Læsetid: 8 min.

Pressen udøver ’soft power’ på Bush og Blairs vegne

Journalistikkens kerne drejer sig om humanitet. Det har man glemt, siger krigsreporteren og filmmageren John Pilger, der kalder det meste af krigsdækningen propaganda
16. april 2003

(2. sektion)

Krigsdækning
John Pilger var ikke i Irak.
»Jeg har besluttet, at jeg aldrig vil dække en krig igen. Aldrig mere. Jeg har dækket for mange. Omkring 20 tror jeg. Det rækker.«
John Pilger er journalist, forfatter og filmmager. Internationalt kendt for sin dækning af konflikter og krige gennem mere end tre årtier. Fra Vietnam og Cambodia over Østtimor og Nicaragua til Irak og Palæstina. Under Irak-krigen har John Pilger kommenteret begivenhederne i det britiske dagblad Daily Mirror. Nu, hvor Saddam Husseins regime er væltet og krigen i sin slutfase, er han ikke den, der hylder Tony Blair og George Bush som det irakiske folks befriere.
»Den såkaldte befrielse er blevet betalt med uskyldiges blod, heriblandt mange børns. De savnes på billederne af disse dages jublende folkemasser, ligesom den million eller flere, som er døde som resultat af de amerikansk-drevne sanktioner,« siger Pilger i en samtale med Information.
»Irakerne gør naturligvis ret i at fejre dette afskyelige regimes fald, men som de ved – bedre end du og jeg – er det kun på overfladen en befrielse. I virkeligheden er det en kolonial erobring, hvor deres land og dets ressourcer nu kontrolleres af fremmede og disses håndlangere. Den lovløse invasion var forkert, da den indledtes, og den er stadig forkert. Enhver nation, som USA ikke bryder sig om, har nu grund til frygt.«

John Pilger er stærkt kritisk over for den måde, krigen i Irak er blevet formidlet til offentligheden.
»Jeg har fulgt dækningen i USA, Storbritannien og Australien. Vi er blevet præsenteret for en medie-fernis, der i vid udstrækning fremstiller krigen som en Hollywood-film.«
»Det meste af dækningen har været regulær propaganda. Det siger jeg med omtanke, ikke som et retorisk udsagn. En nøgtern afrapportering af denne uprovokerede angrebskrig skulle have foregået på andre præmisser og med et helt andet sprog end den moraliserende, patriotiske version, vi har mødt.«
»Noget af propagandaen har været subtil, som når reporterne og studieværterne siger ’vi’ og dermed knytter et bånd mellem os tilskuere og lederne bag de kriminelle handlinger, George Bush og Tony Blair. De irakere, der har kæmpet mod invasionen, er blevet kaldt ’irregulære’, ’Ba’ath-loyalister’, ’terrorister’ og er blevet kritiseret for ikke at bære uniform, for at ligge i baghold osv. Det reelle i sagen er, at de har forsvaret deres hjemland mod en invasionshær.«
– Er de vestlige medier blevet censureret, eller har de censureret sig selv?
»Begge dele. Jeg mener ikke, journalister kan klage over et militær, der udøver censur. Det er militærets job. Et militærs job i krig er for det første at lyve og for det andet at sikre, at deres løgne godkendes af fjenden og af folk hjemme. Det er psykologisk krigsførelse. Det er til gengæld journalisters opgave at gennemskue, dekonstruere og forklare disse løgne. Især da i en krig som denne, der ikke har noget lovligt grundlag og ikke frembyder nogen trussel mod hjemlandet.«

På det punkt har pressen svigtet helt.
»En kriminel krig er nærmest blevet skildret som sportsreportage,« bemærker Pilger og henviser til en lækket e-mail fra chefen for BBC’s Television News, Roger Mosley, der undervejs omtalte BBC’s dækning som »ekstraordinær.«
»Det føltes som World Cup-fodbold, når man bevæger sig fra Um Qasr til en anden af krigens skuepladser, og man zapper mellem kampene,« skrev Roger Mosey.
»Han taler om mord. Det er, hvad amerikanerne gør, men ingen siger det, end ikke når de myrder journalister,« skrev John Pilger i en af sine kommentarer under krigen.
Han nævner som eksempel på propagandaen, hvordan det fik betydelig dækning i Storbritannien, da det britiske fartøj Sir Galahad ankom til Irak med »nogle sølle hundrede ton nødhjælp«, hvorimod det ikke blev afdækket, hvordan Blair-regeringen støttede Washington i at spærre for FN-godkendt humanitær hjælp for flere milliarder dollar, betalt af Irak selv via landets olie-indtægter.
– Er du ikke selv gået i den anden grøft? Du har kaldt Blair krigsforbryder, du har opfordret briterne til at gøre oprør, til civil ulydighed mod krigen. Er det virkelig journalistens opgave?
»Man må se det omvendt: Vi er udsat for journalistik, som ikke er normal. Det meste journalistik har været slet skjult propaganda, magtens ’soft power’, der har tilskyndet folk til at støtte en handling i strid med folkeretten. Det er ikke normalt. Det er en form for kampagnevirksomhed, som jeg ikke forbinder med journalistik. Under de vilkår har de af os, som har forsøgt at analysere og forklare det, en forpligtelse til at gå videre, til at pege på måder for offentligheden at gå imod denne lovløshed.«
– Hvordan kan dit publikum skelne, når du rapporterer kendsgerninger, og når du lufter dine holdninger?
»Jeg skriver i Daily Mirror som kommentator. Jeg er ikke reporter i øjeblikket. Det har jeg været mange gange, og når jeg er det, rapporterer jeg, hvad der sker, så godt jeg kan. Men min rolle i relation til denne krig er at kommentere den.«
– I forbindelse med din aktuelle udstilling af krigsfotografers billeder har du talt om deres mod og deres menneskelighed. Men du har også talt om nihilistiske, storskrydende reportere, der jager krigens dramatik. Hvad sker der med én, når man gennem et helt journalistliv rapporterer fra krige og voldelige konflikter?
»Det kender jeg nok ikke selv svaret på,« siger John Pilger.
»Men jeg tror, at det lærer – bør lære – én en masse om humanitet. Jeg har altid fastholdt, at humanitet er en vital kerne i journalistik. Journalistik er ikke i sin natur de magtfuldes stemme, omend den desværre i høj grad er blevet det. Dens rette stemme er menneskelighedens stemme. At blive udsat for nogle af de katastrofer, der rammer menneskeheden, gør det måske muligt for en at udføre sit job bedre i så henseende.«
– En af dine kolleger, den amerikanske udenrigskorrespondent Robert Kaplan, beskriver i bogen ’Warrior Politics’, hvordan hans eget møde med brutalitet og ondskab har gjort ham til fortaler for den stærke magt – f.eks. i skikkelse af George Bushs USA – fordi, som Kaplan siger, mennesker er ikke engle.
»Mange vil indtage den position. Jeg synes, det er et meget kynisk syn på menneskeheden. Menneskehedens historie er i mange henseender en historie om folks kamp mod stærke stormagter, der forsøger at gennemtvinge deres viljer og interesser, ofte med krigen som redskab.«

Pilger understreger, hvad andre kan være på vej til at fortrænge: at dette har været en ulovlig krig, hvor USA har demonstreret sin vilje til at angribe andre nationer i modstrid med international retsorden.
»Dommerne i Nürnberg-processsen mod nazi-lederskabet i 1946 var ikke i tvivl, da de definerede den alvorligste forbrydelse mod international ret som den uprovokerede aggression mod et land, der ikke frembyder nogen trussel. Dommerne afviste eksplicit Tysklands argument om nødvendigheden af at foretage forebyggende angreb på andre lande.«
»Men det er, hvad der er sket nu. Irak var op til krigen et svagt, næsten forsvarsløst land uden luftvåben. Efter 12-13 års embargo helt i knæ. Der kom så den teknologisk mest avancerede supermagt og dens teknologisk avancerede allierede med udstyr, der bare skulle nå succes, uanset hvilken modstand det mødte.«
– Iraks formodede masseødelæggelsesvåben var jo truslen, der for USA, Storbritannien og Danmark begrundede krigen?
»Regimet i Bagdad har ikke brugt kemiske eller biologiske våben mod de amerikanske og britiske tropper. Den postulerede trussel kom ikke til syne. Jeg opfatter hele denne frygtelige sag som svindel.«
– Amerikanerne og briterne kan stadig nå at finde irakiske masseødelæggelsesvåben?
»Selv hvis de finder noget, er det ikke sandsynligt, at det er noget, som kan have udgjort en alvorlig trussel. I øvrigt anser jeg det for højst tænkeligt, at amerikanerne planter nogle beviser, hvis de ikke kan finde dem.«
Det er udsagn som dette, der har gjort John Pilger til en kontroversiel og for myndighederne ubekvem figur. Men han har set så mange overgreb begået i fredens, humanismens eller frihedens navn, så megen lidelse blandt ofre og så megen kynisme udøvet af regeringer og militær, at han ikke nærer mange illusioner om magtens væsen.

Det var John Pilger, der i 1979 bragte de første rystende reportager hjem fra Cambodia om Pol Pots mord på en hel nation. Han har dokumenteret, hvordan USA understøttede El Salvador-regimets sikkerhedsstyrker i borgerkrigen i 1980’erne, hvor titusinder blev myrdet.
Pilger var i det, der blev til Bangladesh under frigørelseskrigen fra Pakistan i 1971, og rapporterede om Islamabad-regeringens systematiske nedslagtning af hele landsbybefolkninger. Og han har besøgt og genbesøgt Irak for at vise verden, hvad det betød, når personer som USA’s udenrigsminister under Clinton-regeringen, Madeleine Albright, udtalte, at de hundredetusinder af ofre for FN’s sanktioner i Irak var »prisen værd.«
– Bush er nu ved at implementere sin nye verdensorden baseret på det synspunkt, at en stærk magt er nødt til og har ret til at forvalte verden, fordi den ikke kan forvalte sig selv.
»Det er latterligt. Krigen mod Irak er en imperial krig, næsten identisk med de krige, Storbritannien gennemførte i Mellemøsten i sidste århundrede, blot med den forskel, at USA er meget mere militært magtfuld, end nogen anden nation nogensinde har været. Men vi har ikke set afslutningen på dette. Reaktionen forestår.«
»Hvad amerikanerne og briterne har præsteret er at forene to meget adskilte strømninger i den muslimske verden: arabisk nationalisme og islamisk fundamentalisme. Vi så i krigens sene fase, hvordan Saddam Hussein, der repræsenterer den sekulariserede, arabiske nationalisme, appellerede til jihad, hellig krig. Efter først at have forsøgt at forfalske en forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaeda har USA og Storbritannien nu reelt produceret den. Det er resultatet og svaret på denne invasion.«
– Men at slutte krigen på en måned opfattes af Bush som en klar succes, der styrker hans doktrin og bekræfter hans syn på USA’s rolle i verden.
»Ja, og faren er nu, at listen af lande, der skal angribes, bliver taget frem og støvet af. Der er store chancer for, at Iran er den næste på listen. Man kan endog frygte, at USA på et tidspunkt i fremtiden beslutter sig for et angreb på Kina.«
»Derfor er det så vigtigt, at folk forstår, hvad denne krig betyder,« siger John Pilger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her