Baggrund
*I slutningen af februar kom det frem i danske medier, at den danske fange på Guantanamo-basen i Cuba på et tidspunkt kom i moskéen på Grimhøjvej i Brabrand nord for Århus. Siden vrides historien i mediekværnen og moskéen fremstilles som et sted, hvor der muligvis er blevet hvervet terrorister.
*Ekstra Bladet går forrest og kalder moskéen »terrormoskéen«. Avisen bringer en historie, hvor anonyme kilder fortæller, at to imamer i moskéen for nogle år siden opfordrede folk til at deltage i aktiv kamp i Tjetjenien og andre steder. I artiklen fremstilles det, som om den danske Cuba-fange blev hvervet til hellig krig med fredagsbønnens opfordringer, og muligvis er flere andre taget afsted på samme måde.
*Formanden for foreningen Lighed og Broderskab, der står bag moskéen i Brabrand, Mohammad Ismael, har sagt til Århus Stiftstidende, at han er »100 procent sikker på, at ingen herfra nogensinde har sendt folk afsted til krig i Afghanistan.« Han indrømmer samtidig, at krige, hvor muslimer er involveret, har været nævnt ved fredagsbønnen af imamen, men afviser at der er blevet opfordret til, at folk skulle tage afsted og deltage i krige.
*Den negative omtale af moskéen og den kolossale fokus på muslimer efter den 11. september har ført til at foreningen Lighed og Broderskab fra at have haft 50 medlemmer for et par år siden i dag kun har 12. Mange er ifølge formanden Mohammad Ismael blevet skræmt over at være udsat for mistænkeliggørelse i medierne, af poltitikerne og politiet.
*Mohammad Ismael har oplyst, at moskéen ikke har forbindelse til terror. Samtidig er han klar over, at politiet har holdt øje med moskéen, hvilket han finder ærgerligt: »For folk bliver bange og lader være med at komme her. Andre tror, at vi er fundamentalister, bare fordi vi har langt skæg. Men selv om vi føler med vore brødre i Afghanistan, Irak, Palæstina og Tjetjenien, er det ikke det samme, som at vi støtter Taleban eller Saddam Hussein«, har Mohammad Ismael sagt til Århus Stiftstidende.
*Situationen for den danske fange på Guantanamo-basen er i dag omtrent den samme, som den hele tiden har været. Han er ikke blevet stillet for en dommer, er hverken blevet mistænkt eller anklaget for noget, har ikke set en advokat og har ingen direkte kontakt med sin familie.
Til gengæld har han flere gange haft besøg af Røde Kors, ligesom PET ifølge den danske regering skal have talt med ham. Venstres repræsentant i Folketingets retsudvalg, Karsten Nonbo, udtalte for nylig til Information, at Venstre har fuld tillid til USAs behandling af den danske fange. Regeringen vil ikke sætte nogen grænse for, hvor længe det er rimeligt at tilbageholde ham på Cuba.