Læsetid: 2 min.

Seværdig dødsleg

En lidt for kvik tragedieskitse om ungdommeligt desperat fælles selvmord kommer ikke i bund – men viser nye, lysende talenter frem
9. april 2003

Teater
Det er temmelig paradoksalt at opleve, at man i en god halvanden time har ladet sig underholde og fornøje af noget så morbidt som to velfærdsforkælede ’ungdomar’ og deres sidste timers snakken inden et tilsyneladende meningsløst fælles selvmord.
Det kræver rigtig gode skuespillere, kvikke replikker, en stram instruktion – og ens egen letfærdige nysgerrighed omkring det fatale skridt, hvis fristelse enhver kender til.
Om det også hviler på et tvingende stærkt manuskript kan man til gengæld godt komme i tvivl om bagefter.

Realia, år 2000
Igor Bauersima har bygget sin enakter – norway.today – over en virkelig begivenhed, hvor efter to unge, fra Østrig og Norge, hoppede i Lysefjorden fra den godt 600 meter høje, turistkendte Prekestolen i Rogaland, Norge, i det herrens år 2000. Angiveligt efter at de to per internet-chatroom havde snakket sig frem til deres absurde fælles ’Freitod’.
Fra dette fjernkommunikative, men intense udgangspunkt finder vi dem så i stykkets hoveddel sammen på fjeldet, Julie og August, med telt og videokamera, parate til at tage afsked med det liv, der har skuffet dem, på afgørende, ’principiel’ måde. Og her begynder det – trods al glimrende fremstillingskunst – at knibe. At kunne goutere og forstå så voldsomme konsekvenser af skuffelse over livets tomhed kræver mere end skitseagtige portrætter.

Et umage par
Julie (Christine Exner) er en sej sild, der har fået og taget alting i livet, dog »uden nogensinde at have noget«; hun er initiativtageren, rasende kategorisk i sin afvisning af tilværelsens ’fake’ rollespil. August (Jacob Lohmann) den lidt kiksede, ensomme nørd, hektisk lommefilosofisk snakkende, drømmende om den store, umulige lykke. Et umage par, der dog forenes ømt i teltet på afgrundens rand, i Nordlysets flammende skær...

Slutspil?
Tre prikker, ja, for stykket slutter trods sit forlæg i realia i tvivlens tegn: Gør de det virkelig? Som tilskuere håber vi det bedste. Men det bliver nemt et sentimentalt håb, fordi alting ellers er lagt an til slutspil uden udveje, når den stolte beslutning én gang er taget. Her er det, stykkets skitsepræg tilsyneladende forhindrer Bauersima i streng gennemkomponeren, noget der virkelig kunne skræmme. No way.

Fremtidens folk
Når man alligevel må gøre opmærksom på Aalborg Teaters opsætning – på Mindste Scene – så er det fordi, den viser hvilke store talenter dansk teaters næste generation allerede kan føre frem. Exner og Lohmann er ganske vist ikke helt grønne, de er rent ud fremragende nuancerede og udtryksfulde, de bærer stykket.
Men de gør det i kraft af næste geled, praktik-udstationerede tredjeårsstuderende fra Statens Teaterskole (og K3 ved Malmø Høgskola), som teaterchef Geir Sveaass stadig har givende liner til.
Fredrik Arntzen Neergaard har instrueret tæt og præcist, ham tør man vente sig meget af. Og i samarbejde med scenograf Ida Marie Ellekilde Hansen og lysdesigner Peter Samuelsson er det beskedne scenerum fortættet som et klaustrofobisk ekkorum omkring de unges dødelige leg. Det er helt sikkert værd at se.

'’norway.today.’ Igor Bauersima, Iscenesættelse (og oversættelse): Frederik Arntzen Neergaard. Scenografi: Ida Marie Ellekilde Hansen. Lys: Peter Samuelsson. Medvirkende: Christine Exner og Jacob Lohmann. Aalborg teater, Mindste Scene, 4. April 2003 og måneden ud

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her