Læsetid: 5 min.

Musedans på Schröders bord

De er ikke mange og i det daglige politiske arbejde uden betydning – alligevel må kansler Schröder frygte 12 venstre-socialdemokraters angreb på hans omfattende reformer
28. april 2003

BERLIN – Når katten er ude, spiller musene på bordet, siger man. I påskeugen blev det gamle mundheld virkelighed i Tyskland.
Da den socialdemokratiske top låste kontorerne i Berlin for at tage på ferie, fik 12 SPD-medlemmer fra partiets andet og tredje geled travlt: De gik i aktion i medierne og på internettet, mens kansler Schröder gik rundt på en italiensk strand.
De 12 fra partiets venstrefløj, forklarede, at de ville redde Socialdemokratiet ved at stoppe de økonomiske reformer, kaldet Agenda 2010, som Schröder ønsker vedtaget inden sommerferien.
Timingen var mesterlig.
Under påskens nyhedstørke blev de 12’s budskaber nærmest skovlet ind i spalterne. Og naturligvis hjalp det på omtalen af oprøret, at den tidligere partiformand (og Schröder-fjende) Oskar Lafontaine under den traditionelle påskemarch for fred i Frankfurt holdt en dundertale om kanslerens valgbedrag – dele af talen endte i hans klumme i Bild Zeitung, landets største avis.
Kort tid forinden havde en række partiafdelinger gennemtrumfet, at Schröders reform-planer skal behandles på et ekstraordinært landsmøde i Berlin den 1. juni. Her håber de 12 oprørere at kunne fremlægge 67.000 underskrifter som støtte for deres krave om, at reformerne skal sendes til urafstemning blandt de 670.000 partimedlemmer.
Pressefolkene gned sig i hænderne: Oprør i SPD, Lafontaines comeback-forsøg, urafstemning på vej.
I løbet af påskeugen blev der spændt så mange snubletråde for kansleren, at der var håb om virkelige sensationer – et styrt eller i det mindste en dramatisk krise i SPD.
»Ingen af os vil vælte kansleren,« forsikrer Florian Pronold, 30 år, valgt i Bayern og blandt de 12 oprørere. I parlamentsgruppen kaldes han »Milchbubi« (knægten) på grund af sin forsigtige fremtoning – jakke, slips og vandkæmmet hår. Selv siger han, at han ikke kan gøre for sit udseende, og han lader sig ikke skræmme af bagtalelse. Som en af de 12 oprørere er han drevet af sin bekymring for, at »SPD vil blive ødelagt af reformerne«.
Det handler om social retfærdighed: Sygedagpengene skal ikke gøres til en privat forsikring, betalt af lønmodtagerne. Sikkerheden i ansættelsen skal opretholdes, arbejdsløses dagpenge skal ikke sænkes til bistandsniveau.
»Hvilken retning, politikken skal tage, er en sag for medlemmerne af det samlede parti, ikke kun partiformanden, og derfor har vi blandet os med ønsket om en urafstemning,« siger han selvbevidst efter et halvt år i Forbundsdagen.
Florian Pronold peger på, at de lavest betalte to-tredjedele af indbyggerne via indkomstskat og moms betaler samfundets udgifter, mens den rigeste tredjedel går næsten fri. »Det er uretfærdigt, og det skal man lave om.«
De 12 oprørere repræsenterer en gåde for både partiledelse og presse. Hvordan har de kunnet gennemføre deres aktion bag ryggen på gruppeformand Franz Müntefering?
Det står fast, at de 12 kommer fra vidt forskellige egne i landet. Nogle fra det østlige Tyskland, hvor beskæringen af dagpengene vil ramme ekstra hårdt. Her er ca. 20 procents arbejdsløshed, lavere dagpenge vil ikke anspore folk til at søge arbejde, for der er ikke noget.
Andre kommer fra det økonomisk tilbagestående Saarland i Vest og plejer kontakt med den tidligere partiformand Oskar Lafontaine (se portrættet), der er gået i fundamental opposition til den nuværende formand, kansler Schröder.
Og så er der folk som Florian Pronold fra Bayern, hvor de konservative (CSU) sidder tungt på magten – og SPD derfor må stille med markante budskaber for at blive hørt.
Partiafdelinger landet over melder om hastig medlemsflugt, udvalgte lokalformænd fortæller om stor frustration ved møderne. Men hvor udbredt frustrationen er, ved ingen i realiteten. Og en enkelt god nyhed rummer de hundredvis af udmeldelser, der hver uge når partihovedkvarteret: Hvert farvel betyder én stemme mindre mod reformerne ved urafstemningen.

Oskar vil tilbage
Al genklang til trods har de 12 oprørere et stort problem; de mangler en ordfører. De råder ikke over den stemme, der skal give deres argumenter vinger, men i teorien er hjælpen nær.
De seneste fire år har den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine ventet på denne konfrontation mellem parti og Schröder. Med reformballaden synes Lafontaines time kommet.
»Han (Schröder, red.) kræver, at hans parti og parlamentsgruppe løber fra deres ord om dagpenge, sikkerhed i ansættelsen og sygedagpenge. Men han har gjort regning uden vært. Socialdemokrater og deres parlamentsmedlemmer har anstand og æresbegreber. De vil ikke bedrage folket,« forudser Lafontaine. Lafontaine har præcis den retoriske styrke, som de 12 mangler. Han kunne blive deres talerør på det ekstraordinære landsmøde. Om han dukker op, er uvist.
»Vent og se, jeg har ikke besluttet mig endnu,« spinder han.
Der er stadig mere end en måned til landsmødet, naturligvis vil han ikke lægge sig fast. Han vil først tælle sammen og være helt sikker på, at han har den fornødne opbakning til sin holmgang med Schröder.
Når dørene til salen åbnes 1. juni, vil Lafontaine formentlig ikke være at finde blandt deltagerne.
Nok nyder oprørerne hans ord, men hans person er uønsket.
Han skal ikke regne med tilgivelse for sin flugt i 1999. Da han stak af fra posterne som partiformand og finansminister, svigtede han socialdemokratiske æresbegreber: Man rømmer ikke sin post, bare fordi man ikke selv kan lide at være der. Man bliver, og man kæmper.
Oskar Lafontaine var venstrefløjens mand i partiet – det er han ikke længere. Han beklæder rollen som manden med et hævnmotiv.

Tiden er knap
»Med Agenda 2010 kan vi løse vort lands problemer. Det vil flertallet i SPD,« siger Olaf Scholz, der er partiets organisatoriske leder og dermed Schröders mand til det grove arbejde i lokalafdelingerne.
På overfladen tager han det roligt. Han er overbevist om, at de 12 aldrig vil opnå flertal, og at urafstemningen vil ende med et ja.
Til slut vil de 12’s modstand blive brudt, og Agenda 2010 kan vedtages med SPD’s og De Grønnes stemmer, mener han.
»Der vil ikke være nogen afvigere i SPD-gruppen, når der skal stemmes om reformerne. Det er jeg fuldstændig overbevist om.«
Men Olaf Scholz ved også, at selve urafstemningen kan få én fatal konsekvens. Kommer den i stand, må reformerne udskydes i ca. et halvt år, så der bliver tid til medlemsdebatten. Så megen tid har hverken Gerhard Schröder eller Tyskland. Få måneder inde i året står finansminister Hans Eichel overfor at skulle fremlægge en tilføjelse til finansloven 2003. Der mangler omkring 100 milliarder kr. i statskassen.
Schröders problem er altså ikke et manglende flertal – det får han: Tiden er hans problem, det haster med løsninger og visioner.
I dag mødes den socialdemokratiske ledelse for at drøfte reformplanerne. I sidste uge signalerede Olaf Scholz, at man overvejede en skat på aktieafkast. Denne skat ville imødekomme de 12’s krav om social retfærdighed og større belastning af de rige, men længe levede hans overvejelse ikke. I weekenden blev den taget af bordet igen.
Musenes oprør fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu