Læsetid: 2 min.

Lokalt/globalt

12. april 2003


Antallet af aborter nu under 15.000
*For første gang siden indførelsen af fri abort i 1973 er antallet af provokerede aborter i Danmark faldet til under 15.000 om året. Det viser foreløbige tal fra Sundhedsstyrelsen.
I 2002 fik danske kvinder foretaget i alt 14.967 aborter – cirka 350 færre end året før – og sammenlignet med de første opgørelser fra midt i 1970’erne er der næsten tale om en halvering.
Sidste års tal viser, at abortkvotienten især er faldet blandt de 25-29-årige, men til gengæld steget i aldersgruppen 20-24 år. Og der bliver stadig foretaget flest aborter i hovedstaden. Bedre seksualoplysning, adgang til prævention, men også et ændret syn på aborter fremhæves som årsagerne til, at antallet af provokerede aborter fortsætter med at falde. ritzau

Strid om ambulancekørsel
*Både Amtsrådsforeningen, Konkurrencestyrelsen og Falck er overrasket over, at ambulancekørslen i Danmark tilsyneladende har været drevet i strid med EU’s konkurrenceregler. Det giver usikkerhed i de igangværende forhandlinger om ambulancekørsel rundt om i landet.
Konkret har amterne ladet Falck stå for ambulancekørslen, uden at andre virksomheder har haft mulighed for at byde på opgaverne, og det er forkert, fremgår det af en kendelse fra Klagenævnet for Udbud. Kendelsen udspringer af, at Vestsjælland Amt i 2001 skrev kontrakt med Falck uden at sende opgaven i udbud. Kontorchef i Amtsrådsforeningen, Kirsten Jørgensen, oplyser, at den politiske og administrative ledelse i foreningen nu vil drøfte, om kendelsen skal ankes til domstolene. ritzau

Asylsøgerpar slap for bureaukrati
*Et ungt asylsøgende par fra henholdsvis Serbien og Azerbadjan får i dag kirkens velsignelse af deres forhold og dermed retten til det ægteskabelige favntag, skønt selve ceremonien juridisk ikke gælder som indgåelse af ægteskab.
Det er Nakskov-sognepræsten fra Skt. Nikolai Kirke Carl P. Behrens, der har gennemført manøvren, som har krævet særlige bureaukratiske foranstaltninger og krumspring.
Den danske stats ’bryllupsgave’ til det unge par, hvor hun er kristen og han er muslim, er to såkaldt administrative personnumre, uden hvilke det hele slet ikke ville have kunnet finde sted, oplyser sognepræsten. ritzau

Britisk fredsvagt livsfarligt kvæstet
*En 21-årig britisk fredsvagt blev i går livsfarligt kvæstet i hovedet af skud fra en israelsk kampvogns maskingevær i flygtningelejren Rafah i den sydlige del af Gazastriben, oplyste palæstinensiske hospitalskilder.
Tom Handell blev ramt, da han forsøgte at hjælpe en gruppe palæstinensiske børn i sikkerhed fra de israelske kugler, siger Bent Erik Krøyer fra Palæstina Fredsvagter. Han havde fået meldinger fra Gaza, hvor Handell i går aftes blev erklæret klinisk død. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu