Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

25. april 2003


Paul John Getty Jr., 70
*Selv om Paul John Getty II gennem det meste af sit liv flød i en olieformue, var han ikke fedtet. I de sidste 20 år af sit liv gav han – der var søn af J. Paul Getty, USA’s rigeste mand i den industrielle epoke – langt over en milliard kroner af familieformuen til det engelske filminstitut, kunstmuseer, det britiske konservative parti, minearbejdere der nægtede at strejke, strandede sælunger – og Surrey Cricket Club, som han i årevis var den entusiastiske præsident for. Det således begavede Storbritannien takkede den anglofile rigmand ved at slå ham til ridder, og Getty II blev britisk statsborger i slutningen af 1990’erne med ret til at kalde sig Sir.
Vejen til anerkendelse var lang og kroget. Som 27-årig blev han af faderen sendt til Rom, hvor han skulle lede Getty Oil Italia. Ledelse blev der dog ikke noget af. Den unge Getty var mere optaget af storbyens søde liv og fik sig snart en karriere som selskabsløve og narkoman. Med sin kone nr. to, en balinesisk fotomodel og filmskuespiller der senere døde af en overdosis, levede han som hippie. Mick Jagger tog i perioder del i festen.
Da hans kone døde, flyttede han til London i 1972, hvor han isolerede sig i sit hjem, der lå på bredden af Thames. Efterhånden fik han styr på sit misbrug, og da han for alvor kom til penge i 1984 efter salget af Getty Oil til Texaco, begyndte et nyt og bedre liv som Storbritanniens største og ind i mellem anonyme velgører.
Getty-familien og dens penge kom på avisforsiderne i månedsvis i 1973, da Getty Jr.’s 17-årige søn J. Paul den Tredje blev kidnappet af italienske gangstere. Kidnapperne krævede 25 millioner kroner i løsepenge, som Getty Jr. ikke havde. Den kidnappedes stenrige farfar nægtede at betale, af frygt for at opmuntre til flere kidnapninger blandt den store flok børnebørn. Farfaren skiftede dog mening, da en stump af den kidnappedes ene øre blev skåret af og sendt til Getty-familien med posten. Pengene blev betalt, Getty III slap fri, men noget hjerteligt forhold mellem Getty I og II blev det dog aldrig til. I 1994 giftede Sir Paul John Getty Jr. sig for sidste gang. Ved sin død efterlader han denne kone samt fem børn.lieb

Max Simonsen, 58
*ASF-Dansk Folkehjælps mangeårige generalsekretær Max Simonsen, Holeby, er død, 58 år. I op mod en snes år var han hjælpeorganisationens førstemand som leder af en forholdsvis lille stab med sæde i Holeby på Lolland. Den 96 år gamle organisation har rødder i arbejdersamaritterne, men har i de sidste godt 40 år udviklet sig til en organisation, der hjælper nødstedte og mindrebemidlede såvel i Danmark som i udlandet.
Simonsen stammede fra Herning, blev oprindelig uddannet som købmand, var siden i en periode sergent i ingeniørtropperne og kørelærer, inden han for alvor kom ind i fagbevægelsen, hvor han blev uddannelsesansvarlig for de fagtekniske uddannelser under Landtransportskolen/AMU.
Derfra gik vejen til ASF-Dansk Folkehjælp, hvor han i 1983 blev landssekretær med ansvar for det organisatoriske arbejde. Nogen tid efter overtog han generalsekretærposten, som han udfyldte med megen arbejdsiver og stor iderigdom. Max Simonsen medvirkede i høj grad til organisationens internationale engagement, i begyndelsen med bistand til ulandene, men i den sidste halve snes år overvejende til Østeuropa.
ASF-Dansk Folkehjælp har gennem de sidste 13 år modtaget 11.000 russiske børn på sommerlejr-ophold i Danmark. De modtages som led i et efterhånden fast samarbejde mellem den danske organisation og russiske myndigheder under etiketten ’Tjernobyl-børnene’. Børnene er mærkede af eftervirkningerne fra eksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl i det nuværende Ukraine i 1986.
Max Simonsen måtte bruge en del energi på at tilbagevise kritik af, at nogle af børnene måske ikke direkte var stråleramte. Som han så det, havde alle de russiske børn stort behov for en sommerferie i det rige Danmark hvortil kom, at læger bestandig kunne melde om strålefare i Tjernobyl-området foruden misdannelser og dårlig sundhedstilstand.
Simonsen var den drivende kraft i en organisation, som på basis af frivillige (4.000 medlemmer på landsbasis) udfoldede et vidtstrakt socialt arbejde for mindrebemidlede i Danmark samtidig med, at den – med økonomisk støtte fra den danske regering og EU – gennemførte krævende nødhjælps- og bistandsopgaver i udlandet såsom genopførelse af skoler og børneinstitutioner i jordskælvs- eller krigshærgede områder, drift af flygtningelejre eller udvikling af landbrugskooperativer.ritzau

Karim Karimov, 85
*Azerbajdjaneren Karim Karimov var ansvarlig for hvert eneste trin i udviklingen af Sovjetunionens succesfulde bemandede rumfartsprogram. Fra den første satellit Sputnik (1957) over Jurij Gagarin (1961) til den første bemandede rumstation Salyut (1971) og siden rumstationen Mir (1986) sad han som formand for ’luffarts-kommissionen‘.
Men ingen kendte hans identitet før Gorbatjovs ’Glasnost‘ og en artikel i Pravda i 1987. Til trods for at han var med ved alle ceremonierne havde offentligheden kun hørt hans stemme i æteren. »Jeg var en ’hemmelig’ general, der blot omtaltes ’Den unævnelige’ eller ’Den anonyme’« sagde Karimov i et interview til Aserbajdsjan International i 1995.
Rumkapløbet begyndte med Nazi-Tysklands sensationelle bombning af London med V2-raketter. V2’erne fløj over 300 km, og det fik Stalin til at sende Karimov til Tyskland for at plyndre de tyske tegninger.
»Amerikanerne kom først, og de fik fat i alle ’hjernerne’ som Werner von Braun,« huskede Karimov. Men russerne fik samlet dele nok til at selv at konstruere 10 raketter og i 1950 havde de raketter, der fløj 600 km og to år senere 1.500 km – »det var blot et spørgsmål om tid, inden vi havde interkontinentale raketter.«
I 50’erne og 60’erne blev rumfart med den tilhørende avancerede teknologi set symbol for en nations intellektuelle formåen.
»Hver eneste opsendelse var utrolig nervepirrende. Ville noget gå galt og det hele ende i tragedie? Presset var enormt,« sagde Karimov. »Jeg glemmer aldrig den morgen 12. april 1961, hvor vi sendte det første menneske i rummet. Det var en smuk dag i Leninsk nær Aralsøen i Kasakhstan. Jurij Gagarin havde sovet godt, faktisk meget bedre end os andre. Vi vidste det, fordi vi i hemmelighed havde fulgt søvnen med sensorer i sengen. Lift-off var kl. 9.07, og to timer senere kl. 10.55 havde fartøjet været rundt om jorden og var landet. Det var et fantastisk øjeblik i historien.«
Kerimov levede og åndede for rumfarten. »Jeg havde stort set ikke et privatliv.
Jeg arbejdede alle dage. Jeg kunne ikke være syg. Jeg havde ikke tilladelse til at blive syg.« Til trods for det var han glad for sit liv. »Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i mit liv, som jeg ikke ville bytte for noget i verden.« rkj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her