Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

11. april 2003


Philip Yordan, 88
*Kan man blive en af Hollywoods mest respekterede og anvendte manuskriptforfattere uden selv at skrive en linie? Kan man overleve alene på karisma, kynisme og smartness, ved at låne sit navn til skriverkarle, såkaldte ’negre’, der er villige til at gøre hele arbejdet for holde butikken gående?
Philip Yordan blev en af de mest forbløffende og omstridte manusforfattere i Hollywoods historie, fordi han satte ’neger’-arbejdet i system og profiterede gevaldigt af det. Hans fidus var at anvende forfattere, der i 1950’erne blev sortlistet og dermed arbejdsløse på grund af formodet kommunistiske sympatier.
Den forhadte McCarthyisme blev Yordans store chance, for nogle af de mest talentfulde manusforfattere måtte ikke længere optræde på forteksterne. Men ingen kunne jo kontrollere, hvad de skrev i deres (eller Yordans) arbejdsværelse.
En af dem var Ben Maddow, der f. eks. skrev den meget efterlignede klassiker Asfaltjunglen (1950) med John Huston, inden han blev sortlistet. Ham kunne Yordan bruge til film som Nicholas Rays Johnny Guitar (1954) og Anthony Manns Mænd i krig (1957), som også er blevet klassikere – med Philip Yordans navn på forteksterne!
Yordan havde sit navn på ikke mindre end et halvt hundrede manuskripter, meget imponerende, men så godt som alle hans credits anfægtes eller betvivles, som David Thomson skriver i The New Biographical Dictionary of Films.
Og Yordan selv bidrog ikke til at opklare mysteriet. Tværtimod vedligeholdt han løgnen i et berygtet interview, foretaget i 1962 af den senere instruktør Bertrand Tavernier i det højt ansete filmtidsskrift Cahiers du Cinéma. Her stod løgnene i kø, når Yordan fortalte malende om ’sine’ temaer og præferencer.
Men det står fast, at Yordan uddannede sig som jurist og startede som dramatiker med off-Broadway-stykket Any Day Now, der i 1941 bragte ham til Hollywood for at arbejde sammen med instruktøren William Dieterle. Yordan begyndte så at skrive B-film (eller gjorde han?), deriblandt Robert Mitchums første bedre film, og hans senere filmatiserede skuespil Anna Lucasta, en variation af O’Neills Anna Christie, blev i 1944 opført med succes af American Negro Theatre, der reviderede det, så det blev henlagt til et sort miljø.
Yordan blev Oscar-nomineret for sit manus til den realistiske gangsterfilm Dillinger (1945), og hans navn står også på forteksterne til film som Joseph L. Mankiewicz’ Hadets hus (1949 – Mankiewicz hævdede at have skrevet filmen selv), William Wylers Politistation 21 (1951), Anthony Manns Manden fra Laramie (1956) og samme instruktørs El Cid (1961 – også skrevet af den sortlistede Ben Barzman).
Efter sin storhedstid i perioden 1950-65 var Yordan aktiv med billige B-film og religiøse propaganda-strimler. Præcis hvor meget han skrev af alle de film, han tog æren for, vil aldrig blive opklaret.
Pim.

Viktor Karpukhin, 55
*Den højt dekorerede krigsveteran Viktor Karpukhin gjorde i 1991 det utænkelige for en KGB-general: Han nægtede at parrere ordrer.
Set med vestlige øjne gik Karpukhin med et slag fra skurk til helt.
I 1979 havde han ledet KGB’s elite Alpha-enhed i en special operation, hvor de stormede præsidentpaladset i Kabul, skød præsident Hafizullah Amin og indsatte den pro-sovjetiske Babrak Karim. Senere deltog han i antiterror-operationer i Georgien, og efter Sovjetunionens sammenbrud nedkæmpede hans styrker uafhængighedsforkæmpere i de baltiske stater. Han var en af Sovjetunionens mest trofaste generaler, der blandt mange hædersbevisninger bar Lenin-ordenen.
Men det ændrede sig den 19. august 1991, da hans øverstkommanderende KGB-chef, Vladimir Kryuchkov trådte ind på hans kontor, og meddelte at »landets skæbne lå i hans hænder.« KGB-chefen var med i et kommunistdrevet kup imod Gorbatjov og ville have Karpukhin og 15.000 KGB-specialstyrker til at fjerne modstandernes leder Boris Yeltsin, i det russiske parlament. »Jeg gjorde alt for at undgå at udføre ordren,« sagde han i et senere interview, »det ville have været et blodbad. Jeg nægtede.«
Tre dage senere faldt kupmagerne, Karpukhin trak sig tilbage og begyndte en ny og varieret karriere bla. som sikkerhedschef for Kazhakstans præsident og som deltager i et rally fra London til New York over Rusland og Beringstrædet.rkj

Cécile de Brunhoff, 99 år
*Elefanten Babar er blevet forældreløs endnu engang. Den konservatorieuddannede pianist Cécile de Brunhoff døde mandag i Paris 99 år gammel.
Det var hende, der en sommeraften i 1930, fandt på en godnathistorie til sine to små sønner. Om en lille elefant, hvis mor bliver skudt af en ond jæger, flygter ind til storbyen, finder en pung og køber sig en masse flot tøj, og så vender tilbage til junglen igen.
Det var sønnerne, der dagen efter krævede at få den illustreret af deres kunstnerfar Jean de Brunhoff. Han døbte elefanten Babar, opfandt en gammel dame, der var elefantens ven (og var pianist) og det var ham, der et par måneder senere signerede det første af fire succesfulde album. Cécile syntes ikke selv, at hendes indsats var værd at nævne.
I 1937 mistede Babar sin kun 37-årige far, der døde af tuberkulose. Cécile var overbevist om, at Babar gik i graven med ham.
Men i 1945 genoptog sønnen Laurent den elskede skikkelse, og der er skabt yderligere tredive album, solgt i millionvis af eksemplarer verden over.tib

Harold Coxeter, 96
*Store kunstnere taler ofte om en inspirerende muse, og for den hollandske tegner M.C. Escher hed musen Dr. Harold Scott MacDonald Coxeter.
De to mødtes i 1954 på et tidspunkt, hvor Coxeter var en anerkendt matematiker, der havde flere begreber opkaldt efter sig, f.eks. Coxeter- grupper.
Han var optaget af smukke symmetriske objekter kaldet polytoper med mere end tre dimensioner, som kun kan beskrives matematisk. Escher blev straks grebet af Coxeters verden og skabte sine værker som den uendelige trappe derfra. Også arkitekten Buckminster Fuller var kraftigt inspireret af Coxeter.
Coxeter huskede præcis det øjeblik, han begyndte at tænke over objekter i højere dimensioner. Det var på privatskolen, hvor han og en anden 13-årig dreng snakkede om tidsrejser ud fra H.G. Wells’ klassikker Time Machine. Den anden spurgte om han troede, rejser i tiden ville blive muligt, og efter lidt tid svarede Coxeter, »man vil formentlig skulle bevæge sig ind i den fjerde dimension.« De legede med idéen om flere dimensioner, men for Coxeter fortsatte legen hele livet, først på Cambridge University og siden på University of Toronto.
Coxeter havde mange kunstneriske evner, specielt indenfor musik, men det blev interessen for symmetri, der drev ham til en karriere i matematik, som han elskede gennem hele livet – »Jeg har været ekstremt heldig at blive betalt for noget, jeg havde lavet alligevel,« skrev han. rkj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu