Læsetid: 3 min.

Supersoniske triumfer på Enghavevej

Kasper Eistrup var i en klasse for sig, da Kashmir gæstede Vega og lod sig hylde af et hengivent publikum
22. april 2003

Koncert
»Succesen er kun sød for de, der ikke har oplevet dens bitre eftersmag.« Disse ord siges at stamme fra den amerikanske lyriker Emily Dickinson. Men de kunne nu snildt have sorteret under den danske rockkvartet Kashmir, hvis anmelder- og publikumsroste himmelflugt med The Good Life i 1999 blev afløst af nervøsitet og præstationsangst. Bandet brød den lange albumpause med en samling sange, som gjorde op med The Good Life. Efterfølgeren Zitilites fremkaldte et mere moderne og indadvendt lydbillede, sine steder farvet af klange og toner fra electronicaens airconditionerede maskinpark.

Buldrende hjerter
Lørdag aften stod Kashmir på scenen i et udsolgt Vega i København. Her skulle de fire hårdtprøvede musketerer forsøge at løfte det nyfundne udtryk ud over scenekanten. Opgaven så bestemt ikke ud til at tynge hovedrolleindehaverne, der med skæve smil, stor dygtighed og gnistrende koncentration transformerede Zitilites’ indadvendte skæringer til strømførende rock, som gav god mening live.
Blandt de mange originale selvfortolkninger skilte en lille håndfuld numre sig ud: »Surfing The Warm Industry« klang med sine hikstende guitarer og monotone trommer af Radiohead i paranoid storform, »Big Fresh« tonede med sine stormombruste korarrangementer af Beach Boys på alle tænkelige rusmidler og »Rocket Brothers« lød med sine storladne omkvæd som Coldplay uden patetiske tilbøjeligheder.
Men samtlige sange fra Zitilites blev imidlertid sat godt og grundigt på plads af de skæringer fra The Good Life, som det 90 minutter lange sæt var isprængt.
Moderne rockschlagere som »Graceland«, »Mom In Love, Daddy In Space« og »Miss You« blev leveret i supersoniske versioner, som fik øregangene til at smerte, hjertet til at buldre og kondensvandet til at dryppe fra det hippe 70’er-interiør. Sjældent har en flok danske rocksange lydt så store og så overbevisende i en koncertsal.

Indiskutabel stjerne
Koncerten i Vega levede nu ikke kun i kraft af den frugtbare kappestrid mellem The Good Life og Zitilites.
Den fik i ligeså høj grad sin boblende élan fra den uhyggeligt veloplagte Kasper Eistrup, som under det skiftevist karmoisinrøde, petroleumsgrønne og marinblå scenelys fremstod som koncertens indiskutable stjerne. Med øjne, der luede af lige dele munterhed og melankoli, og med en stemme, som ubesværet pendlede imellem det sommerlyse og det vintermørke, formåede Kashmirs frontfigur at føre det store, sveddryppende publikum helt ind i orkestrets hjertekule. Helt derind, hvor de store følelser holder til. Kærligheden. Vreden. Frygten.
Men det skal også med, at det gyngende publikumshav, som aftenens eminente folkeforfører havde foran sig, var et af de mest hengivne af slagsen. Ikke nogen næserynkende skepsis her. Ingen halvfesne forbehold. Kun idel begejstring.
Det højloftede rum genlød således af brøl, piften og klapsalver, blot der imellem to numre undslap en enkelt tone fra et af de mange instrumenter på scenen. Så lidt skulle der til.
Og som vidne til denne særegne hengivenhedsfest fik man let den kætterske tanke, at den kritiske sans var dét offer, som en sådan fest nødvendigvis måtte bringe.
En purung afficionado havde på sine blussende æblekinder stavet sig igennem en række ord, som underbyggede denne snigende formodning. »I er mine helte. I kan ikke gøre noget forkert!«, stod der med høje, mørkegrønne typer. Men denne lørdag aften var hun og resten af det store publikum jo sådan set i deres gode ret til at lade alle de kritiske filtre blive ved indgangen.
For Kashmir var vitterligt ufejlbarlige og fremstod afgjort som helte. Med eller uden dømmesyge briller.

*Kashmir i Vega, København, lørdag aften
Gruppen giver ekstra-ekstra koncert samme sted 28. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her