Det står skidt til med troende, praktiserende muslimers position i landspolitik. Et
muslimsk parti kan blive en mulighed
ANALYSE
Det siges, at aktiv deltagelse i politik er en af de bedste former for værdimæssig integration. Men i landspolitik går det trægt, når det drejer sig om troende muslimers deltagelse på de repræsentative pladser.
Mens landets kommunalbestyrelser og amtsråd tilsammen har 56 medlemmer af anden etnisk herkomst end dansk, har Folketinget kun to medlemmer med indvandrerbaggrund. Langt flere har søgt opstilling, men i en række tilfælde er debatten om sammenkædning af politik og religion endt med, at kandidaterne har måttet trække sig eller sætte ambitionerne om en politisk karriere på standby.
Særligt Det Radikale Venstre har haft en tiltrækningskraft på yngre muslimer, og i partiet diskuteres det i øjeblikket, om man overhovedet kan være troende og praktiserende og samtidig repræsentere De Radikale. Senest har det vakt kritik, at det radikale medlem af Borgerrepræsentationen, Tanwir Ahmed, kaldte til fredagsbøn på Rådhuspladsen og talte for, at muslimer har et særligt ansvar for at stå sammen imod krigen i -Irak.
Mens den interne medlemsdebat om værdisammenstød har været stort set fraværende i andre partier, eksisterer der en lang række eksempler, hvor politik og religion er stødt sammen i Det Radikale Venstre:
*Tidligere amtsrådsmedlem Mazhar Hussain fik problemer, da han ikke ville fordømme dødsstraf i en ideal, islamisk stat
*Babar Baig fra Minhaj ul-Quran trak sit kandidatur til byrådet i Brøndby efter debat om, hvorvidt han kategorisk ville afvise dødsstraf i enhver teologisk kontekst
*Mona Sheikh forsøgte at blive folketingskandidat, men blev bremset efter uklare formuleringer omkring sin holdning til dødsstraf i andre lande
*Tanwir Ahmed blev forud for kommunalvalget i 2001 forsøgt vippet af kandidatlisten. Han er blevet upopulær på grund af udtalelser om støtte til eksperimenter med en islamisk stat i Pakistan og mangel på klar afvisning af eksempelvis stening som straf i en islamisk stat
*Sherin Khankan blev for nyligt vraget som folketingskandidat og kom i modvind, da hun ikke ville stemme for en resolution, hvori de radikale fordømte sharia-lovgivning efter en steningssag i Nigeria. Hendes begrundelse var, at man ikke bør kæde islam og sharia sammen med stening.
Referencerammer
Der har sjældent været tale om, at de troende muslimer hos De Radikale er gået direkte imod partilinjen på konkrete spørgsmål.
Men bare det at inddrage en religiøs referenceramme har givet anledning til ballade. Og her står den radikale ledelse på linje med andre partier, der afviser enhver sammenkædning af politik og religion. Således slog daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kort efter 11. september fast, at tro i Danmark er noget, man holder inde i synagogen, i moskeen eller i kirken. Samme opfattelse har Anders Fogh Rasmussen, der derfor ikke brød sig om muslimernes blanding af fredagsbøn og demonstration på Rådhuspladsen.
Men eftersom islam i hvert fald for nogle muslimer indebærer en sammenkædning af det politiske og religiøse, er debatten langt fra slut.
Alene det at have en forestilling om en ideal, islamisk stat, der reguleres efter Guds-givne love, finder Søren Bald, landsformand for Det Radikale Venstre, svært forenelig med sit partis principper:
»Hvis man kommer med den type af forestillinger, kan jeg ikke se, det kan forenes med Det Radikale Venstres humanistiske grundholdning og det at acceptere tvivlen som et helt bærende vilkår for den måde, vi indretter samfundet på,« siger han.
I det offentlige rum har »religionen ubetinget vigepligt«, som Søren Bald udtrykker det. Derfor skal både kristne og muslimer holde deres religion ude af den politiske debat uanset, om konklusionerne harmonerer med partilinjen.
»Religion arbejder med en sandhedsforestilling, med noget, som ikke står til diskussion. Men det principielle er, at jeg ikke har mere ret end Per Stig Møller,« siger Søren Bald.
Han vurderer, at der er lagt op til en »langvarig tilvænningsproces«, hvor troende muslimer må affinde sig med den skarpe skillelinje mellem politik og religion. Især, hvis de vil repræsentere Det Radikale Venstre som kandidater til kommunal- eller folketingsvalg.
At debatten foregår netop i Det Radikale Venstre hænger sammen med forestillingerne om partiets åbenhed og tolerance: »Det kan måske bero på, at opfattelsen af det radikale frisind er, at her er alt muligt. Men alt er ikke muligt i Det Radikale Venstre. Så var vi jo ikke et politisk parti men et tilfældigt sammenrend,« siger Søren Bald.
Insisterer religiøse mennesker på sammenkoblingen af politik og religion bør de i stedet danne et »muslimsk folkeparti«, mener den radikale landsformand:
»Det kan godt være, at der kommer et sådant parti ligesom Kristeligt Folkeparti hvor man så blot bruger de muslimske forestillinger som grundlag. Men begge dele er i mine øjne en fejlkonstruktion. Jeg kan ikke se, at det religiøse kan bruges i færdselslovgivningen eller levnedsmiddellovgivningen.«
Større indflydelse
Imam Fatih Alev er ikke selv medlem af et politisk parti, men har fulgt debatten om De Radikale tæt. Han forudser, at der en dag vil blive taget initiativ til at skabe et politisk parti, hvor der er bedre plads til troende muslimer. Ideen er tidligere blevet luftet af Islamisk Trossamfund, der typisk består af arabiske muslimer:
»Jeg har selv tidligere sagt, at jeg ikke synes, det er en god idé. Men når man ser, hvad der er sket med selv meget sekulære muslimer i Det Radikale Venstre, må man spørge sig selv om, om der overhovedet er plads til almindelige muslimer i de danske politiske partier. Så det kan godt blive nødvendigt med et nyt parti, men jeg vil egentlig være ked af udviklingen. Det vil være udtryk for, at man har presset muslimerne ud,« siger Fatih Alev.
Han vurderer dog, at muslimer vil kunne få større indflydelse nu ved at være aktive i de etablerede partier: »Man bør først få noget erfaring der. Jeg tror heller ikke, at de danske muslimer allerede nu er klar til at stå på egne ben i et nyt parti,« siger han.
Tanwir Ahmed, der med sit fredagsbøns-arrangement imod Irak-krigen udløste den aktuelle debat, har besluttet sig for at blive i Det Radikale Venstre. Men han vil kæmpe videre for, at det bliver muligt at bruge sin religion åbent:
»Nu er det jo som om, man siger, at vi kun tolererer islam, så længe det foregår i moskeerne og i baggårdene. Men jeg er glad for, at Det Radikale Venstre som det første parti tager denne debat,« siger Tanwir Ahmed:
»Min holdning er, at religion og politik ikke kan adskilles. Om man vælger at have sin referenceramme i islam eller noget andet, burde være lige meget. Det afgørende må være ens holdninger. Men man kan ikke gradbøje sin religion eller sit univers og det kunne jeg aldrig selv finde på. For mig er religion ikke bare en buffet, hvor man tager de ting, man kan lide og lader resten ligge.«
*Helle Ib er freelancejournalist tilknyttet Dagbladenes Bureau
