Læsetid: 4 min.

Ofre for politisk selvtilfredshed

Vaskede hænder og Colgatetænder
11. april 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Efterhånden som CNN er blevet den amerikanske regerings talerør, kan man glemme den journalistiske troværdighed og rette sin opmærksomhed mod korrespondenterne selv. Se, hvordan de, med Christiane Amanpour, Wolf Blitzer og Nic Robertson i spidsen, udtrykker sig med vildt overdreven læbeformulering af vokalerne, som om de mener, at vi er døvstumme alle sammen. Og bemærk, hvordan de og deres kolleger, formodentlig efter påbud fra ledelsen, har fået kunstigt perlemor på tænderne, så de ligner reklamer for Colgate. For mig understreger det kun, hvor poleret det hele er.
Det er lidt et paradoks, at jeg ikke vil have noget med den forbandede krig at gøre, som de hele tiden snakker om, fordi det samtidig forekommer mig svært at se på andre programmer bare for at lade mig underholde. Så kunne jeg selvfølgelig lade være med at se fjernsyn i det hele taget. Men det kræver min angst, min bekymring, min vrede og måske også lidt min nysgerrighed, at jeg gør. Foruden min kulturredaktør.
Et paradoks i paradokset er det så desuden, at vi jo godt ved, at vi ikke kan regne med det, vi ser på tv – eller i hvert fald ikke med det, vi hører. Om det vi ser så også er det, vi ser – ja, det afhænger jo af øjnene, der ser det. For eksempel når man ser et minimissil forlade en kampvogn og flyve lavt hen over en mark og en flod og med stor effekt slå ned i et hus ved flodens modsatte bred. Når røgskyen har lagt sig, er der ikke mere noget hus ved flodens bred. De mennesker, der eventuelt var inde i huset, er heller ikke mere. Om de så var børn, unge eller gamle, mænd eller kvinder, civile eller soldater. De er væk. ’Oprydning’ kalder militærfolkene det sagligt, når de venligt forklarer studieværterne, hvad der foregår.
Jeg kan ikke – når jeg ser disse billeder – lade være med at tænke på de abstrakte mennesker, der her blev ’ryddet op’ for øjnene af mig. På at hvert enkelt af dem var et individ, et enestående mirakel der boede inde i sig selv med en verden af drømme og håb og tanker og glæder og sorger. På at de hver især, og muligvis i fællesskab, indtil det sidste måske havde en forestilling om, at de havde en fremtid for sig. Måske var det en gruppe, der befandt sig på en så udsat post, at de godt vidste, der var en mulighed for, at det kunne gå galt. Men de har nok ikke troet på det. Håbet var sikkert stærkere end frygten. »Det kan ikke passe, at vi skal dø,« var måske det sidste, de tænkte.
Vi går vel alle rundt og har en forestilling om, at vi har en fremtid af en eller anden varighed, længere eller kortere alt efter, hvor gamle vi er. Eller bliver. Den eneste udsendelse, jeg har set i denne uge, der ikke handlede om krigen, var et ret gribende dokumentarprogram på DR 1 søndag aften.

Lille pige i ældet krop
Det handlede om en lille pige, Sabrina fra Schweiz, der led af progeria – også kaldet Hutchinson-Gilfords syndrom. Det er en uhyggelig, men heldigvis meget sjælden sygdom, der dukker op hos børn i toårsalderen uden varsel og medfører, at de ældes otte gange hurtigere end normale mennesker.
Det vil sige, at Sabrina, som i dokumentarfilmen var en normalt begavet pige på 12 år, levede i en krop, der – bortset fra størrelsen – lignede en 96-årigs krop. Til forskel fra de fleste af os andre, der ikke ved, hvor gamle vi bliver, så vidste Sabrina, hvor gammel hun ikke ville blive. Langt de fleste med progeria dør, når de når 15-årsalderen. Det nåede Sabrina ikke engang. Dødsårsagen er det, som gamle mennesker dør af; åreforkalkning, blodpropper, forfald – alderdom kort sagt.
Og her kommer så atter et paradoks. Nu kender vi – eller videnskaben gør – arvemassen så godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før man finder ud af det, der hedder telomeernes betydning for vores aldringsproces. Kan vi eliminere dem og foranledige det modsatte af det, progeria gjorde ved Sabrina, så kan vi måske forlænge livet i det uendelige. Så får vi pludselig det evige liv. Men hvad skal vi med det? I det evige liv behøver ingen ting at ske i dag. Det kan ske i morgen eller om hundrede år. Eller slet ikke. Og så kan vi jo lige så godt være døde.
I lande som Schweiz og Danmark rammes højst ét barn af progeria om året. Sabrina var altså noget helt specielt, da hun døde som offer for et af naturens biologiske luner. Men de ukendte mennesker i huset ved floden, og alle de andre døde, vi har set eller ikke set på tv i denne krig, var også hver især helt specielle, da de døde som ofre for smilende politikeres selvtilfredse luner.
Med eller uden Colgate.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her