Læsetid: 12 min.

Ofte stillede spørgsmål

Den britiske avis The Independents udsendte medarbejder i Irak, Robert Fisk, som i de sidste uger også har forsynet Informations læsere med sine engagerede reportager, svarer på en række
19. april 2003

ofte spillede spørgsmål

Hvor er masseødelæggelsesvåbnene?
Det virkelige spørgsmål er/var vel egentlig: Er der nogen? Lad os se på kendsgerningerne. FN’s våbeninspektører fandt aldrig nogen efter de vendte tilbage til Irak. Blix anklagede faktisk Irak for at aflevere en ufuldstændig opgørelse både over import af varer der kunne være anvendt til sådanne våben, og over tidligere lagre.
I lyset af det kaos, der herskede i Irak efter 1991 – se blot på, hvor hurtigt hæren brød sammen denne gang – ville det ikke være overraskende, hvis Irak havde mistet overblikket over de gamle sprænghoveder og lignende.
General al-Saadi, Saddams specielle forbindelsesofficer til FN’s inspektører, overgav sig til amerikanerne lørdag efter et interview med tysk fjernsyn, hvor han gentog, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Han ville have været af meget større interese for amerikanerne, hvis han havde sagt, at der var sådanne våben.
Jeg mødte en af Saddams førende atomfysikere i eftermiddag – jeg kan ikke videregive hans navn i denne historie, men jeg kender det, og jeg kender hans telefonnummer. Han forlod Iraks atomvåbenprogram i 1991, men arbejdede for både Sharistani (chefen for atomvåben, som flygtede til Teheran i 1991, og som jeg også kender) og dr. Jaffar. Denne mand – som hader Saddam – insisterede over for mig, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Ved Sikkerhedsrådsmødet den 5. februar fremviste Colin Powell tydeligvis utroværdigt materiale. Fotos af et »våbenarsenal« taget før og efter FN-inspektørernes besøg viste sig at være taget med flere ugers mellemrum.
Efterforskningsmateriale, der »beviste«, at Irak skaffede sig uran eller andet fissions-materiale fra Afrika, viste sig at være forfalskninger. USA har siden indrømmet dette – og i sidste måned varslede FBI en undersøgelse omkring kilden til de falske dokumenter. (Man kan næppe nære store forhåbninger til svarene, da kilden efter sigende er Israel). Under Powells præsentation for FN’s Sikkerhedsråd viste han lysbilleder af en kunstners fortolkning af et specielt ombygget tog, i hvilket man foretog eksperimenter med masseødelæggelsesvåben (for at undgå at inspektørerne opdagede dem). Hele jernbanenettet er nu på amerikanske hænder – så hvor er toget? Vi kan kun formode, at det ikke eksisterer. En nær ven af Saddam (bosat uden for Irak) fortalte mig for nogle uger siden (før invasionen), at Saddam »muligvis havde et par gamle kemiske våben«, men at de sandsynligvis ikke længere virkede.
Det mest indlysende spørgsmål siger meget mere: Hvis han havde sådanne våben, hvorfor benyttede han dem så ikke?

Hvor er Saddam?
Som man vil vide, er mit første gæt Hviderusland (fordi Minsk er et så frygteligt et sted, at den fortjener ham, og vice versa).
Der er de sædvanlige irakiske rygter – at han bor sammen med sine håndlangere i et omfattende system af underjordiske gange under Bagdad. Jeg elsker dette rygte, fordi en amerikansk officer i det centrale præsidentpalads i Joumhuriyah – erobret og nu beboet af amerikanske styrker – i sidste uge fortalte mig, at hans venner i marinekorpset havde brugt dage på at lede efter hemmelige gange og tunneller uden at finde nogen. Men vi ved, at sådanne tunneller eksisterer ved paladset – ja, selv irakerne pralede med dem – for Saddam ville aldrig lade sin personlige sikkerhed afhænge af sikkerhedsforanstaltninger, der var så elendige, at han kunne risikere at blive fanget i sit eget palads uden muligheder for flugt. Glem alle dobbeltgænger-historierne – og alt det vås om plastisk kirurgi – disse er blot populistiske journalisters røverhistorier.
Mange irakiske mænd ligner Saddam – de efterlignede hans moustache – lige så mange libyere ligner fortvivlende meget oberst Ghaddafi. Jeg har ingen beviser for, at en dobbeltgænger nogensinde optrådte som Saddam. Hans tv-transmitterede tur rundt i byen for en uges tid siden viste den ægte vare. Jeg mødte to mænd, som så ham og så hans velkendte vorte på venstre kind.
Han blev ikke dræbt under det brutale bombardement af Mansur-området i Bagdad. Man fandt 14 dræbte, alle civile. Det er fristende at tro, han er undsluppet via Damaskus, men anklagerne om en syrisk medvirken – hurtigt fulgt op af, naturligvis, de sædvanlige advarsler fra Israel, som allerede gør sig klar til den næste amerikanske invasion af et arabisk land – lyder ret tynde i det, hvis vi betænker alle de løgne, vi har fået fortalt om Irak, løgne, der skulle overtale os til overhovedet at gå i krig. Jeg tror, syrerne kunne finde på at lade Saddams drenge slippe igennem landet – forholdet mellem Damaskus og Bagdad forbedredes i løbet af de seneste tre år, til dels fordi Syrien, med rette, frygtede, at hvis Irak faldt, ville Syrien blive USA’s næste mål.
Syrien havde udvidet sin handel med Irak (selv mine halstabletter, købt her under krigen, var fremstillet i Syrien – ligesom min håndsæbe). Men at skjule Saddam inden for egne grænser ville være det samme som at bede om at få et cruisemissil rettet mod sit præsidentpalads. Så hvad med en flugt fra Damaskus til Hviderusland, ja, måske endda Moskva? Amerikanerne står dårligt, når det drejer sig om at fange dem, de har sværget, de ville tage til fange. De kan ikke engang finde den irakiske informationsminister. De kunne ikke fange Osama bin Laden. De kunne ikke engang fange Mullah Omar.
De fik ikke fat i Karadjic. Eller Mladic. Amerikanerne hævder nu, at det ikke er så vigtigt at få fat i Saddam. De tager fejl. Irakerne taler allerede om »sammensværgelser«, hvor den farligste er, at amerikanerne bevidst har ladet ham overleve – som de gjorde i 1991 – og at de har planer om at genindsætte ham. Derfor frygter mange irakere stadig for at samarbejde med amerikanerne. Min egen chauffør nægtede i dag først at køre hen til et af sikkerhedstjenestens kontorer, der nu var plyndret – fordi, som han sagde »vi kan ikke være sikre på, at Saddam ikke vender tilbage.«

Hvor mange er døde?
Det er altid svært at få oplyst, når man taler om den tabende parts faldne fordi de kartoteker, der indeholder tallene, bliver mere og mere unøjagtige, efterhånden som krigen skrider frem – og tabes – eller de bliver brændt, som tilfældet var i Irak – da krigen endelig var slut.
Iraks forsvarsminister udtalte en uge før krigens afslutning, at Republikanergarden uden for Bagdad havde måttet »yde nogle ofre«. Jeg regner med, at på krigens sidste dag var mere end to tredjedele af de 100 sårede den dag på Khairallah-hospitalet soldater. I nogle tilfælde fik vi de nøjagtige tal på civile dræbte i visse specifikke områder. Man kan læse mine rapporter om bombningerne af markederne i både Shaab, Shula og Mansur (tabstallet ved sidstnævnte: 14 civile).
Efter Golfkrigen i 1991 nægtede amerikanerne – hvis tropper havde begravet tusindvis af døde irakere – at afsløre massegravenes nøjagtige placering, selv til Røde Kors’ internationale ledelse. Det lykkedes mig at identificere én massegrav for Røde Kors – jeg havde set amerikanerne lægge ligene i graven – og Røde Kors åbnede den og sendte ligene tilbage til Irak. I nærheden åbnede Røde Kors en anden massegrav, som indeholdt ligene af 11 irakiske soldater og en kvinde. De var alle bagbundne. Jeg har altid haft en mistanke om, at den egentlige grund til, at USA ikke har afsløret placeringen af massegravene fra 1991, er, at man ville finde andre lig af folk, som har lidt en usædvanlig død. Uanset hvad, har de ikke – så vidt jeg ved – fortalt Røde Kors, hvor de har begravet dette års høst af døde irakere. Der må være tusindvis af dem, selv om jeg må indrømme, at jeg ikke har mødt nogen familie, der har spurgt, hvor deres soldatersønner er.
Jeg har mødt adskillige irakere, hvis slægtninge blev arresteret af Saddams hemmelige politi i løbet af de sidste 20 år, og som stadig venter på nyt om deres skæbne.
Genève-konventionen:
Der er tydelige referencer i Genève-konventionen om både plyndring og »beskyttede personers« rettigheder. Forbudet mod »plyndring« optræder endog i Haag-konventionen fra 1907 (på hvilken Genève-konventionen fra 1949 bygger). »Beskyttede« personer omfatter specifikt dem, som er i nærheden af krigsførende parter – så bombardementerne af civile i Mansur var et klart brud på konventionen. Amerikanerne/briterne indrømmede, at de vidste, det var et boligkvarter, og var enige om, at det ikke var et »risikofrit foretagende« (sic). Men de bombede nu alligevel.
De bombede civile omkring Hilla med klyngebomber. Som jeg husker det, er klyngebomber accepteret som et våben imod hærenheder, men brugen er forbudt mod civile. Amerikanerne standsede en kort periode forsyninger af kampfly til Israel, efter vi opdagede, at klyngebomber (der var fremstillet for den amerikanske flåde!) var blevet brugt imod civile områder i Beirut i 1982.
Jeg bør tilføje, at problemet med Genève-konventionen er, at den er udformet i kølvandet på Anden Verdenskrig, da statsmagter og hære stod bag det meste af plyndringerne, voldtægterne osv. Så det er et tolkningsspørgsmål, hvorvidt plyndring af ’ukendte personer’ faktisk er dækket af konventionens ’plyndring’. Men besættelsestropper har pligt til at beskytte civile og ejendom under deres kontrol. Dette har amerikanerne ikke gjort. Men israelerne satte standarden for længe siden – man kan næppe hævde, at de beskytter civile i Gaza eller på Vestbredden...
Amerikanerne hævder, at irakerne placerede militære mål i civile områder. Det er sandt. Jeg har opdaget gevær-reder ved museer og skoler og pansrede køretøjer og geværer gemt under motorvejsbroer og tæt ved hospitaler. Men jeg har også set amerikanske kampvogne skyde tæt ved Yarmuk-hospitalet i Bagdad og marinekøretøjer parkeret ved private huse på Bagdad Corniche.
Amerikanerne og briterne klagede over, at irakiske soldater skiftede til civilt, inden de kæmpede videre. Det er sandsynligvis sandt. Men vi invaderede deres land. Iførte den franske modstandsbevægelse sig uniformer, når de angreb tyske soldater i det besatte Frankrig? Nej, de kæmpede som bevæbnede civile.
Ville den engelske modstandsbevægelse have iført sig uniform, når de kæmpede imod de tyske besættere? Jeg tvivler...

Hvad ligger bag krigen?
Olie, olie, olie. Hvis dette handlede om masseødelæggelsesvåben, havde vi invaderet Nordkorea. Det samme med menneskerettigheder, så skulle Saudi-Arabien, Syrien og en lang række andre lande også invaderes. Israel har været denne krigs mest entusiastiske støtte, bortset fra Australien, Spanien og England.
Nu udbasuneres farerne fra Syriens »kemiske våben«, belejligt og pludseligt opdaget af d’herrer Bush og Sharon.
Det ville være uansvarligt at ignorere eller forsøge at dække over det faktum, at mange af de folk, der omgiver Bush, er eks- eller nuværende israelske lobbyister (Perle, Wolfowitz, osv.). I Clintons præsidentperiode forekom amerikansk Mellemøstpolitik at være nærmest identisk med israelsk politik. Nu er det umuligt at skelne de to fra hinanden. En række israelske venstrefløjsfolk har tydeligt påpeget dette og advaret om, at det i sidste ende vil føre til endnu mere arabisk had imod Israel.

Bomber mod markeder...
Under bombardementerne af Shuala, fremviste en gammel uuddannet mand et stykke fra et missil – med mærker, der tydeligt viste, at den var amerikansk, og det blev identificeret som stammende fra et Raytheon-våben (dem, der fremstiller cruisemissiler). Det hemmelige irakiske politi var grusomt og brutalt – men ikke smarte nok til at gå rundt og begrave vragstumper, som jeg så skulle finde, eller til at gøre en gammel mand til en overbevisende skuespiller.
Jeg fandt mange granatsplinter i ruindyngerne – til stor overraskelse for de tilstedeværende irakere. Shaab-angrebet skabte to kratere, placeret på nøjagtig hver sin side af kørebanen. Irakisk antiluftskyts kunne ikke skabe sådanne pæne, nøjagtigt placerede kratere. Mange overlevende beskrev, hvordan de hørte flyet – som bombede midt på dagen under en sandstorm.
En Centcom-version af hændelsen var specielt interessant: Man benægtede, at der var et amerikansk fly over Shaab, men insisterede på, at det var irakisk antiluftskyts, der havde dræbt de civile. Men hvis der var irakisk antiluftskyts, hvad mente Centcom så, irakerne skød efter? Den mest uigennemtænkte version af Shuala-historien gik ud på, at irakere fra det hemmelige politi havde planlagt at få en bilbombe (eller to identiske bilbomer, da man opdagede de to kratere) til at eksplodere i dette shia-område. Men jeg så alle de 15 ødelagte køretøjer. De fleste var udbrændt, og passagererne kremeret indeni. Ingen biler var sprængt i stykker med motorblok og det hele, som de ville være blevet, hvis der havde været tale om bilbomber – og efter 27 år i Beirut (og før det fire år i Belfast) ved jeg godt, hvordan, der ser ud efter en bilbombe.

Journalister dør...
Flere journalister dør, fordi flere journalister dækker krige. Jeg har aldrig før set så mange reportere og reportagehold dukke op under en konflikt. De dør også på grund af våbnenes voksende farlighed og den stigende tilfældige brug af disse våben.
Terry Lloyd blev dræbt af amerikanske marinesoldater som skød efter hans bil. Al-Jazeeras udsendte blev dræbt i et decideret angreb på al-Jazeeras kontor i Bagdad – selv om al-Jazeeras hovedkvarter i Doha havde sendt kort-koordinaterne på deres Bagdad-bygning til Pentagon og fået løfte om, at den ikke ville blive angrebet. Flyet – som blev set tydeligt af de ansatte – nærmede sig på en klar dag, og dets missil ramte faktisk kontorets generator. USA havde også al-Jazeeras kontor i Kabul som mål i 2001 og ødelagde det med et cruisemissil – en hændelse, de hverken forklarede eller undskyldte. Under bombardementerne i Afghanistan udsendte Kabul-kontoret bin Ladens båndoptagelser til hele verden. Denne gang udsendte Bagdad-kontoret den mest knusende redegørelse for de civile irakiske krigstab til det enorme antal arabiske lyttere – derved øgedes netop de ’anti-amerikanske’ følelser, som USA ikke kan forstå.
Få timer efter angrebet på al-Jazeera sigtede en M1A1 Abrams-tank på Joumhouriya-broen mod et værelse på Hotel Palestine, affyrede et enkelt skud, der dræbte to kamerafolk og sårede fire andre fra Reuters. Amerikanerne sagde intet, indtil de opdagede, at France 3-tv havde optagelser af episoden. General Buford Blount fra Tredje Infanteridivision hævdede senere, at tanken var kommet under ild fra snigskytter og havde besvaret ilden – og at skyderiet derefter standsede. Men det franske videobånd kører i flere minutter inden angrebet, og der er ingen lyde på båndet. Jeg opholdt mig midt mellem kampvognen og hotellet og hørte ikke en lyd, før det fatale skud. Så Blount fortalte ikke sandheden. Sigtede en amerikansk tank-besætning med vilje mod journalister? Det skulle ikke overraske mig. Vi ved fra samtaler med dem, at adskillige soldater var vrede over den dækning af krigen, der kom fra Bagdad. Måske kom ordren et andet sted fra. Blounts indvending – at der kom skud fra Reuters Bureau – var en grov injurie mod journalistene dér. Amerikanske marinesoldater og Tredje Infanteri har den seneste uge dræbt bilister for ikke at standse eller for at køre for hurtigt. Channel 4 så fem mennesker blive dræbt af marine-snigskytter, den ene dræbte en lille pige i en bil, en anden en ung kvinde. En mand blev dræbt på sin balkon, en anden skudt ved rattet i sin bil.
Channel 4-produceren græd, imens han bad marinesoldaterne: »I bliver nødt til at holde op med at skyde folk.« En af soldaterne svarede: »Vi har samlet 35 sårede op.« Føreren af en kampvogn, der skød efter panikslagne bilister på Motorvej 8 i Bagdads forstæder, overtrådte helt klart Genève-konventionen, selv om han udtalte, at »...vi ved ikke om de medfører sprængstoffer.«

© The Independent & Information
*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her