Læsetid: 3 min.

Mester Saluzzis sange

En mirakuløs plade fra bandoneón-spilleren Dino Saluzzi, stimulerende mikstur fra italienske Gabriele Mirabassi og filmisk atmosfære fra Bo Stief One Song III
23. april 2003

Nye cd’er
Der er få plader, hvor man efter gentagne lytninger og kniben sig selv i armen, når det ene facit: lydefri. Argentineren og bandoneón-mesteren Dino Saluzzis plade Responsorium er et mesterværk af en lavmælt kammerjazz-plade. Intet mindre.
Lyt en gang til den musikalske åbning som han solo forærer lytteren på pladens første nummer »A mi hermano Celso«. Saluzzi får sin bandoneón – »den grædende tremmekasse«, som den argentinske tangos håndharmonika også er blevet kaldt – til at leve og trække vejret i en organisk vekslen imellem melodi og akkorder. Bælgene sitrer og puster sagte, detaljerne i den musikalske formidling er til det yderste fint følte og subtile. Musikken vokser frem i en vemodig tone, og endelig falder bassisten Palle Danielsson og guitaristen José Saluzzi ind og får musikken til at blomstre yderligere.
Responsorium er en slags fortsættelse af Cité de la Musique (1997), der havde samme besætning inklusiv Saluzzis søn José på guitar, men overgår i alle henseender denne.

Direkte i hjertet
Ikke blot er José Saluzzi modnet betragteligt som akkompagnatør og solist. Udskiftningen af den i øvrigt fornemme bassist Marc Johnson med Danielsson har gjort, at trioens kemi for alvor er kommet i orden. Svenskerens fyldige baslyd, hans kommenterende spil og lydhøre understøttelse løfter helheden op. Og så er Saluzzis kompositioner melodisk stærkere og mere direkte formidlet.
»Lyd, der bløder, smitter, blomstrer«, står der om fænomenet musik i Brøndums Encyklopædi, som om forfatteren havde møntet sine ord direkte på Saluzzis spil. Det er musik, der går direkte i hjertet på (os) følsomme, romantiske sjæle, for hvem vemod, længsel og eventyr tilfører dagliglivet umistelige immaterielle kvaliteter.
Pladen rummer ni roligt afviklede, knugende smukke instrumentale »vekselsange« (heraf pladetitlen, der henviser til ældre kirkelig sangtradition), gjort lysende og levende af en kongenial trio. Responsorium er – med omdrejningspunktet i Saluzzis emotionelt fortættede bandoneónspil – en slående dokumentation af hans originale krydsning af argentinsk folkemusik, europæisk kunstmusik, jazzharmonik og improvisation.

Stærk tobak
En ligeledes fremragende plade er Latakia Blend med den italienske klarinettist Gabriele Mirabassi. Han høres i trio med landsmanden Luciano Biondini (akkordeon) og franske Michel Godard (tuba). Alle er tilknyttet selskabet Enja og arbejder bl.a. med den libanesiske oud-spiller Rabih Abou-Khalil, der har skrevet det fyldige essay i cd-hæftet om den syriske by Latakia som et kulturhistorisk og mytologisk udgangspunkt for musikken. Stærke og milde krydderier, pirrende nuancer og kontemplativ fordybelse kan passende føjes til den musikalske tobaksmetaforik.
Latakia Blend indeholder musik med charmerende glød og et forfriskende anderledes lydbillede. Godard har et imponerende tag på den store tuba, mens Mirabassi spiller sin klarinet med udsøgt beherskelse og vildtvoksende idérigdom.
Jazzens udvekslinger og improvisation udgør den legende form, mens Mirabassis forkærlighed for Italiens og de sydlige middelhavslandes folkemelodier, rytmer og danse præger hans kompositioner. En forførende fortolkning af Billy Strayhorns »Isfahan« føjer sig smukt til helheden.

Global trekant
På pladen First Time udfolder bassisten Bo Stief sig med sin trio One Song III, der involverer italienske Paulo Russo (klaver) og rumænske Lelo Nika (akkordeon). De tres forskellige nationaliteter smitter af på musikken, der med udgangspunkt i skandinaviske, sydeuropæiske og slaviske stiltræk i øvrigt suger af globale rødder.
Det er nydeligt eksekveret musik, der dog ikke efterlader det store og dybe indtryk. Stief har nok held med det pastoralt malende »Soundtrack To Denmark«, den rytmisk varierede »Now« og den dramatiserede »Hope«, men der savnes en solistisk personlighed, der kan løfte helheden (som det skete, da Stief og Russo i november sidste år mødte italienske Gianluigi Trovesi). Lelo Nika besidder – med al respekt for hans smukke klang og (for)blændende virtuositet – ikke nogen udpræget melodisk-improvisatorisk formuleringsevne. Resultatet er en net instrumentalplade med filmisk atmosfære og ikke meget mere.

*Dino Saluzzi: Responsorium (ECM 1816)
*Gabriele Mirabassi: Latakia Blend (Enja 9141 2)
*Bo Stief One Song III: First Time (Stunt 02162)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu