Hun skød med skarpt

Kunst
Niki de Saint Phalle? Hun var vanskelig at placere, selv i de kaotiske 1960’ere. Det var hende, der skød sine malerier med geværer, hende med den gigantiske skulptur, Hon, på Moderna Museet i Stockholm. I år 2000, to år før sin død, forærede hun godt 400 værker til Sprengel Museum i Hannover, og det er 44 af dem, tilsammen et tværsnit af hele det godt 50 år lange værk, der nu er stillet frem på Brandts Klædefabrik i Odense.
Tiden var fyldt med manifester, 50’erne og 60’erne altså, og de havde selvfølgelig deres betydning, men i dag, 40-50 år efter, står billederne og objekterne uden støtte. De må klare sig selv, og kan de så det? Ja, det kan de.

Værker virker!
De er ikke vidnesbyrd om en forgangen tid, eller det er de også, men ellers er de stadig levende, strømførende og farligt nærværende stykker, traumatisk og munter aggression lige nu og her.
Den sønderskudte patriark fra 1962 er langt mere end blot et personligt opgør med en truende faderskikkelse. Det er selve krigen, den meningsløse autoritet med dens åndssvage panser af historiske begrundelser, der er skudt i smadder. Det er flot og grumt og festligt og forfærdende.
Assemblager hedder de ting, hun skød på der i begyndelsen af 60’erne. Konglomerater af gips og objekter fra hverdagen, redskaber, dukker og den slags. De var allerede ikke helt ny i kunsten. Rauschenberg havde lavet en del, og Niki de Saint Phalles kammerater i den franske gruppe af ’Ny realister’ ligeledes – Arman og Spoerri især. Men hun lagde farver i poser bag gips og dukker og skød huller i dem med et kraftigt gevær. Så farverne sivede ud. Som blod? Ja, som blod. Og teater. For hun skød også på gipshoveder, der forestillede verdens mægtige, og hun gjorde det i hvid skydedragt og med publikum. Spektakulært.
Antonin Artaud ville have kunnet lide det. Niki de Saint Phalle var en kriger. Et barn af Jean Dubuffet, men af en anden og langt mere traumatiseret verden. I forhold til kunstens modernistiske kraftlinjer op gennem det 20. århundrede til Anden Verdenskrig en efterverden i skyggen af Hiroshima og Nagasaki. En verden styret af fædre, patriarker, sindssyge galninge som Enrico Baj allerede havde portrætteret i sine serier af generaler.

Eneste mulighed
Men Niki de Saint Phalle var af en ny generation. Født i 1930 og opvokset som fransk i Amerika i en familie domineret af den far, hvis gerninger hun gjorde op med, ikke bare i det symbolske mord på patriarken, men også i den senere film Daddy.
Efter syv år som fotomodel (Vogue, Harper’s Bazaar, Life) indså hun, at kunsten var den eneste mulighed, hun havde, hvis der skulle kastes lys og ny energi på et liv, der truede med fasthængning i personlig og politisk fadervold. Hun var da gift med den amerikanske forfatter Harry Mathews, en hovedskikkelse i Oulipo-gruppen, og de var flyttet til Paris, hvor hun havde lært andre digtere at kende. John Ashbery og Kenneth Koch især.
Hun så Gaudis park i Barcelona, og det mærkede hende for resten af livet, mødte Jean Tinguely og gennem ham den svenske museumsmand Pontus Hultén. Hendes værker bevægede sig fra maleri til assemblage, og i 1961 begyndte hun at skyde på dem. Også i Danmark. I Galleri Köpcke, fluxusfolkenes tilholdssted. Gunnar Aagaard Andersens lidt overbærende og en anelse nedladende beskrivelse af forestillingen står i kataloget til udstillingen i Odense.

Tre Nana’er
På Brandts Klædefabrik er der fremragende værker i alle de stilarter, denne vilde kunstner arbejdede og levede sig igennem. Patriarkens død fra 1962, Eksploderet kvinde eller Tyrens fødsel fra 1963, tre fremragende Nana’er – Lille Gwendolyn, sort Nana i grøn badedragt og Nana opdelt – fra 1965, Bruden til hest fra 1963-97, Bon appetit fra 1980 og Key fra 1994.
Patriarken er skudt, tyren har sprængt kvinden for at blive født, Nana svulmer, i Key som er kinetisk bevæger en række små figurer sig elektromotorisk, en fugl flyver ud af et åbent bur og tilbage igen, hvorefter det lukker sig, manuskripter spredes ud i vifte og samles igen, dødsmasker åbner sig i dødsgrin og knyttes igen til sammenbidt vrede. Og den store polyesterkvinde spiser med sin lille hund.

Lige i synet
Paradoksalt nok er det måske det, at budskabet i Niki de Saint Phalles værker ikke kan misforstås, der gør, at hun vel heller aldrig helt er blevet anerkendt som den afgørende anderledes, nybrydende og klassiske kunstner hun er.
Dukkerne har ansigter og udtryk. Den sønderskudte patriark hænger med sine latterlige krigsflyvere lige foran en på væggen. Den store blomstrede polyesterdame med den lille polyesterhund, der sidder pænt, æder små blege polyesterbørn.
Ingen kan være i tvivl om noget, og alligevel blev det engang betragtet som en joke. Hvad det også er, men af grusomme dimensioner.
Hon på Moderna Museet i Stockholm, som man skulle igennem nedefra for at komme ind i kunstens hellige haller, var jo kvindekroppen som katedral – med mælkebar, flaskeknuser, telefonboks, planetarium og hvad en ny tids katedral ellers har brug for – men ikke den katedral for det ophøjede, som en senere generation af museumsdirektører så gerne ville have, at deres vilde, transavantgardistiske museer skulle være.
Niki de Saint Phalles værker er ikke abstrakte, de er et opgør med det abstrakte, de er ikke avantgarde, de er et opgør med avantgarde. De er et opgør hele vejen igennem.
En rasende komisk og kaotisk mangfoldighed af eksploderende traumer, politisk anarki, komisk og dyb alvor – som Beckett, som Carroll’s Alice under jorden gennem spejlet.
Og de er, hvilket ikke er det mindste, det mest absolut antiautoritære af alle de antiautoritære 1960’eres store billedkunstneriske totalværker. Bruden på sin blomstrede bryllupshest er, med sit skjulte ansigt, som på andre af brudebillederne furet af ældgammel sorg, af hekse og alfer og trolde og middelalderlig mystik, så fuld af sorg og glæde, så boblende af liv og snarlig død som kun et folkeeventyr kan være.
I H.C. Andersens fødeby, hvor Kingo engang var bisp, er det helt på sin plads.
Og hvad er det så? Hun siger det selv, Niki de Saint Phalle: »I 1961 skød jeg på: Far, alle mænd, små mænd, høje mænd, store mænd, fede mænd, mænd, min bror, samfundet, kirken, klosterskolen, min familie, min mor, alle mænd, Far, mig selv, mænd. Jeg skød, fordi det var sjovt og føltes godt. Jeg skød, fordi jeg var fascineret af at se billederne bløde og dø. Jeg skød for at opnå det øjeblik af magi. Ekstase. Det var et øjeblik af skorpionisk sandhed. Hvid renhed. Opofrelse. Klar. Tag sigte. Skyd! Rød, gul, blå - billedet græder, billedet er dødt. Jeg har dræbt billedet. Det er genfødt. Krig uden ofre.«

*Niki de Saint Phalle, Brandts Klædefabrik, Odense, til 9. juni.