Teater
Teatret kan så meget, som film dårligere formår, men naturalisme er mildest talt ikke én af dem. Når nu (ikke mindst dansk) film fodrer publikum med kilometervis af familiedissektioner; hvorfor så ikke lege med andre af teatrets vidunderlige klatrestativer? Fordi Jon Fosse er blevet verdensberømt (hvordan det end er gået til) ?? Tanken er påtrængende.
Indenfor sin egen lille ramme er der nok pænt at sige om forestillingen Besøg af Jon Fosse; skuespillerne er rigtigt gode hver på deres måde og instruktøren kan nok hér og dér være mindre håndfast, men dårligt sætte mere drive på en tekst, der i den grad staver sig frem, uden at stykket helt smuldrer og afslører det spinkle skelet: en mor, der hverken kan se eller høre, og vælger egoistisk.
Men småt er det. Klaustrofobisk småt.
Moderens kæreste har overtrådt den 19-årige papdatters intimtærskel en enkelt gang en pige, som i forvejen er ensom og skrøbelig. Pigen fortæller sin bror det; broderen opsøger den misliebige mand og får en truet en slags tilståelse ud af overgrebsmanden eller gør han ? Pigens ensomhed udstilles demonstrativt ved en ikke-fødselsdagsfest-, hvorefter moderens kæreste manipulerer med et fast greb om moderens erogene zoner, gab kvinderne fra hinanden, så hemmeligheden hvis der er én måske forbliver mellem de tre. Familiens opsplitning ligner datterens redning, for første gang smiler hun.
End of story.
Allerede i åbningsbilledet inkarnerer Anne O. Pagh den udslukte datters mentale stilstand og sprækkevise indre tankecirkler og pigen afdækkes meget fint, mens Sonja Oppenhagen selvsagt, for rollen er svær at få til at hænge sammen knapt så gnidningsløst får den kontrollerende, omklamrende og samtidigt stæreblinde snart-halvtredspanikkende kvindefigur givet et liv. I dén henseende er forfatteren heller ikke til meget hjælp; scenerne mellem mor&datter er fedtet rigeligt ind i psykologiserende-didaktisk glidecreme, mens det gnistrende møde mellem søn og mors kæreste rummer elementært scenisk drama. Som Søren Byder, noget overinstrueret, og en enigmatisk forekommende, ulvesmilende Ulver Skuli Abildgaard får det mest mulige ud af. Kammerspillet står og falder med castingen af den tvetydige, mulige luskebuks og Abildgaard er lige manden, der kan holde tvivlen flydende.
Fosses pegepindsdramatik udgør efter min mening en pind til teatrets potentielle ligkiste; der er for lavt til loftet og for lidt i iltflasken og Noréns dødelige jerngreb og giftige humor mangler fatalt, hvis vi endelig skal lade familiekværnen tage en omgang til. Hvilket man ikke behøver for min skyld, men det har læseren nok gættet.
Næh, smæk vinduet op, tak, og ret kikkerten udad mod de lokkende, sugende, livsfarlige horisonter for alle os, der længes efter skibskatastrofer, truende død og stor skønhed!
*Besøg af Jon Fosse. Ovs.&instr.: Solveig Weinkouff. Scen.: Sisse Jørgensen. Kost.: Louise Peric. Mungo Park, Allerød, t. 15. maj
