Læsetid: 4 min.

Monroe-doktrinen spøger

Hvilke konsekvenser får Bush-doktrinen om præventive angreb i den internationale krig mod terror for os, spørger latinamerikanerne
22. april 2003

Sydamerika
BUENOS AIRES – ’Onkel Sam og hans baghave’ er typisk betegnelsen for de sorte sider af forholdet mellem USA og Latinamerika.
Irak-invasionen og Bush-doktrinen om præventive angreb har øget latinamerikanernes indgroede skepsis overfor sin nordlige nabo til en historisk høj anti-amerikanisme i en tid, hvor de 35 amerikanske lande økonomisk gror mere og mere sammen.
Samtidig vokser den latinamerikanske afvisning af det, der syd for Rio Grande opfattes som Bush-regeringens imperialisme og tendenser til et tilbageskridt til tider, hvor Washington i ord og handling opførte sig, som strak Amerikas Forenede Stater sig fra Alaska til Kap Horn. Latinamerikanske medier løfter pegefingre overfor alt fra skrækscenarier for den kommende panamerikanske frihandelszone til amerikanske indgreb i Venezuela og på Cuba.

Udnyttelse
Den amerikanske advarsel mod Syrien får flere latinamerikanske lederskribenter, intellektuelle og politikere til at trække tråde mellem Bush-doktrinen og den såkaldte Monroe-doktrin formuleret i 1823 af daværende republikanske præsident James Monroe, der undsagde europæisk indblanding i amerikanske affærer og de facto gjorde hele Amerika til USA’s interesseområde.
»Monroe-doktrinen blev USA’s instrument i udnyttelsen af Latinamerika og et forsvar overfor europæisk konkurrence. Den var fundament for krigen i midten af 1800-tallet mod Mexico, der mistede halvdelen af sit territorium efterfulgt af amerikanske invasioner i Mellemamerika og den spansk-amerikanske krig i 1898, som markerede enden for det spanske imperium,« siger Alberto Föhrig, professor i latinamerikanske forhold på San Andrés Universitet i Buenos Aires.
»I dag er Bush-doktrinen dens afløser, hvorfor USA økonomisk, politisk og militært breder sig i Latinamerika. Landet deltager aktivt i den colombianske konflikt via den såkaldte Plan Colombia, hvor dets soldater allerede bevogter olieledninger i en påstået bekæmpelse af narkotrafikken og guerillaen. Mere urovækkende er, at Washington forsøger at opfinde konflikter som blandt området Triple Frontera på grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay. Det vil Latinamerika opleve mere af,« siger Alberto Föhrig.
I 1903 formulerede Theodore Roosevelt sin Big Stick-politik, der samme år finansierede det nuværende Panamas løsrivelse fra Colombia. Dengang som ved Panama-invasionen i 1989 ønskede Washington at kontrollere Panama-kanalen, hvorfor lyninvasionen den 20. december 1989, der med 22.000 marines paralyserede general og narkohandler Manuel Noriega og hans tropper, bliver ivrigt diskuteret i Latinamerika.
»Panama-kanalen var som Iraks olie i dag målet, og Manuel Noriegas narkohandel var som Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben undskyldningen,« skriver det argentinske dagblad Clarín.
Manuel Noriega var skabt og bevæbnet af USA for under den kolde krig at bekæmpe kommunismen i Mellemamerika – primært Nicaragua. Men siden løb alt løbsk – som med Saddam Hussein pointerer argentinske, brasilianske og mexicanske medier – og derfor blev Noriega med valgsvindel ved magten og udviklede sig til en alvorlig hovedpine for Washington.
Jimmy Carters 1977-aftale ville overgive hovedparten af den amerikanskdominerede kanaladminstration til Panama per nytårdag 1990 – og overlade hele kanalen samt rydde de amerikanske baser 10 år senere ved årtusindeskiftet. Begge løfter overholdt USA.

Arrogance
Men invasionen 11 dage før den delvise overdragelse udskiftede Manuel Noriega med en mere proamerikansk adminstration. Som USA’s invasion i 1983 for at vælte det procubanske styre på Granada blev Panama-invasionen fordømt af FN’s sikkerhedsråd uden yderligere repressalier overfor USA. Ronald Reagan sagde med en af sine nærmest filmiske ørehængere om Granada-invasionen: »Det har ikke forstyrret min morgenmad.«
I dag opfatter hovedparten af latinamerikanerne ifølge meningsmålinger Irak-invasionen som båret af samme arrogance, der fik Reagan til at nyde sin morgenmad midt under invasionen. Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva karakteriserer præsident George W. Bush som ignorant overfor FN og verdensopinionen.
»Da vi mødtes i Washington, talte Bush om Irak og hans vision om en fælles platform af vennelande som Brasilien. Jeg sagde til ham: ’Min ven. Min krig i Brasilien er imod sulten og nøden’. Bush hallucinerer og tager beslutninger med et øje låst på meningsmålingerne. Han ved, at han efter krigen er Gud for amerikanerne, hvilket kan favorisere hans genvalg,« sagde Lula til det brasilianske tidsskrift Carta Capital.
Torsdag undlod Brasilien og Argentina at stemme for FN’s årlige fordømmelse af situationen for menneskerettighederne på Cuba. Meningsmålinger viser, at hovedparten af brasilianere og argentinere til forskel fra for bare et år siden tager parti for Cuba som reaktion på USA’s opførsel siden 11. september 2001.
Op til enden på diplomatiet om endnu en Irak-resolution i FN’s Sikkerhedsråd afviste de ikke-permanente medlemmer Mexico og Chile det amerikansk-britiske forslag og fremlagde deres egne – der begge blev afvist.
»Latinamerikas befolkninger og flere regeringer opfatter invasionen i Irak som et varsel om, at USA med Bush Junior i det hvide hus breder sin unilaterale linje udi det økonomiske – og måske overfor os. Med de pågående forhandlinger om Free Trade Agreement of the Americas (FTAA) vokser befolkningernes modstand mod et frihandlesprojekt, der opfattes som mere protektionistisk end liberalt. USA vil genopdyrke sin såkaldte baghave,« siger Alberto Föhrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu