Læsetid: 3 min.

Pop med hjertet

Manden, der fik hele Danmark til at danse Disco Tango a la carte, er død. Tommy Seebach blev kun 53 år
4. april 2003

Nekrolog
I aften har The Hit House Reunion premiere på deres forsøg på at genopføre rocken fra dengang, den var ung, uskyldig, uideologisk og blev kaldt pigtråd.
På scenen i Hjørring står, ud over Peter Belli, Rock-Nalle og Jørn Krabbenhøft, Ole Bredahl alias Sir Henry. Og mon ikke de sender en tanke eller to til den virkelige musikalske dynamo i Sir Henry & His Butlers, Tommy Seebach? Og i deres stille sind siger ’det ku’ lige så godt have været mig’.
Tommy Seebach, som døde i starten a f denne uge, var et af mange eksempler på, at folkelig succes både er flygtig og ingen garanti for livskvalitet.
Umiddelbart ser det smukt, ja, næsten rørende ud, at han døde på Dyrehavsbakken – det samme sted, hvor han som 15-årig med efternavnet Mortensen første gang vakte opsigt som keyboardspilleren med pigetække i Sir Henry. Billedet pynter på virkeligheden. Det samme gør de nekrologer, der fastslog, at Seebach »levede dog fint med faste engagementer på bl.a. Dyrehavsbakken og diverse færger.« Sandheden er, at han levede et sølle liv i en evig og desværre forudsigelig kamp mod alkoholismen.
På Bakken spillede han på Bakkekroen og før det kunne han ses spille på færgen Holger Danske mellem Helsingør og Helsingborg. Og en del af betalingen bestod af våde naturalier, serveret af tilfredse gæster i den allerværste, bedste mening.
Sådan så det ikke ud i 80’erne, hvor Seebach med Bee Gees-smilet og det høje, boppede hår var selve indbegrebet af den lidt jævnere, Ikea-indrammede udgave af disco-trenden. Og det er ikke for meget sagt, at han i de år holdt det ellers så forkætrede Melodi Grand Prix inde i varmen, startende med »Disco Tango« i 1979.
Sangen var oprindelig skrevet til Gitte Hænning, men på afbud i sidste øjeblik sprang Seebach selv til. Han måtte dog dele førstepladsen med ’Liller’ og Grethe Ingmanns duet »Alt Er Skønt,« men vandt omafstemningen. 1981 gentog han sejren og vandt sammen med Debbie Cameron med »Krøller Eller Ej«. Det var ikke stor kunst, men musik til og for øjeblikket, skabt uden skygge af spekulation. Pop med hjertet.
Da dansk rock i de år med navne som Tøsedrengene og Anne, Sanne & Lis overtog scenen med sange, der reelt var dansktop med et rockbeat, kom Seebach til at virke bedaget. Samtidig fik han stadig sværere ved at holde fokus på sin karriere, og han blev marginaliseret som suppe, steg & is-musiker. Man kunne slå ham op under ’pianister’ i telefonfagbogen.
Et kort glimt af optur øjnede han dog, da han overraskende vandt det danske grandprix i 1993 med »Under Stjernerne På Himlen«. Det internationale smagspanel dømte den efterfølgende i Dublin til en bundplacering og ’vi’ var ude af konkurrencen for en tid.
Bortset fra det børnevenlige duethit med Annette Heick »Du Skælder Mig Hele Tiden Ud« kom Tommy Seebach ikke indenfor igen.
Han blev en bitter mand, som aldrig følte sig anerkendt. Og som måske altid havde drømt om at drive det til noget mere musikalsk. Fornylig kom en retrospektivt dobbelt-cd med Sir Henry & His Butlers. Seebach kom først med i bandet i januar ’65 og var altså ikke med på gennembruddet og landeplagen »Let’s Go,« men på de to cd’er kan man høre, hvor musikalsk og dynamisk en keyboardspiller, Tommy Seebach er, og hvor god han kunne være blevet, hvis konjunkturerne og tilfældet havde været med ham.
De indspilninger og den livsappetit vil skinne, når grand prix-perioden er falmet sådan som simili jo gør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her