Læsetid: 3 min.

Et lykkeligt valg

Morten Arnfreds indtagende og livlige komediedrama ’Lykkevej’ giver Birthe Neumann den længe fortjente hovedrolle
11. april 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
Det kunne nemt være gået galt. Som dramatisk hverdagskomedie befinder Lykkevej sig i en genre, dansk film er godt i gang med at udpine. Og selve historien om overklassefruen fra Hellerupvillaen, der lærer at begå sig blandt folket på den jævne vej i Valby, kunne så let som ingenting være kæntret over i det folkekomediebastante.
Så meget mere glædeligt er det, at Morten Arnfred her – med sit eget repliksikre manuskript – får et gedigent vellykket comeback som menneskeklog fortæller og indforstået dansk miljøskildrer. Manden, der gav os film som Johnny Larsen, Mig og Charly og Der er et yndigt land, afslører en ny letfodet fortællestil og en underspillet mousserende humor i denne sin første komedie, der nok ender med at binde sine sløjfer, så de tager sig nette ud, men aldrig glemmer usikkerheden og smerten bag hverdagens velkendte facade-smil.

Et nyt liv
Styrken ligger i detaljernes mangfoldige træfsikkerhed, rytmens næsten henkastede, skøjtende musikalitet, humorens underfundige spil mellem ironi og solidaritet – og i et spil, der endnu engang viser Arnfred som personinstruktionens mester.
Først og fremmest har han fået den gode idé langt om længe at forfremme den danske birolledronning, Birthe Neumann, til en hovedrolle, hvor hun kan give en kliché uforudsigeligt liv: den forkælede bourgøjserfrue, der aldrig løfter en finger, men efter en skilsmisse må tage sit liv op til revision.
Det umiddelbart skrøbelige ved Neumanns udstråling arbejder for hende, når hun i starten landsforvises fra de nordlige forstæders stilfulde luksus til en anderledes gråmeleret parcelhus-virkelighed, hvor strømmen går og møblementet har set bedre dage.
For pointen er, at den tilsyneladende så hjælpeløse Sara rummer uanede reserver, når bare hun udfordres. Hun frigør sig fra sit tidligere miljø; lærer at takle smerten ved at miste kontakten med sin halvvoksne datter; overraskes over sin beslutsomhed i pressede situationer; åbner sig mere fordomsfrit over for sine naboer, end hendes type har for vane; og ender med at blive katalysator for Lykkevejs stridende fraktioner.
Også i dette udviklingsforløb lurer skematik og forudsi-
gelighed, men Birthe Neumann rammer alle de fine mellemtoner, der placerer forvandlingen i et fint vibrerende midterfelt mellem det sårbart usikre og det nyvundent selvsikre.
Det er en fryd at se hende sætte sig bag et bilrat, udstøde et behersket vrum-vrum og opdage nye glæder. Men lige så nærværende er hendes fortvivlelse og længsel, når ensomheden trænger sig på.
»Man er aldrig for gammel til at lære,« siger hun et sted, og i sit grundrids følger historien den samme kurve som de fleste af Arnfreds andre film: Hovedpersonen starter på bar bund og gennemgår en udviklingsproces, der fører til ny indsigt og modenhed.
Det sker ikke udelukkende ved egen kraft, men i høj grad med andres hjælp, og det livsnødvendige fællesskab er netop et gennemgående tema i de fleste af Arnfreds film – et tema, som rendyrkes her. For han gør Lykkevej i Valby til et mini-Danmark, hvor honette ambitioner, ægteskabelige konflikter og stædige egotrips udfordrer den solidaritet, der ikke kan tages for givet: På forteksterne står titlen faktisk i anførselstegn.
Når det alligevel lykkes Arnfred at føre fællesskabets vejfest til en lykkelig dansant ende, skyldes det ikke mindst Birthe Neumanns Sara, der nok drømmer om, at den utro ægtemand vil komme tilbage og gøre krav på hende, men føler sig fremmed for sit gamle hjem, da hun får chancen. I den lille ’hjemkomst’-scene er der et kort totalbillede af Hellerup-villaens hvide facade, noget nær en skrækeffekt i sin kolde, pletfrie perfektion og mere sigende end mange ord. Sådanne visuelle fund er der en del af i Dirk Brüels dejligt smidige, men ikke dogme-primitive fotografering. Og omkring Birthe Neumann spilles der så millimeterpræcist og typesikkert, at det er den rene fryd. Især rammer den alt for sjældent sete Ditte Gråbøl kosteligt komisk plet som den nævenyttige nabo Sus – på kanten af karikaturen, men holdt fast i sin forståelige frustration og velmenende kontaktiver. Men også Jesper Lohmann brillerer i en lidt svær rolle som vejens outsider.

*Lykkevej. Instruktion og manuskript: Morten Arnfred. (Dagmar, Palladium, Palads, Empire, CinemaxX og mange biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu