – med rigtig kedelige følger for de uheldigste. Ifølge Sundhedsstyrelsen har næsten hver tiende seksuelt aktive unge mellem 16 og 25 år klamydia, en væmmelig vorte, der i masser af tilfælde lever sit eget liv og lumrer så langstrakt, at den kan være år om at bryde ud. I den tid kan den seksuelt udfarende klamydiavært nå at smitte pænt mange, hvis vedkommende eksempelvis er en af de talrige unge, der »går i byen« hver weekend – i jagt på nye oplevelser.
Klamydia er ikke hiv. Klamydia er ikke aids, men for kvinder er klamydia farlig på sin egen måde. I værste fald udvikler infektionen i al ubemærkethed sammenvoksede æggeledere og sterilitet. Et biologisk tab, der ofte først opdages, når den pågældende kvinde gerne vil have børn. Hun må så – måske – igennem talrige, psykisk belastende forsøg på kunstig befrugtning.
Mænd bliver ikke på samme måde som kvinder sterile af sygdommen, men klamydia er under alle omstændigheder virkelig klam, og tallene taget i betragtning, er det en gåde, at de unges voksne – undervisningssystemet og forældre – tager så let på problemet. Det hedder sig, at vi har seksualundervisning i skolen. Men prøv at tal med de unge. Gang på gang hører man om, hvordan seksualundervisningen i folkeskolen oversættes til en snak om sund kost og trafiksikkerhed. Lige så svært det kan være for en lærer at snakke følelser med de unge – lige så enkelt og konkret er det vel at orientere om prævention og risikoen for og faren ved kønssygdomme?
Det korte af det lange er, at befolkningen lystigt og langt hen lykkeligt uvidende parrer sig under et tilsyneladende stadig mere elastisk letsind. Henrik Illum,
der er hiv-overlæge på Glostrup Sygehus, bekræfter, at usikker sex er blevet mere og mere almindelig, og at aids-kampagnerne mere eller mindre har mistet deres effekt blandt danskerne. Vi er simpelthen begyndt at slappe af – også overfor aids.
Kondomet har aldrig været oprigtigt elsket af det danske folk, men i dag er det slet ikke moderne. Og har vi måske ikke alle sammen læst, at man ikke længere får lov at dø af aids? Vi skubber simpelthen angsten fra os uden at konfrontere os med kendsgerningerne. Som er, at de nye behandlingsformer ikke kan helbrede hivsmitten, men kun kan hindre den i at udvikle sig til den dødelige sygdom aids. Hiv er en på alle måder tung sygdom – forbundet med kraftige bivirkninger, der æder livskvalitet. Desuden koster medicinen 75.000 kr. om året pr. patient.

Faktisk ved man godt, hvordan klamydia kan bremses – det er bare at komme i gang. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en rapport, der viser, hvordan man kan udnytte den kendsgerning, at en urinprøve i dag er tilstrækkeligt til at teste mænd for klamydia. Tidligere var eneste udvej at stikke en vatpind op i urinrøret, hvad der gør infamt ondt og har afholdt mangen en ungersvend fra at lade sig teste. Klamydia-urinprøven kan i øvrigt tages hjemme og sendes til analyse, så drengene slipper for at gå til lægen. Kombineret med en konsekvent indsats i forhold til at opspore de piger/kvinder, drengene/mændene har beriget tilværelsen for, vil man ifølge overlæge på Skejby Sygehus, Lars Østergaard, kunne reducere antallet af klamydiaramte fra ti til en procent. Genialt for lægerne, der herefter kan bruge deres faglighed på sygdomme, der ikke kan klares ved forebyggelse. Og genialt for samfundet, der på den måde sparer penge i sygehussektoren og skal betale færre sygedage for de smittede.
Jeg synes altså ikke, at det er lige meget, om folk får kønssygdomme og måske bliver sterile. Meget tyder på, at vi her i landet prioriterer effektiv forebyggelse af kønssygdomme alt for lavt. Tænk på hvad vi kunne spare alene på udgifterne til kunstig befrugtning, hvis vi fik udryddet klamydia. Og fik målrettet oplysningen om aids og andre kønssygdomme. Det fremmer eksempelvis ikke ligefrem myndighedernes muligheder for at bremse hiv-virusen, at lovgivningen dikterer anonymitet for de hiv-smittede. Så de institutioner, der er involveret i bekæmpelsen af hiv, ikke kan udveksle informationer og spore smittens udbredelse. Udtalelser fra overlæge på Statens Serum Institut, Else Smith, tyder på, at hiv-smitten ganske enkelt er ude af statens kontrol. »Med de nuværende regler kan vi simpelthen ikke vide, hvor vi skal sætte ind med forebyggelse,« advarer hun.

Til livet hører forhåbentlig, at man engang imellem går til grænsen og tager en chance. Det jeg synes, man skal snakke med sine store børn om, er det etisk diskutable i som livsstil at springe forhindringerne over til fordel for den kortsigtede nydelse. En adfærd, der ligger i tydelig forlængelse af den forkælelse, vi som forældre selv har bidraget med – i kærlighedens lige så korte perspektiv. Men så må vi også selv tage tyren ved hornene og snakke med de unge om ansvar og etiske dimensioner. I forhold til seksualpraksis og andre dele af livet.
Lige så – ikke bare saligt, men formentlig – sundt det er for biologien at fungere seksuelt, lige så provokerende for både biologien og holdningen til livet siger min intuition mig, at det er at udløse salighed på kemisk efterbevilling. Som i tilfældet fortrydelsespillen som prævention. Uden at vide præcist, hvad en fortrydelsespille gør ved en ung kvindes krop, vil jeg tillade mig at formode, at den ikke ligefrem er sund – bivirkningerne (som kvalme, underlivssmerter og hovedpine) taget i betragtning.
Jeg under alle et seksualliv så vildt, som de selv trives med. Personligt fatter jeg ikke, at man orker at involvere sig med nye mennesker hele tiden. Men det er måske netop pointen: At det gør de unge, der har mange seksualpartnere, heller ikke. De involverer sig måske ikke? Noget tyder i hvert fald på, at de er bedre end forældregenerationen til at adskille kategorier som blufærdighed og nysgerrighed, kærlighed og sex. Det kan vi som gamle godt tænde af på. Men det kan vel ikke undgå at give dem et lettere liv. Ikke at gå i dørken over tabet af den eneste ene eksempelvis.
Og dog har jeg lyst til her på falderebet at antyde, at en angrebsmetode på klamydiaen og alle de andre kønssygdomme kunne være: Den udvalgte. Én partner. Ad gangen. En kende gammeldags måske. Men tro mig – selv kondomet forekommer mindre klamt i en tillidsbetonet, for ikke at sige kærlig udgave af seksualakten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu