Læsetid: 3 min.

Spændende skakforår

Anand og Shirov kommer til Danmark
1. april 2003

Skak
Dansk Skak Union kan i år fejre sit 100 års jubilæum, og det sker blandt andet med en række spændende arrangementer og turneringer, hvoraf den mest spændende er lige om hjørnet: den indiske stormester Viswanathan Anand spiller i den kommende weekend i Middelfart, og det er ikke aprilsnar!
’SIS-MH Masters’ hedder turneringen, der har fire deltagere. De to stærkeste danske spillere, Peter Heine Nielsen og Curt Hansen, skal sammen med den farverige svensker Jonny Hector (der er dansk gift og bor i Helsingør) prøve kræfter med verdensstjernen i en hurtigturnering, hvor de alle fire møder hinanden både lørdag og søndag, således at der i alt spilles seks runder. Partierne spilles med en betænkningstid på 25 minutter plus 10 sekunder pr. udført træk (som det digitale skakur selv lægger til spillernes tid, hver gang en brik er trukket). Rammen om turneringen er Hotel Kongebrogården, der ligger smukt ved Lillebælt, og både lørdag og søndag spilles der fra klokken 13 til 19.
Anand er favorit – tårnhøj, havde vi nær sagt. For selv om Hector er en snedig og uortodoks angriber, selv om Peter Heine har skærpet sit spil betydeligt, og selv om Curt Hansen nu som før er bundsolid og især giftig med de hvide brikker, bør Anand være en klasse bedre end de tre nordiske stormestre. Desuden er han kendt for sit hurtige, flydende spil, så den gamle kliché om, at alt kan ske i hurtigskak, har ikke den store relevans i Middelfart – spår vi. Anand kommer for øvrigt fra en overlegen samlet sejr i Amber-turneringen i Monaco, hvor en række af verdens førende stormestre dystede i lyn- og hurtigskak.
På fredag tegner vi i Information et billede af Tigeren fra Madras, som den populære Anand ofte kaldes.

Shirov i Næstved
Som sædvanlig spilles årets individuelle DM i Påsken. Horsens (hvor unioen blev stiftet i 1903) er værtsby i jubelåret, og Sune Berg Hansen skal forsøge at forsvare sit DM fra Greve sidste år. Det bliver ikke let, for Peter Heine Nielsen stiller op denne gang, og desuden kan Lars Schandorff meget vel gøre det bedre end sidst. Hermed har vi nævnt feltets tre favoritter (og stormestre), de øvrige deltagere er: Nicolai V. Pedersen, Erling Mortensen, Davor Palo, Jens Ove Fries Nielsen, Steffen Pedersen, Karsten Rasmussen og Carsten Høi.
I den første weekend af maj kommer en anden verdensstjerne til landet. Alexei Shirov, nummer syv på den seneste verdensrangliste og en mand, der er i stand til at spille nærmest surrealistisk skak, er af Næstved Skakklub blevet shanghajet til et dobbeltprogram, hvor han lørdag den 3. maj fra kl. 12 til 18 – efter indledende ord fra byens borgmester – først demonstrerer et af sine glanspartier, hvorpå han spiller en urmatch mod Næstveds divisionshold (otte spillere). Det ligner på forhånd en massakre. Om søndagen er der fra kl. 13 først gennemgang af et nyt parti – med mulighed for at stille spørgsmål til Shirov – hvorefter man kl. 14.30 går over til en simultanopvisning: Shirov mod 30 mand.
Næstved Skakklub har for øvrigt stolte traditioner, når det drejer sig om besøg af skakstjerner. Både Lasker og Alechin har gæstet byen ved Susåen. Men som det hedder i sangen om Mandalay: »Alt det ligger år tilbage og er milevidt fra mig ...«
Der skal omkamp til om guldet i hold-DM. Helsinge Skakklub og Skolernes Skakklub (Århus) sluttede nemlig med lige mange bræt- og individuelle points, mens Nordre, Århus, og Sydkysten må forlade 1. division.
Et glimt fra afslutningen:
Henrik Danielsen er som sort i trækket mod Davor Palo – og uddeler en gevaldig øretæve. Vi lader stillingen svæve til næste skakklumme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her