Læsetid: 5 min.

Luft under vingerne

Med Tyler Hamiltons sejr i Liége-Bastogne-Liége efter en pragtpræstation af Nicki Sørensen har Bjarne Riis lukket munden på et forårs kritik
28. april 2003

Tyler Hamilton vandt Liége-Bastogne-Liége, og klichéerne står i kø i fingrene for at komme først ned på tasterne: For Bjarne Riis og hans ørneunger en sejr på falderebet, hvad det nu end er for et reb, og endelig gik der hul på bylden, hvilken byld det end måtte være. Riis’ tidligste og største satsning, Tyler Hamilton, gav gevinst netop som forårssæsonen syntes at skulle slutte, uden at hans hold havde vundet en eneste betydelig sejr, og netop som kritikken af ham, hans hold og hans metoder var helt oppe at køre i de danske medier.
Det skal held til at vinde den sejr, som på seks-syv timer og 258 kilometers cykelkørsel kan vende måneders sammensparet fiasko til en øjeblikkelig succes, der eliminerer fortid og stimulerer fremtid. For Bjarne Riis og hans livsprojekt og hjerteblod, dette cykelhold, CSC, var det en sejr på bestilling af hans måske urolige drømme natten før forårets sidste store klassiker, eller måske var Hamiltons sejr blot en foreløbig belønning af Riis’ helt ualmindelige stædighed i troen på, at hans metoder og principper i skabelsen af et vinderhold – ups, der røg en af dem ned i tasterne igen – er rigtige.
Der skal held til, selvfølgelig, men der skal også meget stort format til. At vinde Liége kræver det allerstørste format af rytteren, der gør det. Men i dette tilfælde også af manden, der for to år siden så mulighederne i den nu 30-årige universitetsuddannede økonom fra Marblehead ved Boston, der syntes tilfreds med sit arbejde som tætteste ven og hjælperytter for Lance Armstrong. At vinde, når man skal, kræver endnu større format. Hamilton løftede i går arven for holdet fra Herning. Ups.

Råmateriale
Riis købte ikke en vinder, som tilfældet var med Laurent Jalabert, men et råmateriale af fysik, intelligens og personlighed, som han, Riis, kunne udvikle sammen med Hamilton selv. Når det i udenlandske medier og tv-kommentarer hedder, at Hamilton har lært sin metier af Armstrong, så er det delvis løgn. Transformeringen af Tyler Hamilton fra stærk og loyal hjælperytter til vinder er helt Riis’ fortjeneste, og i så smuk forlængelse af Riis’ eget karrierespring. Det er nok ikke så meget i træningsmetoder som i stimulering til at bruge gamle og nye til et andet formål: At vinde. Der har i Hamiltons to år på Riis’ hold været en symbiose mellem direktøren og hans udvalgte rytter, som selvfølgelig aldrig kom til at eksistere mellem Riis og Jalabert. Franskmanden deltog i de øvelser i teambuilding, som Riis foreskrev, men gjorde i øvrigt som han plejede: Han vandt.
Tyler Hamilton er produkt af Riis’ skole. Eller rettere: De har fælles udgangspunkt i rolleskiftet fra hjælper til vinder, men ligner først og fremmest hinanden i et intellekt, som ikke aflæses tydeligst i de taktiske dispositioner i et løb, men i de metodiske forberedelser til dem. Og i det stykke kan Bjarne Riis og Lance Armstrong deles om æren for at være læremestre for årets vinder af Liége. Den første amerikaner nogensinde, siden Armstrong efter to andenpladser tidligere også i går fremstod som storfavorit.
Tyler Hamilton vandt og trådte dermed også ud af den første læremesters skygge – ups, der var den igen – og han gjorde det på det sted, hvor Liége finder sin udskilning. På La Redoute. En gruppe på seks lå forude, med onsdagens Fleche Wallone-vinder Astarloa, men Tyler angreb favoritterne på Redoute. Fremprovokerede en udskilning, som Armstrong først af alle svarede på, og da den firedobbelte Tour-vinder siden forlængede i et udbrud med spanieren Sanches og kazakken Schefer, troede jeg, at løbet var kørt for Hamilton, og at forceringen på La Redoute var sidste spil for galleriet – ups – men løbet havde gjort regning uden vært – ups – for Hamiltons manglende reaktion på Armstrongs forcering var velovervejet. På trods af, at han bagefter sagde, at det ville have glædet ham, hvis hans ven og tidligere kaptajn vandt. Det er næsten et Riis-udsagn i den falske beskedenhed, der dækker over, at Tyler ikke alene og i en forbløffende passiv gruppe af favoritter ikke alene kunne køre Armstrong-trioen ind. Jeg ved det ikke, men tror, at han afventede, at hjælpetropperne – først og fremmest Nicki Sørensen og Carlos Sastre – kom op.

Hasard
Et hasardspil. Armstrong havde på tredjesidste stigning, Sart Tilman, spillet så meget med musklerne at havde sat en heroisk og efter bækkenbrud i vinter endnu formsvag Bartoli af, men han havde også i opvisningen brugt sig selv op. Og bagude havde Hamilton fået manden, han havde brug for i de 27 sekunder, der skilte Hamilton fra Armstrong-trioen.
Løbets nøglepunkt: Hvis ikke Hamilton og favoritgruppen indhentede Armstrong på nedkørsel og fladland inden de italienske indvandreres bakke Saint Nicolas, ville de aldrig blive hentet.
Nicki Sørensen gjorde det efter Carlos Sastres forarbejde. I et tidligere udbrud havde han været længe ude sammen med CSC-makkeren Andrea Peron, men i finalen, var det en ny generations Sørensen, der fangede Armstrong. Det er sagt om Bjarne Riis, at han i Giro d’Italia 1989 udførte for Fignon det største arbejde nogen hjælperytter han lavet for en holdkaptajn. I andre rammer var unge Sørensens af samme skole. Det kan godt være, at han tørster efter en stor sejr, men Hamilton havde ikke vundet, hvis ikke Sørensen – lad os bare kalde ham det nu – havde lukket det umulige hul. Stort set alene i den gruppe af favoritter, der ikke havde folk til at gøre det eller ikke selv kunne. Det var verdenklasse. Ups.

Hidtil største
Det kræver koldsindighed og tillid til kollegers evner at vente på det udførte arbejde, der kan bringe teamlederen i aktion. Hamilton blev afleveret af Sørensen, da Armstrong blev hentet på Saint Nicolas, og den danske amerikaner slog kontra på et indhentet solo-angreb fra Boogerd over de våde brosten. Viste sine egenskaber som enkeltstartsspecialist og tempokører både i angrebet efter næstsidste bakke og sine klatreegenskaber over bakken ved Ans før mål. Vandt alene.
For en mand, der er udset til at lave resultat i Tour de France, er Liége nærmest en umulighed. For Tyler – trods sin andenplads i Giro d’Italia sidste år – er dette karrierens hidtil største sejr.
Og en forløsning, ups, for Bjarne Riis og hans hold. i går kørte det, som det kan, og det er ret fedt for en passioneret og bekymret reporter at skulle æde sin kritik. Ups.Det kan nu blive en sjov sommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her