Læsetid: 3 min.

Mellem Hollywood og Washington

En af vor tids største krigskorrespondenter, John Pilger, vil vise, at imperialismen ikke forsvandt med kolonialismen. Verden styres stadig af fantasien om det suveræne herredømme
15. april 2003

Ny udstilling
Der er den så. Knappen, man havde de vildeste fantasier om som barn, men som man holdt op med at tro på, da man blev voksen. Godt nok viser det sig ikke at være en knap, men en lås, der skal åbnes med tre nøgler. Man får oplyst, at låsen blev overvåget af to mænd, der hver især var udstyret med en 38.colt og en ordre til at nedskyde den anden, i fald denne skulle føle sig tilskyndet til at starte, ja, Tredje Verdenskrig. Atomsiloerne i Nebraska er så Dr. Strangelove-agtige, at man tror det er løgn. Virkeligheden var næsten bedre end Hollywood.
Dette undseelige 60’er-foto af Matt Heron, uden blod, ekspliciteret vold og fattigdom, beskriver præcist, om end tilfældigt, hvad størstedelen af John Pilger – der er aktuel med en udstilling i Nikolaj Kirke – handler om. Nemlig, som Pilger i en anden forbindelse beskriver det, »forsvindingspunktet, på kanten af ’the American Life’, hvor virkelighed og fiktion blandes«. Man forlader i hvert fald Nikolaj med en tydelig oplevelse af, at det er fra dette punkt, som er uden geografisk forankring, men som må befinde sig midtvejs mellem Washington og Hollywood, at amerikanerne har styret deres udenrigspolitik i efterkrigstiden.
Det virker, som om det netop er det dette punkt, Pilger har været på jagt efter og har villet dokumentere gennem hele sin karriere.

Drømmenes rige
Australieren John Pilger er en af vor tids største krigskorrespondenter. Han har samarbejdet tæt med dokumentarfotografer gennem det meste af sin karriere ud fra den overbevisning, at den kongeniale forening af tekst og billede er den mest effektive måde at nå verdensopinionen på.
Pilger & co.’s reportager har kunnet sælge aviser som intet andet, de har (næsten) kunnet vælte diktatorer, give vestlige magthavere beskidte hænder og iværksætte humanitær bistand, som det har været tilfældet i hhv. Østtimor, El Salvador og Cambodia.
På udstillingen starter og slutter Pilgers rejse imidlertid et sted på samme imperiale akse, nemlig i USA og i Storbritannien. Det er denne akse, resten af historierne struktureres efter. Pilger vil vise, at imperialismen ikke forsvandt med kolonialismen. Verden styres stadig af fantasien om det suveræne herredømme. Hvor fantasierne øjensynligt får deres frie og tilladte løb i fiktionerne, ikke mindst i filmproduktionen, arbejder mainstream politik og journalistik intenst på at skjule dem under andre mere spiselige dagsordener. Pilger og hans team vil udfordre denne konsensus og skildre, hvilke konsekvenser det har for de af verdens befolkninger, der stadig påvirkes af beslutninger som træffes over lange geografisk og kulturelle afstande i drømmenes rige.

Vidnefotografiet
Reportagerne er selvfølgelig politiske, men for John Pilger er det uden tvivl den æstetiske dimension, der får dem til at virke, ikke mindst på det vestlige publikum, han vil have i tale.
Han tøver ikke med at kalde dokumentarfotoet eller »vidnefotografiet« det 20. århundredes mest emblematiske kunstform og har altså heller ikke noget problem med at flytte det fra avisspalterne og ind i kunstinstitutionen. Det effektive dokumentarfoto sætter os i den mærkværdige dobbeltbundne situation, at vi på en gang føler os frastødt og tiltrukket af det vi ser.
Destruktive og æstetiske elementer blander sig på ubehagelig vis med hinanden og er samtidig det, der engagerer os og skal få os til at handle. Pilger citerer ustandselig Bertolt Brecht: »Det handler om at forvandle rædsel og medlidenhed til vrede og ansvarsfølelse«. Løsningen synes at ligge i de effektive æstetiske momenter, hvor nydelse, opstandelse og oplysning går hånd i hånd.
Dokumentarfotos på museum ender gerne i fims, oftest fordi billederne helst skal hænge dér i al deres tavse, ja, æstetiserede mystik. Der hersker en generel tro på, at uddybende forklaringer ødelægger kunstneriske oplevelser.
Pilgers udstilling modbeviser denne konsensus. Han ved mere end nogen anden, at billeder kan sige noget, men ikke alt, og at tekster kan bruges til at hente de historier frem i og bag billederne, der for alvor berører os. Oplevelsen er enestående.

*John Pilger: At rapportere verden. Til 1. juni, i Nikolaj Udstillingsbygning. Hver dag 12 - 17

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her