Læsetid: 3 min.

Saddams optimistiske talerør til verden

Mens britiske og amerikanske tropper indtager Bagdad, fastholder den irakiske informationsminister optimistisk, at situationen er under kontrol
9. april 2003

Portræt
BAGDAD – Det er let at huske hans ansigt, uden at man helt ved hvorfor. Der går lidt tid, før det går op for én, at Mohammed Said al-Sahhaf er en af de eneste irakiske ledere, som ikke har overskæg.
Siden krigens begyndelse er han blevet Iraks ansigt og stemme.
Mens Saddam Husseins tv-optrædender bliver mere og mere sjælne, så er Sahhafs pressekonferencer blevet en daglig begivenhed. Selv den berømte Tarek Aziz, som i dag er viceministerpræsident eller chefen for diplomatiet Naji Sabri, viser sig mere episodisk.
Og i går var det atter Sahhaf, som blev sendt i ilden for at forklare, at situationen var under kontrol, alt imens de amerikanske kampvogne plaffede løs mindre end en kilometer fra hotel Palestine, som er forvandlet til pressecenter.
Det skal siges, at med Sahhaf bliver alle nederlag forvandlet til brillante modangreb. Iført sin sorte baret og sin grønne Ba’ath-uniform opremser han endeløse lister af destruerede fjendtlige køretøjer.
De irakiske tab, ud over de civile, når han gør sig den ulejlighed at nævne disse, er fortsat ikke-eksisterende.
Sahhaf studerede engelsk i 1963, da han sluttede sig til Saddam Hussein, som på daværende tidspunkt var den unge leder for en hemmelig gruppe under Ba’ath-partiet.
Sahhaf læste i sin ungdom engelsk og journalistik på universitetet. Med reminiscens fra engelskstudierne har Mohammed Said al-Sahhaf sans for at udtrykke sig på Shakespearesk sprog.
Det er ham, som har opfundet den officielle terminologi til at beskrive de amerikanske og brititiske angribere. Alt efter dagen er de »svindlere«, »håndlangere« eller »racistiske kolonialister«.

Informationskontrol
Sahhaf ynder også at bruge udtrykket »disse lejesoldater«, og på det seneste er »ørkendyr« kommet til. I en hel uge er han kommet med lange afstikkere om »disse anførere for lejetropper, som tror sig under det romerske kejserdømme«.
Allerede under militærkuppet i 1968, som bragte Ba’ath-partiet til magten, var det ham som havde til opgave at sikre radio og tv, som han stod i spidsen for i nogle år.
I 1992 blev han udenrigsminister. Ifølge eksil-irkaeren Haidar Ahmad fra Iraqi National Congress blev Shahaf upopulær, fordi han var opportunistisk og skabte sig et ry som parti-lakaj. Der var forskellig spekulationer omkring hans afskedigelse, men kun en ting er sikker, at han mistede posten i 2001, hvor han i stedet blev udnævnt som informationsminister.
Han er meget bevidst om betydningen af informationskontrol, og han har gjort det statsejede fjernsyn til et af regimets mest effektive våben.

En outsider
Han sørger også for at holde de udenlandske journalister under streng kontrol. De har forbud mod at rejse rundt uden en officiel ’guide’, og der er i stigende grad forbud mod også korte udflugter.
Han har ikke tøvet med at udvise eller anholde de, som har overtrådt reglerne. Han har også indgået en eksklusiv aftale om tv-dækning af krigen med al-Jazeera for at nå ud til så stort et arabisk publikum som muligt. Den berømte tv-kanal fra Qatar har mindst 12 journalister fordelt rundt omkring i Irak.
Den 63-årige informationsminister står ikke Saddam Hussein nær, men lederen har dog nok tillid til ham til at betro ham den tvivlsomme opgave at censurere dagbladet Babel, som tilhører Uday, præsidentens ældste søn og familiens sorte får.
Sahhaf er shia-muslim og dermed en outsider i den sunni-muslimsk dominerede regering.
Han kommer fra den lille landsby Hilla, nær Karbala i det sydlige Irak. Han er kendt for sit hidsige temperament og sin brutale behandling af sine underordnede.

©Libération og Information

*Oversat af Runa Trosborg

*Mohammed al-Sahhaf
63 år, Informationsminister, shia-muslim, født i Hilla, nær Karbala, studerede journalistik og engelsk på universitetet som ung, meldte sig ind i Ba’ath partiet i 1963. Han har været chef for irakisk radio og tv og har været ambassdør i Burma, Sverige og FN. Udenrigsminister fra 1992-2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her