Læsetid: 3 min.

Nordboerne og nødvendigheden

Den ydre verden svedes væk, når filminstruktøren Ulrik Wivel indfanger dansetrangen
30. april 2003

Kortfilm
Hvor lidt dans kan der være i en dansefilm? Og hvorfor ikke bare kalde korte dansefilm ’kortfilm’?
Fredagens premiere på 10 Moving North er blevet lanceret som 10 nordiske dansefilm. Alligevel er det slående så lidt dans, der er i disse film. De sære nordboere i filmene har mere travlt med at udleve nogle skrøbelige og forvredne livssituationer rundt omkring i deres køkkener og for foden af deres bjerge. Danserne sidder og drømmer over kaffen, kryber langs bildørene, sidder til portræt hos fotografen, tager en slapper i badekarret eller trasker målrettet gennem sneen. Men danse, sådan rigtigt danse, gør de kun i glimt. Selv en Fred Astaire-inspireret dans i et supermarked bliver ikke til andet end nogle musicalagtige benspjæt på trappetrin. Og en færøsk kædedans med sidetrin fortoner sig i cigaretrøg og masser af snaps, også til kameramanden.
De nordiske kroppe kommer faktisk ofte så tæt på kameraet, at de opløses. Kroppene mister deres helhed og skæres over, og kameraet
zoomer ind, så huden forvandles til symbolske landskabsmønstre. Nogle få kroppe hjælpes op at flyve eller ned at lande igen med filmtrick, godt humør og indflettede røntgentegninger, men kropsligheden som sanselighed er svær at finde. Drømme om frigjort, erotisk dans fra de langhårede højt mod nord indfries i hvert fald ikke.
Danseundtagelsen kommer faktisk fra den eneste danske filmskaber – instruktøren og koreografen Ulrik Wivel, der har en international balletkarriere bag sig samt bl.a. filmen Dancer med Nikolaj Hübbe. Hans film Urge skildrer trangen til at danse. Ikke ønsket om applaus og ydre succes, men simpelthen nødvendigheden af at udtrykke sig som menneske og kunstner gennem kroppen.
Ulrik Wivel søger tydeligvis at indfange en dragning mod dansen, der er hævet over dansegenrer og teknisk baggrund. Og hans film foregår nøgent og usentimentalt i et dansestudie – et smukt, smukt, men også mystisk og vemodigt dansestudie med det blåeste blå lys gennem vinduerne.
Her danser fire dansere som gjaldt det selv eksistensen – de klassiske dansere Mads Blangstrup og Amy Watson og de moderne dansere Marylise Tanvet og
Edhem Jesenkovic. De klassiske sætter af til spring og drejer piruetter som gådefulde guder, og de moderne dansere snor sig ind og ud af hinanden som legende leoparder. Der findes intet andet end selve dansen. Den ydre verden er svedt væk – kun Tobias Wilners dybdemusik kan ændre kroppenes udtryk. Der kan med andre ord nemt blive dømt klassiker over denne lille fem-minutters perle, netop fordi filmens forløsning ligger i selve den kropslige selvforglemmelse.

Der gik hul
Men også islændingene byder på dansebesættelse. I filmen ’burst’ af koreografen Katrin Hall og instruktøren Reynir Lyngdal udfolder den nordiske blondine Kata Johnson og den muskuløse viking Elias Knudsen deres lagenøvelser for fuldt udspring. Enhver omfavnelse præciseres som hofteholdte drejninger i et hovedspring, og koreografien bliver en grotesk kommentar til sportspræstationer udi erotikken. Der går imidlertid ikke bare hul på de karikerede drifter, men også på hotelværelsets vandhane, og så fosser alt over...
Humoren har det herligt i denne våde verden, men islændingene formår faktisk også at give dansefilmen et strejf af reklame og MTV, som byder den almindelige fjernsynsseer indenfor. Altså en mainstream-appeal, der ikke lader til at begrænse udtrykket, men som tværtimod forstærker filmens pointe.

Vis de gale i tv
Netop dansefilmens mulige kommercialisering var et af emnerne for det to-dages seminar, som NordScen og initiativtagerne Vibeke Vogel og Magne Antonsen arrangerede i forbindelse med premieren. Her faldt talen på danseverdenens forkærlighed for betegnelsen ’video dance’, mens resten af filmverdenen blot kalder genren for ’kortfilm’. For er genren nødvendig – eller virker ordet ’dansefilm’ faktisk afskrækkende?
Hvorom alt er, så er det fem-årige Moving North-projekt nu realiseret: 10 gale nordboere har skabt 10 mere eller mindre gale film. Og som dramaturgen Gunilla Jensen fra Svensk TV udtrykte det:
»Tv er et optimalt medie for kortfilm som disse her, men i den nuværende programlægning passer de ikke ind i programfladerne. Den kunstneriske drøm ville være, at alverdens kortfilm blev vist lige efter nyhederne kl. 21. Bare fem-ti minutter hver dag. Så ville der heller ikke længere være noget underligt over begrebet ’dansefilm’.«

*’10 Moving North’. Ti korte dansefilm fra Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige. 52 min. Initiativtagere: Vibeke Vogel og Magne Antonsen.
Seminar afholdt på Skolen for Moderne Dans på Holmen fr.-lø.
Vises bl.a. på GRAN – teater for dans i Århus i morgen 30. apr. samt i Filmhuset i København 22., 28. og 31. maj

*www.movingnorth.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her