Læsetid: 4 min.

En munter lidelseshistorie

Korsriddere, reformatorer og hellig krig med Jens Albinus i hovedrollen. Information mødte skuespilleren før premieren i Basel
2. april 2003

Teater
»Silkeskoen er sådan en tekst... det er et køretøj... det er som at få 750 kubikmeter mellem hænderne, hvor man bare kan køre derudad og trykke den fuldstændigt af.«
Jens Albinus næsten stammer og fægter ambitionerne og begejstringen i luften. Det hele skyldes den franske diplomat og dramatiker Paul Claudels monumentale stykke Silkeskoen, som nu er blevet iscenesat af den schweiziske instruktør Stefan Bachmann på Theater Basel. En otte en halv time lang opsætning. Med Jens
Albinus i hovedrollen.
Stefan Bachman blev kendt i Danmark sidste år efter fadæsen på Det Kongelige Teater. Hans opsætning af Hamlet faldt fra hinanden efter skuespillerprotester mod en mongolid Ofelia.
»Attraktionen i Basel var selvfølgelig Stefan Bachmann: Endeligt var der en instruktør, der var så begavet, at jeg fik rum som skuespiller. Selvfølgelig er der
begavede instruktører i Danmark, men jeg var træt af at være ham, der altid sagde: Kan vi ikke spille noget andet. Bare der var nogen der havde en ambition om at bryde med det naturalistiske teater – og det fandt jeg hos Bachmann. Endelig, endelig, endelig får jeg lov til at være skuespiller.«
Jens Albinus er biografaktuel
i Niels Malmros’ At kende sandheden, en rolle han fik både en Robert og en Bodil for. Men som så mange teaterfolk siger: Det er ikke det samme. I polemikken efter den aflyste Hamlet-opsætning havde Albinus svært ved at skjule sin skuffelse, og sådan er det stadig.
»Det var en håbløs situation – og det var også derfor, jeg holdt op med at brokke mig. Problemet havde en større klangbund, sagde jeg: Der er sket noget i europæisk teater, som vi ikke har fanget herhjemme, og vi har brug for en ny Georg Brandes, der kan sige: Hallo, der sker noget! Der var rigtigt og det står jeg ved. Men jeg gider være den, der skal sige det. Det må jeg jo så vise. Værket må være argumentet.«

11. september i barokke klæder
Stykket har fået en fornem modtagelse i de tysksprogede aviser, og i Die Welt fik det Karsten Umlauf til at skrive:
»Hellig krig er kristendommens opfindelse... Og den energi, hvormed mennesker sprænger sig selv i luften for deres Gud, er ikke kristendommen fremmed... Det er på denne energi Paul Claudel har skrevet et teaterstykke.«
Silkeskoen er både en meget stor og en meget lille historie. Jens
Albinus spiller Don Rodrigo, der som stykket begynder træder ud af et kloster. Og da det hele er forbi, er han tilbage igen.
»I den klassiske fortælling starter du som et menneske uden erfaring, og så lider du og lever, og så ender du med erkendelsen. Sådan er det ikke hos katolikken Claudel: Den figur jeg spiller kan fra starten erklære hele programmet – det han mangler er blot at gennemlide og gennemleve det. Det er sådan en lang, munter lidelseshistorie.«
Når Jens Albinus taler, er det til tider svært at skille Stefan Bachmann fra Paul Claudel. Men da han siger: »Det er faktisk som at høre en dogmeinstruktør tale,« er det vist nok om Claudel:
»Han nærmest skriger: Hold hovedet fanatisk rettet mod hvad jeg siger – hvordan jeg siger det... smid det væk. Det er så sindssygt vigtigt og overpotenseret, og det bliver hamret ind igen og igen: Mennesket er ikke født til at være lykkelig, det er født til at fuldføre sin bestemmelse. Det hele starter med en mand, der ligger lænket på et skib. Halvt døende råber han til Gud: Herre, jeg takker dig, fordi jeg endeligt er fri, hvor jeg er ufri. Sådanne paradokser er der i hver af de 52 scener.«
»Det er Claudels tekst skrevet ned til kernen: Herre jeg takker dig, fordi jeg er ufri. Og til sidst står det menneske, mig, Rodrigo, som tager det individualiserede menneskes rejse til ende og giver afkald på sig selv og går stjernerne i møde. Det andet er hans datter, frugten af det et aldrig realiseret kærlighedsforhold, som tilslutter sig den hellige krig mod muslimerne og bliver religiøs fanatiker og et nyt Houellebecq-menneske, en usårlig, fanatisk kraft som er meget skræmmende. Både som værk fra Claudels side og fra Bachmanns side er det en fuldstændig urimelig høj ambition. Det handler ikke om en terapeutisk pointe om, at vi er narcissistiske som mennesker. Det er en kæmpe
kolos af en bygning.«

Et Houellebecq-menneske
– Hvad mener du med et Houellebecq-menneske?
»Datteren drager af sted og lader sin tro følgesvend drukne bag sig. Hun siger, det er lige meget, det drejer sig om at forfølge målet, det er alt, du som individ er intet. Det svarer meget til Houellebecqs fremtidsvision om individet. Han siger: Nu har vi i 400 år siden Reformationen tematiseret individet, nu er det på tide at komme videre. Man siger både ja og er meget bange. Der ligger skræmmende perspektiver derude, og de holdninger radikaliseres mere og mere, og det er påfaldende, hvor politisk aktuelt det her stykke er blevet.«
– Hvad er det Bachmann kan?
»Det er meget... forklaringen på at det fungerer så godt er nok, at jeg oppe i midt hoved, synes han er så god.«
Men, tilføjer Albinus, så god er han og så følger en forklaring:
»Jeg er gift med en kunstner, og ofte er jeg misundelig. Det er billedkunstnernes forbandelse og velsignelse, at de er så frie. Når de taler, er det altid lige på nerven: Hvad er kunst, hvordan ser det ud, hvorfor laver vi det? I teatret mødes vi ofte og siger: Vi skal spille Ibsen. Hvorfor? Fordi der er så og så mange billetter ude i Rødovre engang i juli. Det gør det selvfølgeligt nemt, men nogle gange er det altså fantastisk at kunne tale kunst. Det har vi gjort med Bachmann fra morgen til aften i fem en halv måned, og det har jeg fundet et rum for med de her legekammerater.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu