Læsetid: 4 min.

Mutanterne kommer

En skruppelløs militærmand bedriver etnisk udrensning blandt mutanter i Bryan Singers underholdende og opfindsomme ’X-Men 2’, der under sin kulørte klædedragt har en dyb klangbund
30. april 2003

Ny film
Man skal passe på med ikke at læse for mange politiske budskaber ind i store, amerikanske underholdningsfilm. Men det er svært ikke at lægge mærke til de evigt aktuelle af slagsen i Bryan Singers tegneseriefilmatisering X-Men 2, der højlydt taler om tolerance og forståelse mellem mennesker – almindelige som usædvanlige.
Det er også de menneskelige kvaliteter, der giver det ellers meget kulørte X-Men-univers – både som film og tegneserie – en vigtig og klædelig psykologisk klangbund.
Men først og fremmest er Singers opfølger til sin egen X-Men dog et energisk og opfindsomt stykke underholdning, der benytter sig af alle tænkelige og utænkelige kneb for at fange og overraske sit publikum.
Et broget galleri af mutanter, den ene mere forbløffende end den næste, og en skarpt tegnet og kompleks følelsesmæssig konflikt mellem mennesker og mutanter udgør kernen i den solide historie. En historie, som tilmed kun er en lille del af en saga om den ene gang hvert tusinde år, hvor evolutionen tager et tigerspring fremad og skaber overmennesker, mutanter, med voldsomme fysiske og psykiske kræfter.

Etnisk udrensning
Det trækker op til krig mellem mennesker og mutanter, og professor Charles Xavier (Patrick Stewart), en magtfuld mutant, der leder en skole for begavede unge (mutanter) må sammen med sin usædvanlige lærerstab prøve at stoppe de kræfter blandt både mennesker og mutanter, som ikke tror på fredelig sameksistens.
Spærret inde i sit plastikfængsel manipuleres den ’onde’ mutant Magneto (Ian McKellen) ad kemisk vej af militærmanden William Stryker (Brian Cox) til at afsløre hemmelige oplysninger om Xavier, der kan bruges til at udslette alle mutanter på jord.
Stryker har en mutant-søn, Jason, og er overbevist om, at mutation er en sygdom, som kan kureres. Han bebrejder Xavier, at Jason aldrig er blevet rask og går ganske skruppelløst til værks i sit udspekulerede forsøg på at skabe krig mellem mennesker og mutanter for på den måde at kunne retfærdiggøre sin ’etniske udrensning’.
På tværs kommer naturligvis Xaviers X-Men, der tæller telepaten Jean Grey (Famke Janssen), Storm (Halle Berry), som kan kontrollere vejret, Cyclops (James Marsden) med laserøjnene og den egensindige Wolverine (Hugh Jackman), der kan takke Stryker for sine lange adamantiumkløer og ubehagelige mareridt om sin mystiske fortid.

Outsidere
Det er nemt at se på superheltegenren udefra og grine ad de stramme trikoter, fjollede navne og bizarre karakterer. Men vover man sig inden for i den farverige verden, vil man hurtigt opdage ofte nuancerede personer og intelligente historier, som ikke mindst pionéren Stan Lee og tegneserieforlaget Marvel har været garant for.
Det var i høj grad Lee, der ’fandt på’ at give sine superhelte –Hulken, De fantastiske fire, Spiderman og X-Men – ikke bare superkræfter, men også problemer med at kontrollere kræfterne. Lee skildrer dem som ensomme individer, outsidere, der ikke altid passer ind blandt andre, almindelige mennesker – selv om de i bund og grund ikke er så forskellige, når det kommer til tanker og følelser.
Peter Parker, den unge mand i Spiderman-dragten, må sande, at der følger betydeligt ansvar med betydelige kræfter. Og X-Men oplever kun alt for tydeligt, hvorledes deres evner skræmmer andre mennesker – som en anden hudfarve, en anden kultur, et andet sprog kan skræmme de, der ikke ved bedre.
Det er her, at X2 henter sin psykologiske tyngde.
Bryan Singer og hans effektsafdeling bruger alle tricks i den visuelle værktøjskasse for at overbevise publikum om, at mutanterne i X2 faktisk kan det, de ser ud til at kunne. Effekter, locations og kulisser blandes og smelter lydefrit sammen og skaber det i sagens natur nødvendige, fantastiske univers, hvor alt er muligt – uden at troværdigheden og ’realismen’ ryger sig en tur.
Allerede fra begyndelsen, hvor teleporter-mutanten Nightcrawler (Alan Cumming) skaffer sig adgang til Det Ovale Kontor og selveste præsidenten, er der gang i X2. Men der er også tid til at skildre de stille stunder, hvor tvivlen melder sig, og hvor f.eks. en ung, sårbar mutant mødes med vantro og afsky fra sin almindelige familie.

Lægger op til en tredje film
X2 er en bedre film end forgængeren, hvor mange kræfter blev brugt på at præsentere personer og trække konflikter op. Nu kan Singer koncentrere sig om at fortælle en historie og udvide den overvældende X-Men-mytologi, og han slutter af med at lægge op til en tredje film, hvor flere mutanter og vigtige øjeblikke i deres historie utvivlsomt vil blive afsløret.
Newton Thomas Sigels detaljemættede, velkomponerede billeder, John Ottmanns spændstige klip og kraftfulde musik og Singers instruktion af de fortrinlige skuespillere – ikke mindst Stewart og McKellen, der er en fryd at se og høre på i deres desværre alt for få scener sammen – er med til at gøre X-Men 2 til en popcornfilm af de rigtigt vellykkede.
Som under den glatte overflade altså rummer et almengyldigt budskab, det lige nu er svært ikke at lytte til.

*X-Men 2. instruktion: Bryan Singer. Manuskript: Michael Dougherty og Dan Harris. Amerikansk (Imperial, Palads og CinemaxX i København og rigtig mange biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu