NEKROLOGER

Jørgen Jespersen, 77
*17 år gammel gik gymnasieeleven Jørgen Jespersen ind i BOPA, den kommunistisk ledede modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, hvor han under dæknavnet ’KK’ var en af de allerflittigste sabotører.
»Vi var stærkt provokerede af, at den ældre generation totalt havde svigtet ved at sælge landet uden at gøre modstand,« fortalte han siden. »De fleste danskere var passive, og mange talte om, at Hitler havde fået togene til at køre til tiden og afskaffet arbejdsløsheden. Mens nordmændene kæmpede, sendte Danmark landets produktion til Tyskland og bøjede sig gang på gang for tyskernes krav. Vi følte et stort raseri mod de ældre, som blev ved med at give efter og dermed forråde landet.«
Jørgen Jespersen deltog i en række af de vigtigste sabotager mod virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten, bl.a. Glud & Marstrand (1943), Burmeister & Wain (1943), Globus (1944), Riffelsyndikatet (1944) og Torotor (1945).
’KK’ deltog desuden i likvideringer, bl.a. var han en af de tre, der en septembermorgen i 1944 skød Aage Petersen, propagandachef for Schalburgkorpset og far til de senere forfattere Leif Panduro og Ulrich Horst Petersen.
På trods af sin unge alder blev ’KK’ afdelingsleder i BOPA med 40-50 mænd under sig i besættelsens sidste tid og arbejdede tæt sammen med organisationens leder, Børge Thing.
Den mest dramatiske episode i Jørgen Jespersens tid som modstandsmand fandt sted en februarformiddag i 1945. Det tilbageværende relikvie er en mørk herrefrakke med fem røde og hvide cirkler fastgjort på stoffet, som hænger i en montre på Frihedsmuseet. Cirklerne markerer de skud, som gik gennem ’KK’s frakke, da han mirakuløst slap uskadt fra en Gestapobetjent på Axeltorv. På vej til fods fra Vesterport mod Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus havde ’KK’ pudset næse og benyttet lejligheden til at afsikre sin pistol i frakkens inderlomme. På vej over sporvognsskinnerne på Axeltorv råbte ’KK’ pludselig »pas på bilen«, og idet Gestapobetjenten kiggede væk et øjeblik, skød ’KK’ gennem frakkelommen. Men da han derpå ville skyde Gestapomanden i hovedet, sad der lommeuld i pistolen, som klikkede. I stedet flygtede han i siksak hen over torvet, mens Gestapobetjenten tømte sin pistol efter ham, og kun ramte frakken.
Efter krigen indrulleredes Jørgen Jespersen i ingeniørtropperne og tog en uddannelse som civilingeniør. Efter en karriere på mere end 40 år i forsvaret gik han på pension med rang af oberstløjtnant. I 1993 udgav han en erindringsbog med titlen Afdeling KK.pa

Daniel P. Moynihan, 76
*Han var en sjælden fugl i amerikansk politik. Det var ikke til at gå glip af, når man først hørte Moynihan tale. Her var en akademiker, der talte som en stereotyp professor med referencer til antik græsk filosofi. Han lignede oven i købet den intellektuelle i elfenbenstårnet med sine store uglebriller og akavede armbevægelser.
Moynihans stemmeføring var noget af det mest besynderlige. Første gang jeg hørte hans engelske, troede jeg han var brite eller snarere irer. Senere gik det op for mig, at hans udtale var affekteret, en distinkt form for amerikansk-engelsk, som stadig tales af nogle i den angelsaksiske overklasse i USA. Men Moynihan kom til verden i provinsbyen Tulsa, Oklahoma i en middelklassefamilie. Hans far forlod familien efter nogle år. De hørte ikke til ham siden.
Det var en erfaring, som Daniel tog til sig. I 1965 var han formand for en kommission nedsat af præsident Lyndon B. Johnson, der påpegede, at det voksende antal børn født udenfor ægteskab bidrog til nedbrydningen af sorte amerikanernes familiestruktur. Denne iagttagelse blev anset for kvasiracistisk i sin tid, men Moynihan var ikke til at definere som politiker.
Han var ’liberal’ demokrat på visse områder og nykonservativ på andre – nykonservativ forstået som antikommunistisk og kritiker af den form for social bistand, som gjorde modtagere kronisk afhængige af staten. På den anden side beskyldte han i 1996 præsident Bill Clinton for at have svigtet børn i fattige familier ved at stramme kriterierne for socialhjælp. »Præsidenten bør skamme sig,« sagde Daniel Patrick Moynihan.
Da han i 1976 stillede op som demokrat til senatsvalget fra New York, hvortil han var flyttet som dreng med sin familie, vandt han med opbakning fra den sorte og jødiske befolkning. Samme år havde han været den republikanske præsident Gerald Fords FN-ambassadør og åbent forsvaret Israel i Sikkerhedsrådet mod forskellige anti-zionistiske resolutionsforslag. Moynihan angreb også Sovjetunionens politik i Den Tredje Verden og var en af få Kreml-kendere, der forudsagde det kommunistiske imperiums sammenbrud.
Han vandt let genvalg til Senatet gennem 25 år, men et svækket helbred - ikke mindst på grund af alkoholmisbrug - ansporede ham til at opgive pladsen i 2000. Men inden da salvede han Hillary Clinton som sin efterfølger. Moynihan døde af en infektion pådraget efter fjernelse af hans blindtarm. burch

Rem Krasilnikov, 76
*Til trods for, at Rem Krasilnikov var hjernen bag den kolde krigs mest overlegne efterretningssejr, forblev den sølvhårede KGB-spionchef et mysterium for CIA.
Året 1985-86 omtales blandt koldkrigs-historikere som spionernes år. Det var her KGB optrevlede CIA’s møjsommeligt opbyggede netværk af spioner og dobbeltagenter. I sommeren 1985 kunne CIA blot iagttage, at den ene værdifulde kilder efter den anden blev arresteret. For at gøre ondt værre blev spionerne pågrebet præcis i det øjeblik, hvor de udvekslede papirer med en CIA-agent – oftest en diplomat, som straks blev udvist med megen selvretfærdig sovjetisk indignation.
De sovjetiske afsløringer blev udført med en sikkerhed og en præcision, der ikke lod nogen tvivl stå tilbage, om at en central hidtil uset stormester havde taget over i KGB. Alligevel stod CIA på bar bund. De kendte ham kun som ’professoren‘ og de agenter, der var oppe imod ham, fortæller, at det føltes som en virkeliggørelse af den mystiske superspion ‘Karla’ fra John le Carré’s banebrydende spiontrilogi.
Med udgangen af 1986 var stort set hele CIA’s spionnetværk i Sovjetunionen optrevlet.
Rem Krasilnikov blev nærmest født ind i KGB. Hans far var officer i NKVD – forgængeren til KGB – og så tro mod Lenins drøm, at fornavnet Rem er en forkortelse for ‘Revolyutsiya Mirovaya’, verdens revolution. Selv giftede Krasilnikov sig med en kvinde, hvis forældre havde kaldt hende Ninel – Lenin bagfra. Efter 20 års ’udenrigstjeneste‘ i Canada og Libanon kom Krasilnikov omkring 1970 tilbage til Moskva som chef for den del af KGB rettet imod det britiske efterretningsvæsen MI-6. Her fik han stor glæde af to tidligere afhoppere – Kim Philby og George Blake. I 1979 rykkede han en tak op i hierarkiet som chef for indsatsen imod USA.
Måske var Krasilnikov et geni eller også var han bare meget meget heldig. Under alle omstændigheder, stod han i 1984 med en række højtplacerede afhoppere og dobbeltagenter. Vigtigst var CIA’s chef for anti-sovjetisk efterretning, Aldrich Ames, og den erfarne FBI-agent Robert Hanssen, der til sammen afslørede stort set alle russere på CIA’s lønningsliste.
Med murens fald i 1989 blev Krasilnikovs sejre blot en fodnote i Sovjetunionens historie, men han fastholdt sin store interesse i efterretningsarbejdet, som han sværgede til til det sidste. »Det er absurd at tro efterretningstjenesterne vil stoppe deres aktiviteter,« skrev han efter Hanssens afsløring 2001, »Rusland gør i hvert fald ikke.« rkj

Edwin Starr, 61
*Med sit verdensomspændende 1970-gennembrud »War«, som også gav ham en Grammy Award, præsenterede Edwin Starr, født Charles Hatcher, på samme tid en sort protest mod Vietnamkrigen og et af de mest gennemslagskraftige soulhits, der er udgivet. »War, what is it good for? Absolutely nothing! Say it again!« I al sin gribende enkelhed et budskab, der skar direkte igennem tidens politiske retorik, og helt ind på dansegulvet – uden at miste sin styrke.
Onsdag døde Edwin Starr af et hjertetilfælde i sit hjem i England, på et tidspunkt hvor sangen er mindst lige så aktuel som den var dengang. Den Nashville-fødte sanger gjorde sin militærtjeneste færdig(!), inden han i midten af 60’erne slog igennem med soul-hit’et »Agent Double-O-Soul«, blev købt af Motown Records, og fik en solid karriere, der afsluttedes med mange år i England, hvor han især optrådte med revival-shows.
I 1974 skrev han soundtrack’et til blaxploitationfilmen Hell Up in Harlem, efterfølgeren til Black Caesar.
3. marts i år indledte Bruce Springsteen sin koncert i Austin, Texas, præsident Bushs hjemstat, med nummeret »War«. Uden yderligere kommentarer.ross