Læsetid: 5 min.

Selvmordsbombere trænes åbent

I Gazastriben trænes kommende selvmordsbombemænd næsten åbenlyst på en mark klos op af en befærdet vej i udkanten af Rafah by
1. april 2003

RAFAH – Det virker lidt som at være med i en film. Først sidder vi i bilen og venter i en indkøbsgade i Rafah by. Så kommer en mand og sætter sig ind i bilen. Det viser sig at være vores lokale kontaktmand. Han har to telefoner, hvoraf han taler arabisk i den ene. Af sikkerhedsgrunde måske.
»Det er meget farligt at besøge træningslejren,« forklarer vores fixer den lokale palæstinensiske journalist, der har arrangeret et besøg i en træningslejr for al-Aqsa Martyrernes Brigade.
Martyr henviser til, at dets medlemmer er parat til at dø for deres sag. Martyr er også det ord, som de arabiske medier bruger om selvmordsbombemænd. Israelerne derimod kalder dem terrorister.
Og det sidste år har al-Aqsa Martyrernes Brigade taget ansvaret for stadig flere selvmordsbomber, der har kostet dusinvis af civile israelere livet. Der er med andre ord tale om en gruppe mænd af den mest alvorlige slags.

Ikke særlig hemmeligt
Vi venter en halv times tid mere.
Så kører vi. Til det hemmelige sted, der viser sig ikke at være særlig hemmeligt. Nærmest modsat. Bilen standser ved en mark med appelsintræer ved siden af en befærdet vej i udkanten af Rafah by.
Her mødes vi af en skægget mand midt i 40’erne, som leder os 10-15 meter ind blandt træerne. Vi er ikke alene. Snart samler der sig en større gruppe børn, som viser stor interesse i optrinnet, og som vores ledsagere forgæves forsøger at jage væk.
Det første vi ser af de selvmordsaspiranterne, er deres bare ben. De er ved at klæde om, men om et par minutter er de klar, lover den skæggede mand, som viser sig at være instruktøren. Da gruppen – syv-otte stykker i alt – har iført sig sorte masker og camouflageuniformer, patronbælter og håndgranater kan vi få lov at filme.
Men inden vi går igang, må vi love at sende dem en vhs-kopi af vores optagelser.
De samles på hug i en halvkreds omkring deres fører, der med en jagtdolk peger ned på et plastikkort og derefter rundt på de øvrige deltagere, mens han giver ordrer.
Kortet er tegnet med stor tuschpen. Brune bjerge, grønne marker og røde hegn. Lidt som man kender det fra sørøverskattekort til børnefødselsdage. Men måske lidt svært at orientere sig efter.
Det er en bosættelse, der skal stormes, forklarer han gennem vores fixer. Efter et par indledende parader og løb på stedet til ære for kameraet, begynder selve træningen.
Med hævede kalashnikovrifler stormer de frem mod vejen, der gør det ud for bosætttelsen, og hvor en æseltrukket kærre og en FN-ambulance kører forbi, mens den stadig voksende børneflok kigger begejstret på. Er det mon den kommende generation af selvmordsbombemænd?

Tragisk patetisk
En af udfordringerne ved at lave tv-billeder er normalt, at man skal forsøge at reagere på begivenheder, som man ikke har kontrol over.
Men ikke her. Hvis der er noget, vi gerne vil have dem til at gøre, skal vi blot sige til, forklarer vores fixer.
Da vi ikke får opfanget Allahu Akbar – Allah er stor – råbet som afslutter deres planlægningsseance, gentager de det blot endnu engang. Hele sceneriet minder om, i hvor høj grad det kræver medieopmærksomhed for at kunne sprede skræk og rædsel.
Det eneste der minder om, at vi faktisk befinder os i en krigszone, er de øredøvende F-16 jagerfly, som med jævne mellemrum brager hen over hovederne på os.
Egentligt ville hele seancen blot være patetisk, hvis den ikke fandt sted på en så tragisk baggrund.
Al-Aqsa-brigaderne er ikke nogen drengerøvsklub, men en virkelig morderbande. Gruppen har taget ansvar for dusinvis af angreb på civile.
I modsætning til de islamiske grupper Hamas og Islamisk Jihad, som er religiøst baseret og ofte har været i konflikt med Arafats verdslige selvstyre, er al-Aqsa-brigaden, der er opstået under de sidste to års opstand, allieret med Yassir Arafats Fatah-milits. I hvert fald, hvis man skal tro den israelske sikkerhedstjeneste og gruppens leder.
»Vi betragter Arafat som vores øverste leder,« forklarer han, men tilføjer, at ordrer modtager han fra lokale kommandører.
Gruppen er en ’specialenhed for særlige operationer’, forklarer lederen, uden at det gør én meget klogere. Udover at de gennemgår to måneders træning af den slags, som vi har været vidne til, vil han ikke ud med konkrete detaljer om deres virke.
Sådan ser ’terror’ ud på nært hold.
Gamle mænd, der sender unge mænd afsted for at dø for deres sag.
Det eneste, der synes påkrævet for at gennemføre et angreb er tilstrækkeligt med had og foragt til at skyde løs på forsvarsløse kvinder og børn
De fleste af disse unge mænd har sandsynligvis aldrig været udenfor Gazastriben. Deres oplevelse af virkeligheden er begrænset til en 45 kilometer lang og 8-12 kilometer bred stribe land, hvor de eneste israelere, de møder, er dem der ankommer i F-16 fly og kampvogne.
Når israelerne beslutter sig for at slå ned på ’terrorgrupper’ i Gaza, er der således aldrig mangel på potentielle mål. Problemet er snarere, at der er så mange, at de ikke ved, hvor de skal begynde. Grænsen i Gaza mellem det almindelige samfund og grupper som Islamisk Jihad, Hamas eller Al-Aqsa-martyrernes Brigade er nemlig blevet særdeles flydende. Hvad der det ene øjeblik er et par arbejdsløse unge, kan det næste være målrettede mordere.

Stolte forældre
De unge drenge i træningslejren ville næppe tøve med at meje israelske civile ned, hvis de fik ordre til det og mulighed for det. Men spørgsmålet er, om de nogensinde kommer så langt. Gazastriben er hermetisk lukket af et velovervåget grænsehegn. De vil derfor sandsynligvis blive sendt i aktion mod de israelske bosættelser inde i Gazastriben.
Om mange af dem vil nå meget længere end til ydermuren, før israelske vagter mejer dem ned, er tvivlsomt. Men det ikke det, der tæller. Det vigtige er, at de ofrer sig for sagen. Det er det, den skæggede mand vil fortælle de stolte forældre. At de døde i kamp. For befrielsen af deres fædreland. Og forældrene vil kunne vise videoen af deres søns træning frem for naboerne.
I Gaza er det faktisk svært at se, hvor det palæstinensiske selvstyre stopper og ’terrorgrupperne’ begynder. Her er børnehaver og skoler. Velfærdscentre og sundhedsklinikker. Alle drevet af terrorgruppen Hamas. Al-Aqsa-drengenes instruktør, fortæller os ligeud at organisationen er allieret med Arafats Fatahbevægelse.
Efter at vi har sat vores lokale kontaktmand af foran sit hjem, kører vi atter forbi appelsinlunden.
»Der har vi vores drenge,« udbryder vores fixer og peger ud af vinduet.
Med maskerne og uniformerne pakket ned i tasker, men kalashnikoverne stadig slængt over skulderen, slendrer aspiranterne åbent hen af den støvede gade i Rafah. Uden at det får nogen til at vende sig om eller stoppe op.
Som var det et lige så normalt syn, som at se et par unge knægte på knallert på vej hjem fra fodboldtræning i en jysk provinsby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her