Læsetid: 3 min.

Pianist med kanter

Når den 65-årige pianist, komponist og orkesterleder Andrew Hill på søndag modtager den prestigiøse Jazzparpris, er det en musiker, der fortjener anerkendelse og respekt
26. april 2003

Jazzpris
Andrew Hill vil uden tvivl vise sig som et nyt og spændende bekendtskab for mange. Men han viste allerede i sine unge dage i 60’erne, at han var en original musiker. Men han har – trods sin kunstneriske tyngde – ikke nydt den samme bevågenhed som samtidige pianister så som Horace Silver, Paul Bley og Cecil Taylor. Blandt dette års fem nominerede (de øvrige var saxofonisterne Seamus
Blake og Ellery Eskelin, basunisten Wycliffe Gordon og arrangøren/orkesterlederen Maria Schneider) var Hill derfor det rette valg.
Hill har haft en ujævn karriere, men hans klaverspil og kompositoriske virke placerer ham blandt de mest originale jazzmusikere fra hans generation, og Hills mest vellykkede pladeprojekter står – med deres kompositoriske og spillemæssige slidstyrke – som vægtige dokumenter.

Mellem bop og avantgarde
Andrew Hill tog som ung i 50’erne komponistlektioner hos den i USA eksilerede Paul Hindemith og spillede med bl.a. Charlie Parker, Coleman Hawkins, Miles Davis, Johnny Griffin og Dinah Washington. I 60’erne trådte han i karakter ved at indspille en række plader på selskabet Blue Note, hvor af Point Of Departure (1965) er juvelen. Nogle anser ligefrem pladen for at være et af jazzmodernismens mesterværker. Her høres han med saxofonisterne Joe Henderson og Eric Dolphy, trompetisten Kenny Dorham, bassisten Richard Davis og en gnistrende Tony Williams på trommer.
Hill befinder sig som pianist og komponist et sted imellem post-boppen og den eksperimenterende avantgarde. Hans musik har form, men også anarkisme og uforudsigelighed. Stilistisk trækker han på blues, salmer, gospel, gademusik og jazzarven fra bl.a. Bud Powell, Duke Ellington, Thelonious Monk og Cecil Taylor. Særlig Monk er vigtig for Hill, der som pianist arbejder med en drilsk tilgang til rytme. »Tjek altid rytmen – hvis den er statisk, betyder det, at musikken er død,« sagde han fornylig i et interview.
Hill tillader sig at spille med en elastisk rytmefornemmelse. Bløde bølger, der brydes med den faste puls, dukker op i hans soli foruden hakkende og kantede fraser. Hills musik har et basalt fysisk nærvær og et stærkt følelsesindhold.
Harmonisk er han en original, der formår at lokke sært smukke, spændingsfyldte harmonier ud af sine blæsere eller pirre øret med krasse klaverakkorder.

Ny kreativitet
Selvom Hill har indspillet relativt jævnt igennem årene, er interessen for ham først rigtigt vokset henimod årtusindskiftet. På sin 60-års fødselsdag i 1997 modtog Hill en Lifetime Achievement Award af Jazz Foundation of America. Ringen var dermed sluttet om en lang karriere. Men Hill hviler ikke på laurbærrene. I 2000 udsendte han på Palmetto den fremragende Dusk med en sekstet, hvor stærke medspillere som Ron Horton (trompet), Scott Colley (bas), Marty Ehrlich (basklarinet, altsax) og Billy Drummond (trommer) medvirker. Pladen er med sin besætning og sin livfuldt koncentrerede musik en direkte henvisning til klassikeren Point Of Departure og blev i fjor valgt som årets plade af Down Beat og Jazztimes. Hill blev endvidere hædret med årets komponistpris af den amerikanske Jazz Journalist Association.
Sidste år kom så den ambitiøse og udfordrende A Beautiful Day, hvor Hill har udvidet sit orkester til hele 14 mand i en live-optagelse fra New York i januar 2002. Hill er helt enkelt inde i en ny og kreativ periode. Overrækkelsen af Jazzparprisen og koncerterne med ham kunne derfor ikke falde på et bedre tidspunkt.
Hill vil i disse dage spille i Kristianstad, Randers og Vejle, før Jazzpar-karavanen når selve priskoncerten i Glassalen i Tivoli søndag. Under koncerterne optræder Hill i forskellige konstellationer med otte musikere fra USA, Danmark, Sverige og Litauen. Ved samme lejlighed præsenterer årets danske Jazzpar-profil, saxofonisten Lars Møller, sin håndplukkede kvartet med tidligere Jazzpar-vinder Geri Allen (klaver), Billy Hart (trommer) og Buster Williams (bas).

*www.jazzpar.dk

FAKTA
Jazzparprisen
*Jazzparprisen uddeles hvert år af en international priskomité til en kendt og musikalsk aktiv jazzmusiker, der fortjener større anerkendelse. Prisen er på 200.000 danske kroner plus en statuette, skabt af Jørgen Haugen Sørensen, en mindre turné med en særligt sammensat gruppe og en cd-udgivelse. Jazzpar er en dansk opfindelse, økonomisk båret af Skandinavisk Tobakskompagni. Prisen blev første gang uddelt i 1990. Blandt de tidligere modtagere finder man f.eks. David Murray, Lee Konitz, Tommy Flanagan, Jim Hall og Marilyn Mazur.
Der står international respekt om Jazzparprisen, som økonomisk set er den største jazzpris i verden.
*www.andrewhilljazz.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu