Læsetid: 2 min.

Jeg er nok mest til Marx

30. april 2003

Spot
Denne sides oversigter kan bruges til meget. Herunder som en endeløs fortegnelse over steder, man har været – og kunne have været, hvis interessen havde manifesteret sig.
I dag går turen så til Samos, en af de mange græske øer, hvis beliggenhed kunne forlede en ukyndig til at tro, at den var tyrkisk – ligesom Bornholm, eller var det Christiansø(?), først blev besat af tyskerne med nogen forsinkelse, fordi værnemagten troede, at øen var svensk.
Helt så langt tilbage i tiden skal vi ikke. Vi nøjes med sommeren 1986. Det var dengang, græske øferier ikke for alvor var blevet plebsede og overhalet af riverrafting, Bali og mere eksotiske adspredelser. Det var eksotisk nok, at kun de færreste interrailere gad rejse så langt. En togtur til de græske øer, hvis De forstår...
Det var endnu ikke blevet umoderne at læse om den blodige græske efter- og koldkrigshistorie, besøge den tidligere fange-ø Ikaria, fordi bl.a. Mikis Theodorakis blev interneret her efter borgerkrigen, lytte til Eurythmics – eller gøre det på kasettebånd. Det var også før plastikkortene fortrængte postchecks som markedets mest elastiske ferievaluta for fattigrøve.
Det var kort sagt før – eller midt under om man vil – altings forandring.

Et af rejsens litterære samtaleemner var de første af bind af Regine Deforges fortælling om pigen, der på en blå cykel tramper sig gennem det 20. århundredes franske historie med senere afstikkere til Indokina, Cuba og Algeriet – dog næppe på cykel. (Se i øvrigt gårsdagens tekst på denne plads.)
Pigen med cykel, krig og kærlighed blev aldrig noget, jeg tændte på, som man sagde på den tid. Og hun blev, som dagene gik, et samtaleemne forbeholdt de par stykker, der faktisk læste bøgerne.
Marx Brothers fik derimod af en eller anden grund bedre fat om bredden i selskabet. Om det skyldes deres anderledes håndtering af begreber som krig og kærlighed end Regine Deforges får stå hen i det uvisse (Groucho Marx har f.eks. forfattet bogen Kærlighed fra A til B – en elendig elskers erindringer (titlen er sjovere end bogen)).
Spørg ikke hvordan, men den slags sker, når man har ferie og tankerne kan flyve fri af pligter: Ferien huskes i dag mest for den lethed, hvormed klip og citater fra snart sagt samtlige Marx Brothers-film strøg hen over det østlige Ægæerhav.
I aften vil mønsteret gentage sig i en tillempet form: Jeg dropper også tredje og sidste afsnit af Pigen med den blå cykel. Ikke af principiel modvilje mod en historie jeg aldrig har læst – men fordi en venlig nabo har lånt mig et alternativ, som – har erfaringen lært mig – ikke kan skuffe: Marx’ Go West på video.

DR1 kl. 22.00: Pigen med den blå cykel (3:3)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her