Læsetid: 3 min.

Sars smitter verdens økonomi

Frygten for global sars-epidemi kan få alvorlige konsekvenser for den globale økonomi, hvis den breder sig og bliver til panik
29. april 2003

Økonomi
Den globale industris store lunge, Asien, der laver computere, mikrochips, tøj, sko og legetøj til hele verden, er ramt af frygten for det 21. århundredes første store virusepidemi, sars.
Den atypiske luftvejssygdom har foreløbig smittet lidt over 5.000 mennesker i 26 lande og kostet 300 livet – men det er for intet at regne i forhold til f.eks. malaria, som hver dag tager livet af 3.000 afrikanske børn. Den hastigt muterende virus, som følges tæt af verdens nyhedsmedier, har alligevel fået frygten til at sprede sig i lyntempo over landegrænserne.
Mens kineserne tager masken på, tør kosmopolitiske forretningsfolk ikke rejse til Asien og Canada af frygt for den nye virus. Luftfartsselskaber som Cathay Pacific har droppet 45 procent af flyafgangene, hotellerne står halv- og heltomme fra Toronto til Shanghai, underholdningsparker og skoler i Kina er blevet lukket, mens diskoteker indstiller dansen. Handelsmesser aflyses på stribe i de sars-ramte lande, mens transnationale selskaber holder igen med ordrer for ikke at blive ramt af smitten. FN-organisationen UNDP har udsat et møde om globaliseringen og menneskelig udvikling i Bangkok af frygt for sars.
Verdensbanken og handelsorganisationen, WTO, har netop på grund af sars nedjusteret deres vækstprognoser for de asiatiske økonomier. Bankøkonomer skønner, at sars vil skære et halvt til et helt procentpoint af væksten i Østasien. En halv million mennesker risikerer at miste deres arbejde inden sommer, hvis ikke situationen bedres.

Økonomien hoster
I en verdensorden, hvor to millioner mennesker krydser landegrænserne hver dag, og varer flyttes som aldrig før, kan de virale sars-advarsler via internet, tv-skærme og sms-beskeder på mobiltelefonerne hurtigt mangedoble de skadelige økonomiske effekter. Folks frygt for de grænsesprængende sygdomme fra dyr til mennesker – som f.eks. ebola, aids, mund- og klovsyge og kogalskab – er trængt i baggrunden af den nye risikofaktor.
Sars kan meget vel blive det, der får den i forvejen skrøbelige globale økonomi til at vælte, advarer Stephen Roach, der er cheføkonom i finanshuset Morgan Stanley.
»Uheldigvis er sars koncentreret i Asien, der længe har været den hurtigst voksende region i verden og det eneste område, der har holdt den globale økonomi flydende,« siger Roach.
Spørgsmålet er, om ikke han er for pessimistisk? Verdens sundhedsorganisation, WHO, taler foreløbig kun om, at sars koster omkring 30 mia. dollar – og det er som en lille dråbe i den globale økonomis store hav, der opgøres til omkring 36.000 mia. dollar.
Men effekten af sars kan blive mange gange større, fordi verdens økonomier slæber rundt på gamle sygdomme fra dot.com børskrak, terrorfrygt, en periode med voksende oliepriser og lav vækst i de store industrilandes økonomier.
»Sars vil forstærke de nuværende globale tendenser til svag vækst og lav inflation,« skriver cheføkonom i Standard Chartered, Gerard Lyon, i avisen The Guardian.
Jo længere tid det tager at få bugt med Sars-epidemien, og fortsætter den med at sprede sig, jo mere vil det ramme den globale efterspørgsel. Får smitten for alvor fodfæste i Europa, USA og fattige udviklingslande i Afrika, vil det for alvor gøre ondt.

Ingen slikpind i sars-land
I Hong Kong er detailhandlen næsten halveret i den seneste måned, og de internationale hotelkæder i Kina har kun fået udlejet 25 procent af værelserne mod normalt 80 procent i denne periode.
En talsmand for Sony Ericsson har sagt, at man har nødplaner klar i det tilfælde, at der opstår problemer med leverancerne fra den store kinesiske underleverandør, Flextronics, i den sars-ramte Guangdong-provins. Den spanske fabrikant af slikkepinde, Chupa Chups, overvejer at lukke fabrikken i Kina. Det er svært at sælge slikpinde fra et sars-ramt land for tiden.
Det tikker konstant ind med nye informationer om, hvordan sars er slået ned i forretningslivet. Men cheføkonom for Verdensbanken i Asien, Homi Kharas, forsøger dog at kaste koldt vand på økonomiens virale frygtscenarier: »Sars vil på kort sigt have alvorlige konsekvenser, men det er lidet tænkeligt, at den på længere sigt kan stoppe det økonomiske opsving i Asien,« siger han.
Hans kollega i Verdensbankens europæiske afdeling, Jemaluddin Kassum, påpegede i sidste uge, at de økonomiske skader på kort sigt »næsten udelukkende bygger på offentlig frygt«.
»Ærlighed og åbenhed i de offentlige informationer er afgørende for at opbygge tillid og minimere sars’ økonomiske omkostninger,« sagde Kassum – velvidende, at Kinas kommunistiske regering indtil videre har haft svært ved at skabe den tillid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu