Læsetid: 2 min.

Riskoen for terroraktioner stiger som følge af krigen

Islamiske terrorister vil udnytte Irak-krigen til det yderste, siger britisk terror-ekspert
1. april 2003

Terrortruslen
LONDON – Der står 4.000 frivillige selvmordsangribere fra 23 arabiske lande klar til at angribe de amerikanske styrker i Irak. Det sagde general Hazem al-Rawi, talsmand for de irakiske væbnede styrker søndag ved et pressemøde i Bagdad.
Adskillige arabiske lande forsøger ellers at stoppe deres borgere i at rejse til Irak for at kæmpe, men flere synes ifølge nyhedsbureauet Reuters allerede at være sluppet ind.
Den palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad, sagde mandag til Reuters, at de allerede har sendt den første bølge af selvmordsbombere til Bagdad for at »opfylde en hellig pligt til at forsvare arabisk og muslimsk land.«
Ifølge Abu Imad al-Rifai, som er gruppens repræsentant i Libanon, kommer selvmordskandidaterne ikke fra de palæstinensiske områder, men fra forskellige andre lande i regionen.
»Og der er flere på vej,« siger han. De samme toner hørtes på gaden i Saudi-Arabien og Egypten, hvis USA-venlige regeringer arbejder på at gøre det svært for selvmordskandidaterne at rejse til Irak ved bl.a at forlange flere udrejsepapirer end normalt, men som i sidste ende ikke kan forhindre dets borgere i at tage af sted.
Samtidig eksisterer, der også en fare for afledt terrorisme som følge af krigen, mener en af verdens mest anerkendte terrorisme-eksperter, professor Paul Wilkinson fra det skotske St. Andrews University til Information:
»Det samme skete efter sidste Golf-krig og det er noget, som Saddam Hussein vil vide at udnytte til det yderste. Kombinationen af aktioner som selvmordsbombere og guerilla-krig vil kunne bringe de allieredes tabstal mærkbart op og skade moralen blandt tropperne. Det vil gøre skade på de hjemlige regeringer i London og Washington,« siger han og understreger, at han dog ikke tror på, at selvmords- og eller terroraktioner vil ændre krigens udfald.

Freelance-terrorister
Wilkinson peger på, at selvmordsaktioner ikke er et almindeligt fænomen i Irak, og at han snarere tror, den verserende krig vil få antallet af terroraktioner vendt mod de krigsførende lande til at stige andre steder end i Irak.
»Bortset fra i Nordirak, hvor det er sandsynligt, at en del medlemmer af al-Qaeda er flygtet til, er der fortsat ingen beviser for nogen forbindelse mellem Bagdad og 11. september, og Osama bin Laden har jo som bekendt også kaldt styret i Bagdad for vantro.
Men det er sandsynligt, at krigen vil betyde en stigning dels i antallet af ’freelance-terrorister’, som har hørt budskabet om hellig krig f.eks. i deres moske, dels blandt de hard-core al-Qaeda medlemmer, som er trænet f.eks. i Algeriet.«
Wilkinson – der selv var modstander af en militær intervention i Irak, og talte for mere tid til afvæbning af Saddam Husseins regime gennem FN’s våbeninspektører – siger afslutningsvis, at han og flere andre terror-eksperter fra starten advarede imod risikoen for en stigning i terrorhandlinger som følge af en krig. Han er derfor ikke overrasket over de trusler, som nu høres i den muslimske verden.
Men nu krigen er i gang, mener han ikke desto mindre, at interventionen må afsluttes »med en omstyrtelse af regimet, en fjernelse af den frygtelige tyran Saddam Hussein og en destruktion af de masseødelæggelsesvåben, som han har«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu