International ø
KUTA Eagles »Hotel California« skratter fra højtaleren. Længere nede af Poppyes Lane lyder typisk balinesisk gamelan klimten. Tolv unge balinesere i jeans hører ikke efter, de keder sig og ser MTV. De er ansat til at passe en stor smart cafe, men her er ikke et øje.
Poppyes Lane er en smal gyde med butikker, restauranter og barer ned mod en stor smuk sandstrand. Et symbol på det tidligere glade rejseliv. Her grundlagde en australsk hippie med fremtidsvisoner den siden legendariske Poppys Cottages på en stille sandvej i 60erne. Siden fulgte flere rygsækrejsende, så amerikanere og europæere med tegnebogen i orden og til sidst kom hele flyvemaskiner tungt belæsset med charterturister.
Det hele fik en brat ende 12. oktober 2002, da to terrorbomber blev bragt til sprængning lige om hjørnet i Sari Club og Paddys Bar og dræbte 190 mennesker, heriblandt tre unge danske kvinder.
»Jeg elsker Bali alligevel,« fortæller Anna, en ung svensk pige. Hendes forældre brød sig ikke om at hun ville til Bali så kort tid efter bomberne. Men hun overbeviste dem, og hun har ikke fortrudt.
»Her er meget stille og god plads i bungalower og på stranden,« siger hun. »Balineserne er så glade for at vi kommer, at vi bliver behandlet som konger og dronninger.«
Gado-gado
Anna er ved at tygge sig gennem en gado-gado (grøntsager med peanuts sauce), mens himlen åbner sig i et voldsomt torden skrald og regnen står i tommetykke stråler. Det generer dog ikke balineserne på Poppyes Lane. De går med paraply og har kager og frugt på en lille opsats på hoved. Der er et eller andet ukueligt over disse øboere.
Maskemageren, som jeg kender fra et tidligere besøg, kommer forbi og sætter sig. Oka er 47 år og ud af en gammel træskærer-slægt. Hans bedstefar var bange for udlændinge, men hans far begyndte at handle med dem.
Oka selv har tjent mange penge ved at holde kurser for amerikanere og europæere i at skære masker i lette træsorter. Masker der er eftertragtede på europæiske teaterscener. Men nu er der helt stille i maskeværkstedet
Oka ryster sit store hår. »Hvorfor skulle der overhovedet eksplodere bomber på Bali. Vi er jo en international ø.« Oka er en spinkel balineser med følsomme træk. Vi går ned til havet og sætter os i sandet, der endnu er regnvådt.
»Det er en kolossal svær tid for Bali. Vi var så naive, godtroende og ikke vant til verdens rå vold og terror. Men selvfølgelig kunne vi ikke gå fri. Sådan er det, når man bor i paradis. Så er der altid nogen, der vil ødelægge det.«
*Eva-Marie Møller er freelancejournalist tilknyttet TV2
