Læsetid: 3 min.

En sag, der er værd at dø for?

I skyggen af krigen i Irak har Den Internationale Solidaritetsbevæ-gelse inden for en måned mistet to aktivister i Gaza
15. april 2003

Portræt
RAFAH, GAZA – Thomas Hundalls blodspor fortæller historien om hans sidste minutter ved bevidsthed. Ved siden af en to meter høj sandbunke, som beboerne i Rafah-flygtningelejrens Blok O har lavet for at beskytte gaden mod israelske kampvogne og skud, er en halv meter bred åbning. Det var i denne åbning, Thomas stod, da han i fredags blev ramt i hovedet af en israelsk kugle, mens han forsøgte at få tre børn til at gå i sikkerhed bag sandbunken. Den beskidte, hvide husmur er stadig plettet af blod.
Thomas er ifølge palæstinensiske hospitalskilder »klinisk død«, mens israelske læger i Be’er Sheva, hvortil han senere blev overflyttet, siger, at hans tilstand er »meget kritisk«. Overlever han, bliver han svært hjerneskadet.
Thomas er 21 år. Han er brite. Og han var i Rafah for at deltage i den internationale solidaritetsbevægelses (ISM) ikke-voldelige kampagne mod den israelske besættelse af palæstinensisk land. Thomas er den anden ISM-aktivist, der er blevet dræbt eller livstruende såret i Rafah inden for en måned. I marts blev Rachel Corrie, en amerikansk college-studerende, dræbt, da en israelsk bulldozer kørte hende over.
ISM er et løst netværk af aktivister, der for egen regning drager til de besatte områder for at vise solidaritet med palæstinenserne. Men de gør mere end at aflægge solidaritetsbesøg.
På bevægelsens hjemmeside står der f.eks.: »Bliv ISM-frihedskæmper. Kæmp mod den israelske besættelse med ikke-voldelige midler«.

Palæstinensisk skepsis
ISM’s forbilleder er Gandhi og Martin Luther King. Der er alt fra mindre projekter som at fjerne jord-checkpoints og skrive artikler til hjemlige medier til mere ekstreme aktioner som at konfrontere bulldozere og slå telte op i områder, hvor der bliver skudt konstant. ISM-Rafah hører til den sidste kategori.
Hvor de fleste palaestinensere i lejrene virker oprigtigt taknemmelige for ISM’s tilstedevaerelse, er der også mange, der spørger sig selv – og andre – hvorfor disse unge mennesker egentligt kommer, hvad de regner med at udrette og ikke mindst, om de er klare over, hvilken risiko de løber.
Det vagte stor undren hos en palæstinensisk journalist, da han fandt ud af, at disse unge primært er veluddannede og af middelklassen. »Ikke engang middelklasseforaeldre i Gaza By ville tillade deres børn at tage til Rafah,« forklarer han.
Den mest hørte kritik er, at aktivisterne i deres iver for at gøre en forskel lover guld og grønne skove med stor skuffelse til følge, når de mange penge til at dække uddannelsesomkostninger, oprette arbejdspladser eller genopbygge huse ikke dukker op. I det hele taget er resultatsiden tvivlsom.
F.eks. er et af ISM-Rafahs mål at forsøge med aktioner, hvor de stiller sig op foran bulldozere med megafoner, at forhindre de hyppige husødelæggelser.
Ikke desto mindre er virkeligheden, at der er sket en voldsom eskalering af husødelæggelserne i 2003. Næsten en tredjedel af alle husødelæggelser i Gazastriben i løbet af intifadaen er blevet udført i løbet af de tre første måneder af 2003. Derudover kostede aktionerne Rachel Corrie livet.

Selvforståelse
Rachel Corries død fik dog ikke ISM-aktivsterne til at droppe deres foretagende. Tværtimod. På husmuren udenfor deres kontor har aktivisterne efter palæstinensiske forbillede klistret en martyrplakat op af den unge pige samt spraymalet muren med ordene: »Rachel, som kom til Rafah for at stoppe kampvogne, vi husker dig med kærlighed, æere og inspiration«.
Tre ISM-aktivister forlod Rafah efter episoden, men siden er fire nye kommet til, og i en pressemeddelelse efter Rachels død lovede de hende at fordoble deres indsats.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her